Loven tilsigter en gradvis liberalisering af detailmælkehandelen inden for de af den hidtidige mælkelov omfattede områder, idet der efter en overgangsperiode på 1 1/2 år efter lovens ikrafttræden den 1. juli 1969 bliver fri adgang til detailhandel med mælk og fløde, når de næringsretlige og sundhedsmæssige betingelser er opfyldt.

For at gøre det muligt for den bestående detailmælkehandel at tilpasse sig de ændrede konkurrenceforhold, der er en følge af denne liberalisering af mælkehandelen, er de gældende indskrænkninger i detailmejeriernes varesortiment blevet ophævet samtidig med lovens ikrafttræden, således at de bestående mælkeudsalg fra 1. juli 1969 får adgang til at forhandle alle varer alene med de begrænsninger, der følger af sundhedsmæssige bestemmelser.

Samtidig er den hidtidige forpligtelse for detailmejerier til principielt at holde åbent på søn- og helligdage blevet ophævet, ligesom lokalt fastsatte bestemmelser om pligt til udbringning af mælk og fløde er forudsat ophævet. Der er nu fri adgang til overdragelse af detailmejerier og detailvognsruter. Endvidere er kommunalbestyrelsens adgang til i overgangsperioden at give tilladelse til mælkesalg blevet begrænset og falder helt væk ved udløbet af overgangsperioden.

Ifølge lovens § 6 skal konsummælkmejerier, der leverer mælk og fløde til videresalg inden for de af loven omfattede områder, som i øvrigt er de samme som i henhold til den tidligere lov, efter overgangsperiodens udløb fastsætte generelle betingelser for sådanne leverancer. Ved leveringsbetingelsernes udformning skal det tilstræbes, at omkostningerne ved engrosdistributionen holdes på et rimeligt niveau, idet der samtidig bør tages hensyn til, at forbrugerne får let adgang til at indkøbe mælk og fløde. Denne bestemmelse, der vil kunne være en vis begrænsning i den principielt frie adgang til at handle med mælk og fløde, er fundet nødvendig, idet det må antages, at et stort antal levnedsmiddelbutikker vil ønske at optage forhandling med mælk og fløde, og dette kan befrygtes at medføre en væsentlig stigning i engrosmejeriernes distributionsomkostninger.

Ved overgangsperiodens udløb ophæves kommunalbestyrelsens pligt til at fastsætte detailpriser for mælk og fløde, idet det under de nye konkurrenceforhold er anset for unødvendigt, at kommunerne har indseende med prisfastsættelsen.

Lovforslaget svarede i alt væsentligt til et udkast til ny mælkelov, der var udarbejdet af det af handelsministeren i 1965 nedsatte mælkeudvalg, dog at det med hensyn til fastsættelse af detailpriser efter overgangsperiodens udløb svarede til indstillingen fra et mindretal på 3 medlemmer i udvalget.

Loven medfører ingen principielle ændringer i de hidtidige regler for engroshandelen med mælk og fløde, idet det nævnte ministerielle mælkeudvalg endnu ikke har overvejet engroshandelens fremtidige stilling.

Om baggrunden for de foreslåede ændrede regler redegjorde handelsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget bl. a. for den hidtidige lovgivning og det stedfundne kommissionsarbejde.

Det hedder videre i fremsættelsen:

„Baggrunden for det foreliggende forslag må ses dels i den liberalisering, der er sket ved næringslovsrevisionen i 1966, dels i en hastig udvikling på en række forskellige områder inden for de sidste 10 år, og jeg skal fremdrage en række af de karakteristiske og betydningsfulde træk i udviklingen:

Der er sket en væsentlig strukturforandring inden for detailhandelen med levnedsmidler i retning af større butiksenheder med et bredere varesortiment. Den omstændighed, at mælk nu i stor udstrækning sælges i engangsemballage på samme måde som mange andre levnedsmidler, har bevirket et pres fra forbrugernes side i retning af at kunne forsyne sig med mælk i selvbetjeningsbutikker. Et tilsvarende pres udøves i øvrigt fra detailhandelens side, men disse ønsker støder under den gældende mælkelovgivning an mod den begrænsning i detailmælkehandelens varesortiment, som er en del af den gældende mælkeordning.

Ved de nye indenrigsministerielle bestemmelser, der trådte i kraft den 1. oktober 1967, er der indført landsomfattende bestemmelser om mælkeprodukters kvalitet, distribution og opbevaring, og disse bestemmelser har nu overalt i landet tilvejebragt det sundhedsmæssige grundlag for, at en udvidelse af de mælkesælgende butikstyper kan finde sted.

Udviklingen synes også hastigt at gå i retning af, at forbrugerne forsyner sig med levnedsmidler for flere dage ad gangen. Man regnede tidligere med, at forbrugerne måtte forsynes dagligt med mælk, men dette forhold har ændret sig derved, at mælken som følge af en række tekniske fremskridt nu er mere holdbar end tidligere og desuden i vid udstrækning opbevares under afkøling i hjemmene.

Det er belyst i udvalgsbetænkningen, at indehaverne af detailmælkeudsalgene gennemgående kun har fået en ringe andel i den velstandsstigning, som er blevet de fleste andre befolkningsgrupper til del, og dette truer rekrutteringen på længere sigt.

Det er i betænkningen også anført, at butikslokaler etableret i nybyggeriet gennemgående udbydes til leje på vilkår, som en detailmælkehandler med begrænset varesortiment ikke kan overkomme, og at dette kan betyde, at der ikke kan etableres tilfredsstillende forsyningsforhold i de nye centerbebyggelser.

