Forslaget til folketingsbeslutning var sålydende:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag til gennemførelse af nedenstående forslag, som socialdemokratiet har fremført under forhandlingerne i udvalget til behandling af de i folketingsdebatten den 29. januar 1970 fremsatte forslag og synspunkter:

1. Forhøjelse af lønmodtagerfradraget fra 1.500 kr. til 2.500 kr. eller fastsættelse af regler, der tilvejebringer et dertil svarende fradrag i skatten.

2. Folke- og invalidepensionister gives dækning for den skatteklemme, de er kommet i efter overgangen til kildeskat og efter nedslagsreglernes ophævelse. Herudover kan der blive tale om yderligere sociale kompensationer.

3. Børnetilskuddet forhøjes med 200 kr. pr. barn.

4. Arbejdsløshedsunderstøttelsen forhøjes i overensstemmelse med det af medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe den 28. oktober fremsatte forslag til lov om ændring af lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. (se side 500).

5. Boligsikringen reguleres, så værdiforringelsen af denne bringes til ophør.

6. Der stilles 100 mill. kr. til rådighed til fordeling blandt vanskeligt stillede kommuner."

Om baggrunden for forslaget udtalte ordføreren for forslagstilllerne (Anker Jørgensen) i fremsættelsestalen bl. a.:

„.... For at understrege socialdemokratiets opfattelse af regeringens økonomiske politik har vi fremsat nærværende forslag til folketingsbeslutning med det sigte at gennemføre en række ændringer i skatteudskrivningen og ændringer af visse love med socialt indhold. Baggrunden herfor er de forslag og synspunkter, som den socialdemokratiske folketingsgruppe tidligere har fremført i folketinget, og som sidst blev fremført ved den forespørgselsdebat, der fandt sted den 29. januar 1970...."

Efter at have gennemgået enkelthederne i forslaget fortsatte ordføreren:

„.... Der er en række andre forslag, vi gerne så fremmet, men socialdemokratiet mener, at disse forslag er de mest påtrængende og det mindstemål, som der også burde være tilslutning til fra regeringspartierne.

Socialdemokratiet erkender, at der som led i den økonomiske politik er behov for et kasseoverskud, men mener, at regeringen har strammet for stærkt. Efter at finansministeren først har sigtet på 1 milliard i kasseoverskud som regeringens vurdering af, hvad der var behov for, har senere udregninger vist, at det forventede overskud nu skønnes at blive 1,5 milliard. Herefter har regeringen vurderet, at dette tal er det rigtige. Under den ovennævnte udvalgsbehandling er det yderligere bekræftet, at kasseoverskuddet vil blive endnu større. Derfor er de forslag, som socialdemokratiet har stillet, realistiske og med deres klare sociale tendens helt en fortsættelse af de forslag og tanker, vi tidligere har fremført.

Uanset dette har vi i udvalget meddelt, at hvis regeringen, for at gennemføre de af socialdemokratiet stillede forslag, absolut finder det nødvendigt at finde andre indtægtskilder, kan der ske forhøjelse af formueskatten og kapitalvindingsskatten.

Som et led i en økonomisk politik har vi også stillet forslag om, at der gribes ind over for de meget store fortjenester, som pengeinstitutterne har haft, ikke mindst efter den sidste diskontoforhøjelse.

Ved gennemførelse af forslag i overensstemmelse med denne folketingsbeslutning vil der ske visse tiltrængte korrektioner af regeringens politik, som vil gøre den mere socialt rimelig og dermed også mere acceptabel for befolkningen...."

