Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Med de formål

at sikre en planmæssig boligproduktion,

at mindske afstanden mellem gammel og ny leje ved nedbringelse af lejen for nybyggeri,

at fremme den private opsparing og

at fjerne inflationspresset fra jordejendom

opfordrer folketinget regeringen til at oprette en finansieringsfond, der sørger for den samlede lånfinansiering af alt nybyggeri til boligudlejningsformål.

Finansieringsfonden skal fungere efter følgende retningslinjer:

1) Der ydes for hvert boligbyggeri et annuitetslån til parikurs af størrelse svarende til 94 pct. af vurderingen og til rente ikke over 6 pct. og med en løbetid på 30 år. Rente- og afdrags- ydelserne reguleres i henhold til reguleringspristallet. Passende rater kan udbetales under byggeriets forløb, så at byggelån overflødiggøres.

2) Udlånsmidlerne tilvejebringes ved salg af værdifaste, indeksregulerede statsobligationer til 6 pct. og 30 års løbetid. I

det omfang der ikke herigennem opnås dækning for de udbetalte lån, suppleres udlånsmidlerne med statsmidler.

Lån ydes til såvel almennyttige boligselskaber som til nyoprettede, selvejende institutioner på betingelse af

a. at byggeriet omfattes af en landsplan for boligbyggeri,

b. at selskabernes og de selvejende institutioners midler alene må anvendes til boligformål, og at der organiseres beboerdemokrati,

c. at såvel grundpris, opførelsesomkostninger som kvalitet og boligmiljø ligger inden for nærmere fastlagte rammer og lejen gøres omkostningsbestemt."

I de bemærkninger, der var knyttet til forslaget ved fremsættelsen, gav forslagsstillerne følgende oplysninger om tanken med forslaget:

„Forslaget bygger på den grundforudsætning, at boligproduktionen er en samfundsopgave af så fundamental betydning, at staten må garantere dens løsning i overensstemmelse med en landsomfattende plan.

Det har hidtil været en hindring for byggesektorens udvikling, at en rolig byggerytme ikke kunne påregnes, og at planlægning derfor var umuliggjort. Modernisering af byggeprocessen er ikke slået igennem, medens prisfordyrende sædvaner er indført, hver gang en pludselig byggeaktivitet har afløst et byggestop.

Der må derfor udstedes en generel statslig garanti for det planlagte byggeris finansiering, løsrevet fra konjunkturpolitiske indgreb.

Finansieringsformerne har i sig selv været omkostningsforø- gende, uoverskuelige og lidet egnede til at tiltrække privat opsparing.

Forslaget indebærer ét statsligt lån i hver byggesag med udbeta- lingsmuligheder under opførelsen, så at man undgår den bankmæs- sige byggelånsadministration, tidkrævende låneansøgninger til tre- fire forskellige reallånsinstitutter og de tilsvarende vurderingsforret- ninger. For det opsparende publikum indebærer forslaget en attraktiv anbringelsesform i statspapirer, hvor forskelle alene kan bestå i stykstørrelse og kurs, og hvor værdifasthed er garanteret.

Den private opsparing har i de senere år vendt sig mod anbringelse i grundværdier, fordi ønsket om værdifasthed har været fremherskende. Denne anvendelse af jorden som opsparingsobjekt har medvirket til en samfundsmæssigt uheldig stigning i jordpriserne til skade for byggeri og planlægning. Det må forventes, at værdifaste obligationer vil medvirke til at afbøde denne udvikling.

Reguleringen efter pristallet af ydelserne til obligationsejerne modsvares af samtidige reguleringer af lånydelserne og dermed af huslejen i det byggeri, hvortil lavtforrentede lån er ydet. En sådan regulering indebærer, at huslejen altid, alt andet lige, vil udgøre samme brøkdel af en uændret realindkomst. Der sker således en automatisk tilpasning af huslejen til det indkomstniveau, der var lejernes udgangspunkt ved indgåelsen af lejemålet. Den vigtigste virkning for nybyggeriet ligger dog i, at ordningen tillader ydelse af lån til lav rente og tilsvarende lav husleje, således at lejen i nybyggeriet kan nedbringes.

