Den hidtidige lov om anmeldelse af vejledende priser m. v. indeholdt i § 6 en bestemmelse, hvorefter loven skulle bortfalde fra det tidspunkt, der fastsattes af handelsministeren, dog senest den 1. juli 1969. En tilsvarende bestemmelse var også indsat i den anden af de midlertidige prislove: lov nr. 427 af 21. november 1967 om avancestop (ændret senest ved lov nr. 358 af 30. oktober 1968), som, da denne lov ikke er blevet forlænget, er bortfaldet den 1. juli 1969.

Ved den her omtalte ændring er loven om anmeldelse af vejledende priser m. v. blevet forlænget, så den nu senest bortfalder den 1. juli 1970. Samtidig er loven blevet ændret på et par punkter, hvoraf den vigtigste er en ændret affattelse af lovens centrale bestemmelse i § 2 om vejledende priser.

Ved den skete ændring suppleres den hjemmel, monopoltilsynet hidtil har haft — men ikke anvendt — til at fastsætte prisstop for tjenesteydelser med en adgang til også at anordne prisstop for nærmere angivne vareområder og transportydelser.

For at et sådant prisstop kan fastsættes, skal der dog foreligge særlige forhold, som gør indgrebet påkrævet, og prisstoppet kan kun fastsættes for en periode af indtil 40 dage. Monopoltilsynet kan endvidere anordne kalkulationsregler, som kan være enten vejledende eller, såfremt særlige forhold gør sig gældende, bindende.

Ifølge de motiver, der ledsagede lovforslaget ved fremsættelsen, vil følgende omstændigheder kunne motivere, at sådanne særlige forhold foreligger, at prisstop eller bindende kalkulationsregler kan dekreteres:

a. Forhøjelse af avancerne på områder, hvor konkurrencen ikke er tilstrækkelig effektiv til at bremse prisstigninger.

b. Tilbagevenden til den for avancestoploven inden for mange brancher anvendte kutyme med indregning i priserne af uændret procentvis avance.

c. Genindførelse af vejledende priser med heri indregnede avanceforhøjelser.

d. Prisforhøjelser som følge af stigende lønninger i henhold til de nye arbejdsoverenskomster samt lønafsmitning og lønglidning i forbindelse med en stærkere økonomisk aktivitet.

e. Kraftig prispåvirkning, f. eks. i forbindelse med ændringer i afgiftssystemet eller i forbindelse med betydelige stigninger i importpriser.

Det er endvidere i bemærkningerne forudsat, at monopoltilsynet ved udarbejdelsen af bindende kalkulationsregler iagttager, at effektive virksomheder sikres dækning for nødvendige direkte omkostninger og et rimeligt bidrag til dækning af indirekte omkostninger og nettoavance, at graden af en virksomheds kapacitetsudnyttelse tages i betragtning, således at unormal lav kapacitetsudnyttelse ikke kan begrunde prisforhøjelse, at kostprisprincippet i almindelighed lægges til grund, at normalt kun lønforhøjelser svarende til de i de kollektive overenskomster fikserede stigninger i lønninger og tariffer indregnes i priserne, og at konkurrencen på prisen søges fremmet fremfor omkostningskrævende konkurrencemidler som f. eks. reklame.

Ved fremsættelsen gav handelsministeren en udførlig redegørelse for de årsager og de regeringsovervejelser, der havde ført til lovforslaget.

Handelsministeren udtalte bl. a.:

„Som jeg redegjorde for i sidste uge ved 1. behandling af socialdemokratiets forslag om ændringer i den midlertidige prislovgivning, er regeringen helt klar over, at sikring af den opnåede prisstabilitet kan kræve særlige forholdsregler. Den kommende udvikling kan indebære en risiko for prisstabiliteten. Denne risiko er vel nu under den sidste tids urolige valutariske forhold blevet øget, men også bortset herfra er vi inde i en periode, der med stigende indkomster kan give anledning til bekymring for prisudviklingen.

