Ved forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til at udvirke, at den af Danmarks Nationalbank givne henstilling om udlånsindskrænkninger for pengeinstitutterne. lempedes, for så vidt angik beskæftigelsesfremmende investeringer i de hårdest ramte arbejdsløshedsområder.

I bemærkningerne til forslaget henviste forslagsstillerne til, at handelsministeren i folketingets spørgetid den 15. april overfor Poul Dalsager havde udtalt, at det ikke ville være muligt at differentiere de indførte udlånsbegrænsninger fra det ene område af landet til det andet. Socialdemokratiet var imidlertid af den opfattelse, at det ville være muligt at lempe, for så vidt angik de enkelte projekter, således at de pengeinstitutter, der — uanset hvor de var beliggende i landet — gik ind i en sådan investering, fik deres udlånskvota forhøjet af Nationalbanken med det pågældende udlån.

Forslagsstillerne ville være parat til at acceptere en overgrænse for de bevilgede dispensationer på f. eks. 100 mill. kr.

Dispensationsordningen foresloges administreret af egnsudviklingsrådet eller Nationalbanken.

Ved 1. behandlingen kunne handelsministeren (Knud Thomsen) henvise til sit svar i folketinget til Poul Dalsager. Han var fortsat af den opfattelse, at der ikke var nogen praktisk mulighed for at hidføre en differentiering af udlånsbegrænsningerne fra det ene område af landet til det andet, og denne opfattelse deltes af Nationalbanken. Som et af de væsentlige argumenter mod den foreslåede lempelse gjorde ministeren opmærksom på, at der ikke var tekniske muligheder for at vurdere, hvilke projekter bankerne under alle omstændigheder ville have finansieret under den gældende kreditramme. Risikoen for, at nettoforøgelsen af bankudlånene således reelt ville komme til at omfatte andre dele af landet, var derfor betydelig. Kreditaftalen var netop generelt udformet og gik på de enkelte bankselskabers samlede engagementer.

Heller ikke regeringspartiernes ordførere kunne tiltræde forslaget, selvom man kunne anerkende den gode tanke, der lå bag det.

Poul Dam (SF) udtalte, at vejen frem måtte være en langt mere bevidst styring af udlånsvirksomheden fra myndighedernes side, og da forslaget var et om end beskedent skridt i denne retning, ville han anbefale det til nærmere overvejelse.

Efter 1. behandlingen henvistes forslaget til et folketingsudvalg, der imidlertid ikke afgav betænkning.