Ved 1. behandling i folketinget behandledes forslaget sammen med det af Morten Lange, Krog Hansen og Ømann fremsatte forslag til folketingsbeslutning om sociale foranstaltninger og om et lønmodtagertilskud. Økonomiministeren afviste begge forslagene, idet han udtalte, at han ikke var enig med socialdemokratiet og socialistisk folkeparti i, at den økonomiske situation tillod en lettelse af den økonomiske politik. Der var en stærk vækst i produktion og beskæftigelse, som i slutningen af 1969 havde medført en situation med et uønsket pres i økonomien. Pengeindkomsterne var steget med 11-12 pct., realindkomsterne med 6-7 pct., og dette havde skabt en stærkt forøget efterspørgsel. Bagsiden af medaljen var en stærk importstigning, og problemet omkring underskuddet på betalingsbalancen med udlandet var derved blevet stærkt accentueret. Kun ved at skabe en rimelig balance mellem efterspørgslen på hjemmemarkedet og væksten i produktionskapaciteten kunne de til enhver tid foreliggende eksportmuligheder fuldt ud udnyttes.

Da man i maj 1969 fastlagde kildeskattens udskrivningsprocent, regnede man med, at kasseoverskuddet for 1970-71 ville blive omkring 1 milliard kr. Udviklingen i indkomst og forbrug havde imidlertid medført, at statens finanser i 1970-71 nu måtte anslås at give et kasseoverskud på ca. 1,5 milliard kr. Det vedholdende og meget store underskud på betalingsbalancen havde samtidig skabt alt muligt behov for et større kasseoverskud end det, der tegnede sig i maj 1969. En nedbringelse af betalingsbalancens underskud måtte have en særdeles høj prioritet i den økonomiske politik, og det måtte fremhæves, at en finanspolitisk bremse på den indenlandske efterspørgsel ikke rummede nogen trussel mod en høj beskæftigelsesgrad under de herskende gunstige afsætningsvilkår på eksportmarkedet.

Det var altså regeringens opfattelse, at der ikke var økonomisk grundlag for forøgelse af tilskud eller indrømmelse af større skattemæssige fradrag. Derimod var regeringen indstillet på at medvirke til at fjerne skævheder i indkomstudviklingen, som måtte være en følge af kildeskattens gennemførelse. Socialdemokratiets forslag om forhøjelse af lønmodtagerfradraget lå ganske uden for de rammer, der måtte anses for rimelige, og socialistisk folkepartis forslag om et lønmodtagertilskud var næppe praktisk gennemførligt. Den foreslåede forhøjelse af børnetilskuddet var langt mere vidtgående, end der var behov for, når det gjaldt at rette skævheder i forbindelse med kildeskattens gennemførelse. Med hensyn til ændringer af arbejdsløshedsunderstøttelsen henvistes til arbejdsministerens lovforslag. Begge partier havde stillet forslag om regulering af boligsikringen. Det var rigtigt, at der her var et problem, hvis løsning trængte sig på, og det var boligministerens håb, at der på grundlag af drøftelser i folketingets boligudvalg kunne opnås enighed om en tilfredsstillende løsning. Socialdemokratiet havde stillet forslag om 100 mill. kr., til vanskeligt stillede kommuner. Det var svært at se, hvad det havde at gøre med den aktuelle situation omkring kildeskattens gennemførelse. Derimod var der brug for en yderligere udbygning af byrdeudligningen, og regeringen agtede derfor at videreføre denne.

Anker Jørgensen (S) indledte med at gennemgå baggrunden for det af ham m. fl. fremsatte forslag: forespørgselsdebatten den 21. januar og den pågølgende nedsættelse af et 21 mands udvalg. De forhandlingsmuligheder, som hans parti havde håbet på, havde vist sig i realiteten ikke at foreligge. Selv på de 3 punkter, hvor regeringen havde foregivet at være forhandlingsvillig: m. h. t. skatten for folkepensionister, arbejdsløshedslovens ikrafttrædelsesdato og spørgsmålet om bankernes ind- og udlånsrente, forelå der i realiteten ingen indrømmelser. En sådan optræden fra regeringens side kunne nære udemokratiske kræfter i den opfattelse, at udvalgsarbejdet var skuespil. Socialdemokratiet havde derfor valgt at bringe sine forslag til afstemning i folketingssalen igen, og de var nu begrænset til de 6 forslag, som partiet havde fremlagt i 21 mands udvalget, da forhandlingerne var ved at bryde sammen. Folketinget og befolkningen måtte nu forstå, at socialdemokratiet virkelig havde ønsket resultater af forhandlingerne. Baggrunden for forslaget om forhøjelsen af lønmodtagerfradraget var de oplysninger, der forelå om den undervurdering, der havde fundet sted af de selvstændigt erhvervsdrivendes indtægter i 1970. De erhvervsdrivende havde herved opnået en stor rentefri skattekredit, der blev finansieret af lønmodtagerne.