Et væsentligt træk i den gældende mælkeordning var, at man anså det for nødvendigt, at detailmælkeudsalgene var åbne på søn- og helligdage, og at disse udsalg sørgede for udbringning af mælk. I de senere år har det som nævnt i betænkningen været vanskeligt at skaffe personale til opretholdelse af helligdagsåbningen og til udbringningen af mælk, og såvel helligdagsåbningen som udbringningen af mælk har i de senere år været i tydelig tilbagegang. Jeg kan i denne forbindelse pege på den ændring af mælkeloven, der fandt sted i 1963, og hvorved der åbnedes adgang til at gennemføre turnuslukninger — en adgang, der i vidt omfang er blevet benyttet til søndagslukning.

Ved afgrænsningen af mælkelovgivningens gyldighedsområde har man indtil nu i første række bygget på købstadbegrebet, men under den igangværende ændring af den kommunale inddeling vil det være umuligt fortsat at lade købstadbegrebet være det afgørende kriterium, og en ændring på dette område er en bydende nødvendighed inden for ganske kort tid.

Koncentrationsbestræbelserne inden for mejeribruget og udviklingen inden for engroshandelen forløber utvivlsomt også med stor hastighed, men som foran nævnt har det af handelsministeriet nedsatte mælkeudvalg endnu ikke haft tilstrækkelig tid til at undersøge disse områder, men disse problemer vil nu blive taget op, og det vil forhåbentlig blive muligt at slutte denne undersøgelse inden for forholdsvis kort tid.

Ved 1. behandlingen kunne samtlige partiordførere tilsige støtte til den liberalisering af mælkehandelen, som lovforslaget indeholdt, selv om flere af ordførerne havde visse betænkeligheder med hensyn til enkeltheder i forslaget.

Lovforslaget henvistes derefter til behandling i et folketingsudvalg, som indstillede lovforslaget til vedtagelse med en af handelsministeren foreslået redaktionel ændring. Et enkelt medlem af udvalget, Niels Ravn (KF), meddelte dog, at han ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Af udvalgets betænkning fremgår, at man i udvalget bl. a. havde drøftet, hvorvidt lovforslaget ville give den eksisterende detailhandel tilstrækkelig beskyttelse mod eventuel slagvarekonkurrence. Handelsministeren havde i denne forbindelse over for udvalget oplyst, at det ikke kunne udelukkes, at nogle af de mindre detailmejerier ville få vanskeligt ved at klare sig i konkurrencen, ligesom det måtte antages, at det ville blive vanskeligt at opretholde den forbrugerservice, som den gældende mælkeordning skulle indebære. Ministeren havde imidlertid tillige anført, at de fordele for forbrugerne, som den nuværende mælkeordning medfører, i form af åbnings- og udbringningspligt, allerede igennem de senere år var blevet gradvis forringet, og at det næppe i længden ville være muligt at opretholde disse forbrugerfordele, selv om man bibeholdt det nuværende system. På den anden side ville lovforslaget medføre forbrugerfordele, bl. a. gennem muligheden for at kunne købe mælk sammen med andre dagligvarer. Den foreslåede liberalisering af mælkehandelen måtte forventes at ville medføre, at der ville kunne købes mælk i et større antal forretninger end i dag, idet et stort antal levnedsmiddelbutikker, der ikke under de nuværende forhold kunne få tilladelse til at handle med mælk og fløde, måtte antages at ville ønske at optage salget af disse varer. Det var derfor mest sandsynligt, at lovforslaget ville lette forbrugernes adgang til at indkøbe mælk, hvortil kom den fordel, der vil bestå i at kunne indkøbe mælk sammen med andre dagligvarer.

Også spørgsmålet om bortfald af den kommunale prisfastsættelse i detailleddet var blevet gjort til genstand for drøftelse i udvalget. Der er herom i betænkningen anført følgende:

„Det er i udvalget gjort gældende, at mælk er et så vigtigt næringsmiddel, at der for kommunerne burde have været en mulighed for at gribe ind, såfremt den foreslåede liberalisering skulle give anledning til forhold, der kan gøre et indgreb nødvendigt, og man henstiller derfor til ministeren at følge udviklingen på dette område nøje. Fra ministerens side er fastholdt, at en fri prisdannelse må anses for at være en forudsætning for gennemførelsen af den modernisering og effektivisering af mælkehandelen, som er tilsigtet med lovforslaget. Ligesom inden for andre områder bør det være den almindelige pris- og monopollovgivnings bestemmelser, der om nødvendigt regulerer prisdannelsen, idet forholdene inden for mælkehandelen ikke adskiller sig fra forholdene inden for den øvrige detailhandel i så afgørende grad, at der ses at være behov for specielle lovbestemmelser for mælkehandelen, og idet prisproblemer i videst muligt omfang bør behandles af én og samme instans."

Ved 3. behandlingen gjorde Niels Ravn (KF) rede for sit særstandpunkt. Det var hans opfattelse, at ordningen ikke ville medføre billigere priser, hvilket ville få salget af mælkeprodukter til at falde, og ordningen ville således blive til skade for såvel forbrugerne som konsummælksproducenterne.

Lovforslaget vedtoges énstemmigt med 133 stemmer; 5 medlemmer (VS, socialistisk arbejdsgruppe og Niels Ravn) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.