Under 1. behandlingen af socialdemokratiets forslag gjorde jeg opmærksom på, at regeringen ville have opmærksomheden henvendt på egnede metoder til fremme af priskonkurrencen, og at det ville blive overvejet at videreføre bestemmelser i loven om anmeldelse af vejledende priser evt. med visse ændringer med henblik på mere smidige fremgangsmåder i prisreguleringspolitikken.

Regeringens overvejelser om disse spørgsmål er nu tilendebragt, og resultatet er blevet det lovforslag, der nu er fremsat.

Udgangspunktet for overvejelserne har været på den ene side, at der i den aktuelle situation er behov for at kunne anvende særlige midler til sikring af størst mulig prisstabilitet, og på den anden side, at der ikke er basis for at videreføre det generelle avancestop, idet dette efter at have været gældende i mere end 1 1/2 år ikke længere er et anvendeligt redskab i prisstabiliseringspolitikken netop på grund af dets generelle og unuancerede karakter.

Lovforslaget skal supplere den permanente lovgivning om monopoler og konkurrencebegrænsninger og om indseende med priser. Denne lovgivning giver monopoltilsynet fornøden hjemmel til at gribe ind under mere normale prisforhold. Jeg tænker her først og fremmest på monopollovens § 24, hvorefter prisforhøjelser ikke uden monopoltilsynets godkendelse må sættes i kraft for varer og ydelser inden for monopol- og konkurrencebegrænsningsområdet, og prisindseendelovens bestemmelser, hvorefter monopoltilsynet i forbindelse med iværksættelse af særlige undersøgelser kan gribe ind i prisfastsættelsen.

Herudover er der imidlertid i den aktuelle situation behov for at give monopoltilsynet beføjelse til på en hurtigere og mere effektiv måde at gribe ind på sådanne områder, hvor efterspørgslen i forbindelse med en afsvækket konkurrence fører til en uheldig udvikling af priser og omkostninger. En sådan hjemmel gives der monopoltilsynet i lovforslaget.

Dette forudsætter en aktiv prisovervågen fra monopoltilsynets side. Tilsynet må her naturligt i særlig grad være opmærksom på de pris- og avanceforhøjelser, der måtte finde sted, hvor konkurrencen ikke er tilstrækkelig effektiv til at bremse prisstigninger.

Den prispåvirkning, som de usikre valutaforhold giver risiko for, må også følges med opmærksomhed. Ændringer i afgiftssystemet vil ligeledes kunne influere på priserne ud over, hvad højere afgifter i sig selv giver grundlag for. Mange brancher har tidligere haft den kutyme at indregne en uændret procentvis avance i priserne, og ikke mindst under disse forhold vil det være nødvendigt, at der i givet fald kan skrides ind over for en sådan fremgangsmåde.

Dernæst tager lovforslaget sigte på at kunne imødegå prisforhøjelser som følge af lønafsmitning og lønglidning i forbindelse med de stigende lønninger i henhold til de nye arbejdsoverenskomster."

Ved 1. behandlingen i folketinget behandledes lovforslaget sammen med en række af regeringen fremsatte lovforslag af finanspolitisk art: forslag til lov om tillægsafgift af benzin, forslag til lov om forhøjelse af vægtafgiften af motorkøretøjer m. v., forslag til lov om ændring af lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer m. v., forslag til lov om ændring af lov om almindelig omsætningsafgift (merværdiafgift) og forslag til lov om udstedelse af statspræmieobligationer.

På socialdemokratiets vegne gjorde Poul Dalsager opmærksom på, at hans parti kort tid forinden havde fremsat forslag om ændringer såvel i avancestoploven som loven om anmeldelse af vejledende priser. Det var for ham bl. a. et spørgsmål, om det var klogt at lade avancestoploven forsvinde, eller om ministerens forslag, der indebar en vis stramning, kunne holde prisudviklingen i tømme. Alt i alt var han dog positivt indstillet over for lovforslaget.

