Ved folketingsbeslutningen udtaler folketinget sin tilslutning til, at den af den internationale arbejdskonference i året 1964 vedtagne konvention nr. 122 om beskæftigelsespolitik ratificeres.

Konventionens hovedformål er at opfordre medlemslandene til at udarbejde og gennemføre en aktiv politik, der tager sigte på fremme af fuld og produktiv beskæftigelse på grundlag af frit valg.

Der er således tale om en bredt formuleret programerklæring, der i modsætning til de fleste andre konventioner, der er vedtaget af de internationale arbejdskonferencer, ikke indeholder detaljerede forskrifter og forpligtelser for et ratificerende medlemsland.

Om konventionens hovedindhold, der indeholdes i artikel 1-3, skal anføres følgende:

Konventionen fastslår i artikel 1, at det skal være et vigtigt mål for de medlemslande, der ratificerer konventionen, at udarbejde og gennemføre en aktiv politik, der tager sigte på fremme af fuld og produktiv beskæftigelse på grundlag af frit valg. Ved denne politik bør det sikres, at der er arbejde til alle arbejdssøgende, at dette arbejde er så produktivt som muligt, at der er frihed med hensyn til valg af beskæftigelse, og at den enkelte arbejder i videst muligt omfang har adgang til at uddanne sig til og anvende sine færdigheder og evner ved et arbejde, som egner sig for ham, uanset race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, national afstamning eller social oprindelse.

Det forudsættes udtrykkeligt i artikel 1, stk. 3, at den politik, konventionen ønsker fremmet, nøje afpasses efter den økonomiske udvikling og det indbyrdes forhold mellem beskæftigelsespolitikken og anden økonomisk og social politik, og at den gennemføres ved metoder, der er i overensstemmelse med det enkelte lands forhold og praksis.

I konventionens artikel 2 pålægges det et ratificerende land at træffe bestemmelse om, hvilke foranstaltninger der skal anvendes for at opnå de i artikel 1 nævnte mål, samt at tage de nødvendige skridt, herunder eventuelt udarbejde programmer, til gennemførelse af disse foranstaltninger. Også i denne artikel fremhæves det udtrykkeligt, at dette skal ske på den måde og i det omfang, dette stemmer med det ratificerende lands nationale forhold.

I artikel 3 anføres, at beskæftigelsespolitikken skal udformes under medvirken af repræsentanter for de af de påtænkte foranstaltninger berørte personer, i særdeleshed arbejdsgiver- og fagforeningsrepræsentanter, for i fuldt omfang at gøre brug af deres erfaringer og synspunkter samt for at sikre deres samarbejde ved udarbejdelse af og opnåelse af støtte til den ønskede beskæftigelsespolitik.

Arbejdsministeren understregede i sin fremsættelse konventionens bredt formulerede karakter og bemærkede, at Danmark stedse havde lagt vægt på så vidt muligt at søge de af Den internationale Arbejdsorganisation vedtagne konventioner ratificeret. Konventionen var udtryk for organisationens program, som Danmark som medlemsland følte sig solidarisk med. Den var endvidere i overensstemmelse med det af regeringen fremsatte lovforslag om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring (se side 137).

Forslaget fik ved 1. behandlingen tilslutning fra alle ordførere. Erling Dinesen (S) rejste på Knud Hertlings vegne spørgsmålet, hvorfor konventionen ikke umiddelbart skulle gælde for Grønland, idet det i bemærkningerne til forslaget var udtalt, at dette spørgsmål skulle optages til forhandling.

Valbak (RV) beskæftigede sig i sit indlæg en del med uddannelsesproblemerne, især spørgsmålet om adgang til efteruddannelser, hvor vi efter hans opfattelse ikke var nået langt nok.

Arbejdsministeren bemærkede i sit svar, at det var ret almindeligt, ikke mindst for ILO-konventionerne, at man, når de ratificeredes for det sydlige Danmark, tog forbehold med hensyn til forhandlinger om de særlige forhold, som på mange områder kunne gøre sig gældende i Grønland, før konventionen sattes i kraft dér. Ministeren ville fremme disse forhandlinger med henblik på en hurtig anmeldelse af ratificeringen også for så vidt angik Grønland.

Hvad angik uddannelsesspørgsmålet omtalte ministeren den uddannelseseksplosion, der havde fundet sted i 1960erne. Han var ikke meget i tvivl om, at vi i 1970erne ville opleve en ny uddannelseseksplosion, som ville sætte ind netop på efteruddannelsesområdet. Der var utvivlsomt et behov for planlægning af efteruddannelsernes indhold og for ordninger, der sikrede rimelige økonomiske vilkår i efteruddannelsesperioden. Undervisningsministeriet og arbejdsministeriet overvejede for tiden i fællesskab, hvorledes de hermed forbundne problemer mest hensigtsmæssigt kunne gennemarbejdes.

Ved 2. (sidste) behandling vedtoges forslaget enstemmigt med 142 stemmer.