Det var rigtigt, at der som led i den økonomiske politik var behov for et kasseoverskud, men regeringen havde strammet finanspolitikken for stærkt. Efter forhandlingerne i 21 mands udvalget var Anker Jørgensen overbevist om, at det kasseoverskud, som regeringen nu anslog til 1,5 milliarder kr., ville blive endnu større, men for yderligere at understrege sin vilje til at finde en løsning havde socialdemokratiet peget på andre indtægtskilder: skærpelse af formueskatten og kapitalvindingsskatten.

Det ville i fremtiden være nødvendigt i langt højere grad at gå ind i erhvervslivets dispositioner på områder, hvor disse ikke i tilstrækkelig høj grad tilgodeså samfundets interesser. Der var 3 forhold, som han tidligere havde peget på, og som også lå bag utilfredsheden på arbejdspladserne: de træge forhandlingsregler, det uhensigtsmæssige arbejdsretlige system og spørgsmålet om kontakten mellem dem, der bestemte i virksomhederne, og dem, der bestemtes over. På alle disse områder ville socialdemokratiet tage initiativ til forslag om ændringer. Disse problemer var imidlertid mere langsigtede. Det aktuelle var den økonomiske og den sociale politik. Forskellige vismænd i USA, Vesttyskland, Storbritannien og Frankrig havde i den senere tid udtalt sig skeptisk om udsigterne for 1970. De mente samstemmende, at højkonjunkturen havde toppet, og at de nationale økonomier måtte stimuleres. På denne baggrund måtte regeringens økonomiske politik forekomme særlig betænkelig.

For Haunstrup Clemmensen (KF) var det aldeles afgørende, at hensynet til beskæftigelsen blev stillet allerforrest i den økonomiske politik. Betalingsbalanceudviklingen havde imidlertid skabt en fare for beskæftigelsens fulde opretholdelse. Ud fra ønsket om at opretholde beskæftigelsen var det overordentligt ønskeligt, om pengepolitikken kunne lempes noget. Prisudviklingen var alvorlig, og også af denne grund var det ulykkeligvis nødvendigt at fastholde en stram finanspolitisk linje, og den dårlige betalingsbalance gjorde det nødvendigt i dag at gennemføre en strammere finanspolitik, end man fandt nødvendig i maj 1969.

Han måtte understrege, at der i 21 mands udvalget fra alle sider var ført en saglig forhandling. Der havde vist sig at være bred politisk enighed om at rette forskellige skævheder, der utilsigtet havde ramt folkepensionisterne, og han forventede, at forslag herom ville blive fremsat, så snart forskellige tekniske problemer var klaret. Der var også i udvalget en betydelig enighed om at finde frem til en tidligere ikrafttrædelsesdato for arbejdsløshedsloven. Også bankernes renteaftale havde været drøftet, og man afventede nu de redegørelser, der var stillet i udsigt. Han ville græde tørre tårer, hvis renteafgiften herefter ophævedes. Boligsikringsspørgsmålet ville blive forhandlet i boligudvalget, og det ville sikkert vise sig, at der ikke var større forskelle mellem regeringspartiernes og oppositionens synspunkter. Også spørgsmålet om byrdeudligningen mellem kommunerne var blevet rejst. Regeringen var allerede gået et betydeligt skridt i denne sag, og det var regeringspartiernes opfattelse, at det var sagligt velbegrundet at gå endnu videre, hvad også regeringen havde tilkendegivet vilje til. Medarbejdernes indflydelse i erhvervslivet var et vigtigt spørgsmål, som der i det konsersasive folkeparti var megen interesse og positiv forståelse for, men med en række af disse spørgsmål måtte man vel se, hvor langt man kunne komme ved aftale mellem arbejdsmarkedets parter, før de politiske myndigheder greb ind.

