Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
„Folketinget opfordrer regeringen til at fremme byggeriet gennem følgende foranstaltninger:
1) Der oprettes et statens byggedirektorat, hvis opgave er at koordinere den samlede byggeindsats. Til direktoratet knyttes statens byggeforskningsinstitut og en konsulenttjeneste.
2) På grundlag af en landsomfattende egnsudviklingsplan udarbejder direktoratet femårige planer for det samlede offentlige byggeri og for boligbyggeriet. Direktoratet drager omsorg for planernes gennemførelse. Der tilvejebringes den nødvendige lovhjemmel for ekspropriation af jord til planlægnings- og byggeformål.
3) Under direktoratet samordnes de offentlige byggetjenester. Der gennemføres en vidtgående typisering af offentlige byggeopgaver og standardisering af anvendte bygningsdele.
4) Ved løsningen af den samlede offentlige byggeopgave fremmes industrialisering og rationalisering ved indgåelse af kontrakter, som tillader fordeling af produktionens generalomkostninger på store flerårige leverancer. Kan tilfredsstillende kontrakter ikke opnås, iværksætter det offentlige selv de pågældende produktioner.
5) Inden for boligbyggeriet opstiller direktoratet normer for lejlighedsstørrelser, kvalitet og boligmiljø. Der gennemføres foranstaltninger til fremme af rationalisering og standardisering.
6) Bygningsforskrifter samordnes og forenkles. Byggeprocessen afbureaukratiseres ved, at ansvaret for forskrifternes overholdelse lægges ud til byggeriets teknikere.
7) Ved forhandlinger med mester organisationer og fagbevægelse afskaffes organisationsmæssige hindringer for byggeriets rationalisering og billiggørelse.
8) Der afsættes midler til gennemførelse af et omfattende eksperimentalbyggeri til udforskning af det bedst mulige boligmiljø og med det formål at introducere ny teknik."
Om baggrunden for forslaget gav forslagsstillerne følgende begrundelse i de bemærkninger, der ledsagede forslaget ved dets fremsættelse:
„Trods boligforligets generelle huslejeforhøjelser i den gamle boligmasse er der sket en udvidelse af gabet mellem lejen i nybyggeriet og lejen i det ældre byggeri.
Det står klart, at årsagerne hertil ikke blot må søges i renteudviklingen, men også i byggesektorens manglende evne til og mulighed for at omsætte de foreliggende tekniske muligheder i en større effektivitet, som giver sig udslag i lavere produktionspriser.
Såvel inden for den offentlige anlægsvirksomhed som inden for boligbyggeriet er der for tiden uløste opgaver af et sådant omfang, at de forudselige økonomiske rammer må sprænges, hvis byggebehovet skal opfyldes til de hidtidige priser.
Derfor foreslås en række foranstaltninger, hvis formål på den ene side er tilvejebringelse af den bedst mulige økonomi inden for sektoren som helhed ved at anspore til rationalisering, industrialisering og stordrift, på den anden side at sikre, at en krisepræget økonomisering ikke hindrer en påkrævet videreudvikling af bygge- og boligkulturen.
Hvad de fleste offentlige byggeopgaver angår, er behovene så definerbare, at der er mulighed for en sikker, langsigtet planlægning.
Plejehjem, skoler, kollegier, auditorier, administrationskontorer og laboratorier er eksempler på byggeopgaver, hvor det store forudselige behov gør en vidtdreven industrialisering og standardisering forsvarlig og tilrådelig.
Det offentlige byggeris store omfang inden for de forskellige felter muliggør en fordeling af produktionens generalomkostninger og afskrivninger på et meget stort antal etagemeter.
For boligbyggeriet består der en lignende knaphedssituation. Det overskyggende er her behovet for flere og billigere etagemeter, og også på dette område er argumenterne for typisering og standardisering overbevisende. Erfaringerne har tillige vist, at lejlighedens tilbehør i form af fællesindretninger, muligheder for fritidsudfoldelse og skabelsen af et boligmiljø er vigtige og hidtil forsømte faktorer i forbindelse med opfyldelsen af boligbehovet.
Både for at sænke lejen og for at skabe tilfredsstillende boligmiljøer er koncentrerede byggeindsatser nødvendige. Der må bygges samfund fremfor enkelthuse.
Men dette gør atter en landsomfattende egnsplanlægning uomgængelig. Det foreslås derfor, at der udarbejdes en landsplan for boligbyggeriet, i starten for en beskeden periode på fem år.
Det er en forudsætning for en sådan planlægnings gennemførelse og for en økonomisk byggemodning, at der tilvejebringes hjemmel til at ekspropriere til boligformål.
Byggeprocessen er belastet med utidssvarende administrativt omsvøb og papirvælde, ligesom historisk betingede organisationsforhold modvirker moderniseringer. Disse hindringer for byggeriets effektivisering og billiggørelse foreslås afskaffet.
Den på lidt længere sigt vigtigste af de foreslåede foranstaltninger er måske iværksættelsen af eksperimentalbyggeri. Ingen anden bygherre end staten kan påtage sig denne opgave, som hidtil ikke er blevet løst. Der må herigennem åbnes mulighed for hurtig indførelse af ny teknik, for udforskning af nye og bedre boligmuligheder og for dansk arkitekturs udvikling."
Forslaget fremsattes i folketinget sammen med forslag til folketingsbeslutning om en finansieringsfond for boligbyggeri og forslag til folketingsbeslutning om en pensionsreform. Forslagene var led i et kompleks på ialt 11 lovforslag og beslutningsforslag, socialistisk folkeparti fremsatte vedrørende den økonomiske politik.
Om regeringens og partiordførernes stilling til de 11 forslag som helhed henvises til omtalen af forslag til lov om ændring af lov om Danmarks Nationalbank, se side 507.
Selve forslaget gav ikke anledning til mange bemærkninger under 1. behandlingen. Det henvistes til et folketingsudvalg — det senere såkaldte realkreditudvalg — der imidlertid ikke afgav betænkning over forslaget.