Haunstrup Clemmensen (KF) fremhævede, at vejledende priser kunne være overordentlig konkurrencebetonede inden for industrien og på områderne varige forbrugsgoder kunne være med til at sikre en billiggørelse ikke alene i forhold til prisstigninger, men også absolut. Den ekstraordinære prislovgivning havde betydet, at en del af befolkningen ikke havde fået mulighed for at få dækning i sin egen indkomst for samfundets generelle prisstigninger og slet ikke havde fået mulighed for en reallønsstigning. Det var derfor ikke helt uden betænkeligheder, hans parti kunne medvirke til gennemførelsen af lovforslaget.

Også Henry Christensen (V) fandt, at der i lovforslaget kunne være bestemmelser, som man kunne nære saglige betænkeligheder ved. På den anden side lagde man i venstre megen vægt på, at man forsøgte så effektivt og rimeligt, som det var muligt, at søge en tilstrækkelig grad af prisstabilitet bevaret i det danske samfund. Det var hans opfattelse, at lovforslaget kunne yde et vist bidrag til dette.

Helge von Rosen (RV) fandt, at der næsten var tale om en liberal lovgivning, som erhvervslivet ikke alene ville acceptere, men også have en positiv interesse i under hensyn til, at det ville stabilisere omkostnings- og prisniveauets udvikling. Han fandt det tiltalende, at forslaget ikke greb generelt ind i erhvervslivets dispositionsfrihed med hensyn til priser, takster og avancer. Dette var rigtigt, bl. a. for at prisnedsættelsestendenser kunne komme til at slå hurtigt igennem.

For socialistisk folkeparti udtalte Ømann, at det var et spørgsmål, om man ikke var i færd med at lave en lov, hvorefter det administrative arbejde blev maksimalt og virkningen af loven i sidste ende minimal. Han måtte derfor fastholde, at SF's synspunkt om, at avancestoploven burde forlænges, indtil der i et udvalg havde været tid til at drøfte en effektiv afløsningslov, var et rigtigt synspunkt. Det måtte nemlig antages, at de gældende prislove havde haft betydelige virkninger på prisniveauet, og der var ikke ført bevis for, at denne lovgivnings principper havde medført blot nogenlunde væsentlige forvridninger.

Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til et særligt udvalg, medens de øvrige lovforslag under ét henvistes til et andet udvalg.

I udvalgets betænkning er fremhævet en række bidrag til fortolkning og forståelse af lovforslaget, hvoraf følgende gengives:

„Det har over for udvalget været gjort gældende, at lovforslaget skulle give mulighed for, at der for alle varer og ydelser kan gennemføres prisstop ikke blot i 40 dage, men i en række perioder på hver gang 40 dage.

Over for denne antagelse har handelsministeren over for udvalget udtalt, at det vil være i strid med forudsætningerne for bestemmelsen i lovforslagets § 2, stk. 2 a, såfremt monopoltilsynet nogle få dage efter udløbet af 40 dages prisstop på ny fastsatte 40 dages prisstop, der eventuelt atter efter få dages afbrydelse blev videreført.

Det har endvidere over for udvalget været hævdet, at monopoltilsynet ved udformningen af kalkulationsregler efter § 2 b i indtil et år skulle kunne afskære brancher eller virksomheder fra forhøjelser af priser m. v., der f. eks. er en følge af stigende lønomkostninger.

Hvad dette spørgsmål om indregning af lønomkostninger angår, har handelsministeren fremhævet, at der ved prisforhøjelser kun bør indregnes lønstigninger, der er i overensstemmelse med de mellem arbejdsmarkedets parter aftalte overenskomster. For så vidt der i forvejen udbetales højere lønninger end i henhold til arbejdsmarkedets overenskomster — eller hvor overenskomster ikke foreligger — vil sådanne lønninger dog kunne forhøjes i takt med overenskomstmæssigt aftalte lønstigninger med den virkning, at sådanne stigninger af lønomkostninger kan indregnes i priserne. Såfremt der herudover betales højere lønninger, bør dette ikke give anledning til prisforhøjelser, men sådanne ekstraordinære lønforhøjelser må dækkes gennem øget afsætning og stigende produktivitet i virksomhederne.