Specielt vedrørende forslaget om en forhøjelse af lønmodtagerfradraget udtalte han, at han fandt dette ganske urimeligt og uretfærdigt overfor de andre grupper i befolkningen, der havde små indtægter.

Haunstrup Clemmensen sluttede med at understrege, at der i 21 mands udvalget havde været en vis uenighed om, hvor stærk en finanspolitisk stramning der burde gennemføres, men at der bortset herfra på betydelige områder havde været enighed mellem regeringspartierne og oppositionen om den politiske målsætning: at den fulde beskæftigelse skal opretholdes.

Henry Christensen (V) opstillede spørgsmålet, hvilke grunde der kunne være til at følge oppositionens hovedsynspunkt: at svække den fastlagte økonomiske linje temmelig kraftigt. Det kunne ikke være reallønsudviklingen, der havde været kraftig både i 1968 og 1969.

Bortset fra enkelte skævheder, der ville blive rettet, var der heller ikke tale om ændrede forudsætninger i den sociale udvikling. Statens sociale budgetter viste en stigning på omkring 20 pct. det sidste år, når man korrigerede for prisudviklingen og for de bogholderimæssige ændringer, som overgangen til kildeskattesystemet havde medført. Ved sin gennemgang af den samfundsøkonomiske situation havde Anker Jørgensen ganske set væk fra Danmarks betalingsbalanceforhold til udlandet. En fortsættelse af gældsætningen ville betyde voksende afhængighed af udlandet og derigennem ringere muligheder for at fastholde den fulde beskæftigelse. Alle med autoritet på disse områder var kommet med kraftige advarsler. Uroen på arbejdspladserne kunne ikke i sig selv være et argument for en anden politik.

Også Henry Christensen lagde vægt på betydningen af at menneskeliggøre arbejdspladsen, og han ville gerne være med til at appellere til en stærkere forståelse heraf.

Til slut opstillede Henry Christensen det spørgsmål, hvor meget man med rimelighed kunne lægge beslag på af de erhvervsaktives indtægter til løsning af fællesopgaver. Der var mange fællesopgaver, som også han gerne ville løse i større omfang, end det skete, men man måtte afveje, hvor meget man kunne lægge beslag på af borgernes indkomster.

Niels Helveg Petersen (RV) begyndte med at knytte nogle bemærlminger til de 2 forslag til folketingsbeslutning. Socialistisk folkepartis forslag fandt han vel teoretisk gennemførligt, men administrativt altfor besværligt. Virkningen af forslaget ville være urimelig. Der var grupper, der ville have behov for tilskuddet, som ikke ville få det, og der var grupper, som ville få det, som ikke havde behov. Det socialdemokratiske forslag var end ikke i teorien gennemførligt, da det ville kræve en ændring af alle skattekort midt i kildeskattens første år. Det ville som andre fradrag få den uheldige virkning, at det ville give større fordel, jo større indkomsten var. Andre dele af de 2 forslag kunne nok gennemføres, men ville ikke få den tilsigtede øjeblikkelige virkning på den disponible realløn. Det drejede sig om boligsikringsordningen, hvor der var lydhørhed i folketinget for visse justeringer, og det drejede sig om tilskuddet til vanskeligt stillede kommuner.

En gennemførelse af de fremsatte forslag ville betyde en lempelse af finanspolitikken på 880 mill. kr. om året, og en sådan lempelse var der ikke grundlag for. 1969 blev et rekordår med hensyn til byggeri, produktionsstigning og forbrugsstigning, og det havde givet sig udslag i et stort underskud på betalingsbalancen. Samtidig var det internationale lånemarked blevet betydeligt vanskeligere at have med at gøre, og det var usikkert, om det blev muligt at finansiere et så stort betalingsbalanceunderskud ved offentlig låntagning. Man var derfor nødt til at tilrettelægge en finanspolitik, der kunne formindske underskuddet. Heller ikke i oplysningerne om den forløbne del af 1970 var der noget som helst, der tydede på, at der skulle være behov for en mindre stram finanspolitik. De sociale udgifter viste fra 1969 til 1970 en stigning på 20 pct. og gav således ikke basis for en påstand' om, at regeringen ikke skulle have vist social forståelse.