Rentefoden er i forslaget ansat til ikke over 6 pct. Såfremt det viser sig, at de værdifaste 6 pct. statsobligationer kan afsættes til en kurs over pari, bør byggelånene ydes med en tilsvarende lavere rente.

Det er forudsat, at lånemulighederne skal stå åbne, ikke alene for de etablerede, almennyttige selskaber, men også for nye selvejende institutioner, der stiftes ved byggeriets start og undergives samme vilkår, som hidtil har været gældende for det almennyttige byggeri. Dette indebærer, at alt udlejningsbyggeri i realiteten gøres almennyttigt og privateje af udlejningsejendomme til boligformål i fremtiden ikke etableres.

Det forudses, at finansieringen af boligbyggeriet gennem værdifaste statsobligationer delvis vil overflødiggøre de eksisterende realkre- ditinstitutter, som dog forudsættes indtil videre at skulle finansiere opførelsen af byggeri, der falder uden for udlejningsboligernes område, således at der — også ud over den gamle obligationsmasse — vil være sædvanlige obligationer på markedet jævnsides med statsobligationerne.

Medens nærværende forslag overflødiggør rentesikringsordningen, forudsættes det, at boligtilskudsordninger for vanskeligt stillede opretholdes og udbygges."

Forslaget fremsattes i folketinget sammen med forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger til fremme af byggeriet og forslag til folketingsbeslutning om en pensionsreform. Disse forslag var et led i et kompleks på ialt 11 lovforslag og beslutningsforslag socialistisk folkeparti fremsatte vedrørende den økonomiske politik.

Om regeringens og partiordførernes stilling til de 11 forslag som helhed henvises til omtalen af forslag til lov om ændring af lov om Danmarks Nationalbank, se side 507.

Om nærværende lovforslag udtalte økonomiministeren (Nyboe Andersen) under 1. behandlingen, at det ikke kunne afvises, at der kunne være brug for at drøfte veje til at sikre en eller anden automatisk regulering af huslejen under en udvikling, hvor indkomsterne vokser, og omkostningerne for nyt byggeri stiger. Det var imidlertid svært at bedømme den fremtidige pris- og renteudvikling og dermed også vanskeligt at vurdere, om man gennem indeksregulerede obligationer kunne opnå den lave pålydende rente, som forslaget forudsatte. Skete dette ikke, blev resultatet en omfattende statsstøtte for at holde en kunstigt lav rente.

Helge Nielsen (S) gjorde opmærksom på, at forslagene lå tæt op ad de forslag socialdemokratiet tidligere havde fremsat, og at han derfor i store træk kunne tilslutte sig hovedtanken bag forslagene. Specielt om nærværende forslag udtalte han, at det på længere sigt ville blive betydeligt dyrere for lejerne end socialdemokratiets forslag, idet SF foreslog både renten og afdragene forhøjet efter pristallet. Rentesikringen var den bedste måde at sikre byggeriet på, men man var parat til at drøfte andre metoder.

Knud Østergaard (KF) mente, at tanken bag forslaget kun kunne være realistisk i et socialistisk samfund, hvor også staten bestemte produktionen og afgjorde dens geografiske placering og udbygning. Hans parti kunne følgelig ikke gå ind for forslagenes konklusion. Der var dog spredte træk i forslagene med karakter af fornuft — og omplantedes disse til en mere liberalistisk ramme, var man villig til at forhandle.

Også Ib Thyregod (V) var mod forslaget, navnlig fordi der herigennem blev tale om yderligere begunstigelser, yderligere differentiering, mellem det sociale boligbyggeri og det private byggeri.På det radikale venstres vegne erklærede Niels Helveg Petersen, at der var noget umiddelbart tiltalende i tanken om udstedelse af indeksobligationer. Der var imidlertid mange vanskeligheder og problemer forbundet med en sådan ordning, bl. a. at obligationerne kunne blive mindre attraktive for låntagerne.

Hanne Reintoft (DK) fandt ikke, at fondstanken var nødvendig — staten måtte blankt påtage sig opgaven. Risikoen med hensyn til oprettelsen af en fond som foreslået var bl. a., at staten i en økonomisk stram situation kunne skære fonden ned.

Efter 1. behandlingen henvistes forslaget til et folketingsudvalg

— det senere såkaldte realkreditudvalg.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.