Der har endvidere i udvalget været rejst spørgsmål om, hvorvidt monopoltilsynet ifølge lovforslagets § 2 kan bestemme, at der i de omtalte vejledende kalkulationsregler skal tages hensyn til eventuelle prisfald på f. eks. importerede råvarer eller indvundne rationaliseringsgevinster, således at der for den pågældende virksomhed kan blive tale om at dekretere nedsættelse af priserne.

Dette spørgsmål har ministeren besvaret bekræftende, idet det dog forudsættes, at monopoltilsynet ved udfærdigelse af kalkulationsregler tager hensyn til indvundne rationaliseringsgevinster på en sådan måde, at de pågældende brancher eller virksomheder bevarer incitamentet til fortsat forbedring af effektiviteten.

I tilknytning til lovforslagets bemærkninger har ministeren oplyst, at det ved udformningen af kalkulationsregler i henhold til § 2, stk. 2 b, ikke er tanken på områder, der i øvrigt er præget af priskonkurrence, at gribe ind over for virksomhedernes indregning af normale reklameomkostninger. I tilfælde, hvor der ikke foreligger effektiv priskonkurrence, forudsættes monopoltilsynet alene at gribe ind, hvor der er tale om væsentlige stigninger i udgifterne til salgsfremmende foranstaltninger.

Handelsministeren har dernæst udtalt, at det må forudsættes, at monopoltilsynet ved fastsættelse af prisstop, tager hensyn til specielle omkostningsstigninger, der måtte være indtruffet inden prisstoppets fastsættelse, herunder øgede statslige afgifter, stigninger i direkte udgifter til materialer f. eks. som følge af højere importpriser og stigninger i transportomkostninger.

En konsekvens af, at den gældende avancestoplov ikke omfatter løn- og arbejdsforhold, har bl. a. været, at alment praktiserende læger og øjen- og ørelæger ved sygekasser i København og Frederiksberg samt jernbanelæger er undtaget fra det gældende avancestop, idet disse læger er anset for at stå i et ansættelsesforhold til sygekasserne. Praktiserende læger i øvrigt er derimod omfattet af avancestoppet, uanset at disse lægers takstfastsættelse finder sted i henhold til en af socialministeren godkendt overenskomst med sygekasserne. Denne skillevej vil efter lovforslaget blive opretholdt efter den 1. juli 1969.

Det rejste spørgsmål har været forelagt handelsministeren, som har udtalt, at den påpegede ulighed må forudsættes imødegået gennem monopoltilsynets administration af loven om anmeldelse af vejledende priser m. v., således at tilsynet kun vil kunne gribe regulerende ind over for den af loven omfattede gruppe af praktiserende læger i det omfang, dette måtte blive nødvendigt for at sikre, at disse ikke stilles bedre end deres af loven ikke omfattede kolleger.

Der stilledes ikke ændringsforslag til lovforslaget, og udvalget var enig i sin indstilling.

Efter 2. behandlingen underkastedes lovforslaget en fornyet kortvarig udvalgsbehandling, som imidlertid heller ikke medførte ændringsforslag.

Ved 3. behandlingen meddelte den socialdemokratiske ordfører, at da handelsministeren i nogen måde havde imødekommet hans partis ønsker om en lovgivning, der kunne holde en uheldig prisudvikling i ave, trak han de af socialdemokraitet tidligere fremsatte lovforslag om ændringer i avancestoploven og i loven om anmeldelse af vejledende priser m. v. tilbage.

Endelig fremhæves, at handelsministeren under 3. behandlingen udtalte, at der ikke var tale om, at man med denne lov generelt ville gennemføre en strengere administration end den, de havde været praksis i henhold til monopolloven. Han omtalte herunder bl. a. den hidtidige praksis, hvorefter afskrivninger som nødvendige omkostninger kunne indregnes i priserne, og hvor man som almindeligt udgangspunkt havde lagt de skattemæssige afskrivninger til grund.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt med 158 stemmer.