Man havde fra oppositionens side foreslået skærpelse af kapitalvindingsskatten og af formueskatten. For det første betød frigørelsesafgiften, der trådte i kraft den 1. januar 1970, en skærpet beskatning af fortjenester på fast ejendom, men dernæst ville en ændring af kapitalvindingsskatten yderligere besværliggøre den praktiske tilrettelæggelse af frigørelsesafgiften.

Socialdemokratiet havde i en lang periode givet et vrangbillede af regeringens økonomiske politik og havde derved medvirket til uroen på arbejdspladserne. Man ville nu søge at dæmpe denne uro ved at fremsætte forslag, der ikke kunne gennemføres, om lettelser, der ikke var økonomisk basis for. Socialdemokratiet spåede nu et fald i reallønnen i 1970. Det kunne være interessant at se det materiale, hvorpå man byggede en sådan påstand, der kun kunne tjene til yderligere at nære uroen blandt lønmodtagerne.

Lavtlønsproblemet havde arbejdsmarkedets parter ikke evnet at løse. De offentlige ydelser og skattepolitikken måtte inddrages i overvejelserne, hvis man skulle nå et bedre resultat. Han ville gerne give tilsagn om, at man prøvede at finde nye veje til en bedre behandling af dette spørgsmål.

Medbestemmelsesproblemet var væsentligt og havde en betydelig interesse for den fremtidige politiske udvikling. Det radikale venstre var indstillet på at arbejde med disse problemer, når Agersnapbetænkningen forelå.

Morten Lange (SF) fandt, at man havde spildt sin tid i 21 mands udvalget. Der var ikke kommet resultater ud af arbejdet. Han indrømmede, at en finanspolitisk stramning var nødvendig, når man ikke kunne finde på andre og fornuftigere løsninger, men den af regeringen foreslåede stramning var urimelig og skadelig. På denne baggrund havde hans parti stillet sit forslag om, at en del af det budgetterede kasseoverskud skulle anvendes til en social omfordeling. Hvis regeringen kunne finde andre forslag af samme størrelsesorden og med samme sigte mere rimelige, var han parat til at forhandle, men ville regeringen virkelig for alvor afslå at give en lettelse til de svageste lønmodtagere, samtidig med at B-skatteydere åbenbart var fredet?

Efter Morten Langes mening skyldtes skævheden i den økonomiske balance netop en sådan klassepolitik, som havde givet sig udslag i, at formueskatten var lempet, at der fortsat var rige muligheder for spekulation i fast ejendom, at bankerne havde haft umådelige rentefortjenester, at der kort sagt havde været mange indtægtsmuligheder uden for lønmodtagerområdet.

Baggrunden for debatten var arbejdspladsernes reaktion på regeringens finanspolitik, men denne reaktion var blevet forstærket på grund af regeringens mangel på indføling med arbejdspladsproblemerne.

Oppositionen havde vist sin forhandlingsvilje, men havde kun mødt nej fra regeringen. Var det virkelig meningen, at lønmodtagerne skulle betale hele henstandsydelsen til B-skatteyderne? Troede regeringen virkelig, at den stramme finanspolitik effektivt ville forbedre valutabalancen? Dette skulle afgøres i dag. Fortsatte forhandlinger, der kun skulle dække over et fortsat nej, var meningsløse.

Sigsgaard (VS) måtte spørge sig selv, hvorfor disse forslag var fremkommet. Allerede den 29. januar havde regeringen sagt nej til forslagene, og forhandlingerne i 21 mands udvalget havde kun været skinforhandlinger. Når socialdemokratiet og socialistisk folkeparti ville have et udvalg nedsat den 29. januar, var det for at vinde tid, for at de strejkende skulle tro, at nu klarede folketinget nok proble- merne. Når folketinget ikke ville gennemføre de foreslåede forbedringer for det store flertal, var det, fordi folketingets flertal ikke varetog befolkningsflertallets interesser.

Det skulle dog også siges, at en række af de alvorlige problemer, der lå bag strejkerne, ikke kunne løses af folketinget. Udbytningen og presset på arbejderne var mange steder øget kolossalt, fordi tempoet var sat utåleligt op. Der blev rationaliseret, og ofte fik arbejderne ikke andel i gevinsten. Det egentlige problem var, at de egentlige producenter, arbejderne, af arbejdsgiverne blev frataget værdien af det, de producerede.

Over for de to forslag, der begge havde den virkning, at der var trængende grupper, der ikke fik lettelser, stillede han sit eget forslag om at hæve bundfradraget. Det ville give lettelser til alle skatteydere, forholdsvis mest til de små indkomster.

Socialdemokratiets forslag om rentemarginalen kunne han tiltræde. Derimod var han bekymret over regeringens initiativ for en friere rentefastsættelse, hvilket yderligere kunne styrke de store bankers monopol. Større børnetilskud og højere arbejdsløshedsunderstøttelse kunne han også gå ind for, men hvorfor skulle arbejderne ikke have fuld dækning, 100 pct., for tabt arbejdsfortjeneste?

Hanne Reintoft (DK) udtalte, at hun ifølge sagens natur ikke kunne kritisere målsætningen for de 2 forslag, men midlerne kunne diskuteres. Lønmodtagertilskud var bedre end forhøjelse af fradraget, men heller ikke det var uden betænkeligheder. Man skulle hellere gennemføre en skatteskala med vidtgående lempelser for de normalt bemidlede og i stedet inddrive pengene hos de højere indkomster. Skattevanskelighederne for pensionisterne var der jo enighed om at løse, men ville det nu blive gjort effektivt? Forslagene om 90 pct. dækning ved arbejdsledighed kunne hun ikke tiltræde, da de jo ikke hjalp de store grupper af lavtlønnede. At boligsikringen skulle sikres mod udhuling, kunne der kun være enighed om. Hanne Reintoft havde ikke noget imod en forhøjelse af børnetilskuddene, selv om hun ikke var tilhænger af den asociale form for socialpolitik, hvor man også gav til dem, der havde nok i forvejen.

Man havde kritiseret de strejkendes mangel på respekt for demokratiet, men politikerne havde selv været med til at nedbryde respekten. Skulle stemmesedlen være den eneste tilladte demokratiske ytringsform, måtte politikernes løfter holdes, og faldt arbejdernes realløn trods løfter om det modsatte, måtte der gøres en indsats for at rette på det. Når arbejderne og pensionisterne blev behandlet, som de blev, var det naturligt, at de først roligt gjorde opmærksom på det. Det havde de også gjort. Når de så behandledes udemokratisk, måtte de ved demonstrationer vise, at de ikke længere ville finde sig i det. Hvis man mente, at kampen på arbejdspladserne kunne støttes parlamentarisk, kunne det kun gøres ved lovforslag, der direkte støttede kampen på arbejdsmarkedet for bedre vilkår, f. eks. forslag om en hæderlig og forbedret dyrtidsregulering, om ligeløn og om ophør af de udemokratiske forhold i arbejdsretten.

Under den fortsatte debat blev der af Anker Jørgensen stillet et forslag om motiveret dagsorden, der med en af Morten Lange foreslået ændring var sålydende:

„Idet folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der på afgørende punkter imødekommer de beslutningsforslag, oppositionen har stillet til afhjælpning af de sociale skævheder, regeringens økonomiske politik har medført, går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Der blev endvidere af Morten Lange stillet følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget konstaterer, at der ikke er mulighed for forlig om de af oppositionen stillede forslag, går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Ved afstemningen forkastedes Anker Jørgensens forslag med den af Morten Lange foreslåede ændring med 85 stemmer mod 68, medens 1 medlem undlod at stemme. Morten Langes dagsordenforslag vedtoges herefter enstemmigt med 68 stemmer. 85 medlemmer undlod at stemme.

De to forslag til folketingsbeslutning var hermed bortfaldet.