Loven er sålydende:
„§ 1. I vedtægter, der udfærdiges af Grønlands landsråd og stadfæstes af ministeren for Grønland, kan der fastsættes bestemmelser om forhandling af varer, der indeholder eller er egnede til fremstilling af alkohol, og om udskænkning af drikkevarer, der indeholder alkohol.
§ 2. I vedtægterne kan der fastsættes regler om idømmelse af foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland for overtrædelse af bestemmelser i vedtægterne.
§ 3. Forslag om revision af denne lov fremsættes for folketinget senest i folketingsåret 1972-73."
Efter den formulering, som § 1 havde ved fremsættelsen af lovforslaget, kunne der fastsættes bestemmelser om rationering af varer, der indeholder eller er egnet til fremstilling af alkohol o. s. v. Dette ændredes imidlertid under udvalgsbehandlingen i folketinget efter forslag af ministeren for Grønland i udvalgets betænkning. Samtidig indsattes revisionsbestemmelsen i loven. Til ændringsforslagene var der knyttet følgende bemærkninger:
„Efter ændringsforslaget vil der fortsat være hjemmel til at indføre rationering, ligesom der f. eks. fortsat vil være mulighed for at forbyde reklame for eller udstilling af varer, der indeholder alkohol, samt andre bestemmelser, som hidtil er fastsat eller har kunnet fastsættes ved landsrådsvedtægter. Når man i ændringsforslaget har udeladt udtrykkelig at omtale rationering, skyldes det, at landsrådet på sin ekstraordinære samling i maj 1969 ikke har kunnet gå ind for at gennemføre egentlig rationering på nuværende tidspunkt. Såfremt forholdene senere måtte udvikle sig i en sådan retning, at landsrådet ønsker at gennemføre en rationering af alkoholiske drikkevarer, vil der i bestemmelsen i § 1 som anført være den fornødne hjemmel hertil.
Ændringsforslaget tilsigter derimod ikke at tilvejebringe hjemmel til indførelse af et totalforbud mod import af alkoholiske drikkevarer.
Man har fundet det hensigtsmæssigt, at folketinget får mulighed for fortsat at følge, om de foranstaltninger, der gennemføres for at begrænse spiritusmisbruget i Grønland, kommer til at virke tilfredsstillende."
Om baggrunden for fremsættelsen af lovforslaget udtalte ministeren ved fremsættelsen bl. a.:
„... Det vil fra omtale i dagspressen være en kendt sag, at drikkeriet i Grønland i de senere år har antaget en foruroligende karakter. Efter at forbruget af alkohol i årene efter spiritusordningens ophævelse i 1954 — efter en kort stigning i 1955 — derefter faldt med ca. 20 pct. i årene 1955-59, er der siden sket en voldsom stigning af importen af øl og spiritus. For perioden 1960-67 er der som helhed sket en firdobling af importen af øl. Tager man stigningen i folketallet i betragtning, viser det sig dog, at den samlede alkoholimport i den nævnte syv års periode er tredoblet.
Der er intet, der tyder på, at denne udvikling har nået sit højdepunkt. De seneste efterretninger tyder snarere på, at man må forvente en yderligere stigning i alkoholforbruget med deraf følgende social nød og menneskelige tragedier.
I erkendelse heraf nedsatte Grønlands landsråd i 1966 en ædruelighedskommission, hvori der som medlemmer også er sagkyndige hernedefra, og som blandt andet fik til opgave at fremkomme med forslag til foranstaltninger, der anses for egnede til at nedsætte befolkningens alkoholforbrug.
Kommissionen henstillede i sommeren 1968 til Grønlands landsråd, at der snarest indføres tvangsmæssige foranstaltninger med henblik på en begrænsning af alkoholforbruget, og at dette sker i form af en rationeringsordning. Efter at et udvalg havde behandlet sagen og anbefalet landsrådet at følge ædruelighedskommissionens forslag om indførelse af alkoholrationering, blev forslaget vedtaget af det samlede landsråd.
Forslaget tilsigter i første omgang kun at begrænse det overforbrug af alkohol, der finder sted i Grønland.
Landsrådet har været opmærksom på ulemperne ved en rationeringsordning og har gjort sig klart, at en rationering ikke i sig selv løser alkoholproblemet i Grønland, som må ses som en del af hele den sociale situation i Grønland. Da den af landsrådet foreslåede rationeringsordning desuden er blevet kraftigt kritiseret i Grønland, har landsrådets forretningsudvalg besluttet, at sagen skal drøftes endnu en gang på den ekstraordinære samling i foråret 1969, forinden man træffer endelig beslutning om, hvorvidt restriktionerne skal indføres i form af en egentlig rationering.
Det vil måske forekomme nogen her i salen lidt ejendommeligt, at folketinget i en sag som denne ikke får forelagt et detaljeret forslag til en rationering, men af flere grunde finder jeg det hensigtsmæssigt, at loven gives som en bemyndigelse til landsrådet til selv at udforme de nærmere regler.
Dels er det Grønlands landsråd — som det også i sin tid var landsrådet, der ønskede den før 1954 gældende rationering ophævet — der har taget initiativet til løsning af alkoholproblemet i Grønland. Blandt andet er dette sket ved at nedsætte den ædruelighedskommission, som nu i et par år har arbejdet med disse uhyre vanskelige spørgsmål. Dels må man erkende, at de grønlandske politikere, der til daglig har disse problemer tæt inde på livet, vil have en særlig forståelse for nødvendigheden af at tage det usædvanlige skridt, som indførelse af rationering er, og en særlig forudsætning for at kunne vurdere, hvorledes befolkningen vil modtage disse indgreb.
Til slut skal jeg blot bemærke, at lovforslaget giver hjemmel til udfærdigelse af bestemmelser, som her i landet indeholdes i beværterloven, der ved kgl. anordning kan sættes i kraft i Grønland. Ved at medtage disse bestemmelser følger man en tradition siden 1955, hvor landsrådet vedtog de første bestemmelser om udskænkning og forhandling af spiritus i Grønland..."
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget udtalte regeringspartiernes ordførere deres tilslutning. Man erkendte i øvrigt fra alle ordførernes side alvoren i det grønlandske alkoholproblem, og man betonede sin vilje til at medvirke til problemets løsning, der ikke kunne klares ved rationering alene. Der måtte foretages et forebyggende arbejde med oplysning gennem skolen og ungdomsarbejdet, ligesom en positiv indsats med hensyn til fritidsforanstaltninger ville være af stor betydning. Om rationering overhovedet skulle anvendes, stillede man sig lidt tøvende overfor, også fordi Grønlands landsråd havde været meget usikker med hensyn hertil.
En indgående udvalgsbehandling resulterede i de ovenfor omtalte ændringsforslag af ministeren for Grønland. Af udvalgets betænkning fremgår, at man i udvalget har haft lejlighed til at drøfte lovforslaget med formanden for Grønlands landsråd Erling Høegh og landsrådsmedlemmerne Marius Abelsen og Peter Heilmann. I betænkningen udtales det endvidere bl. a.:
„... Udvalget ønsker at udtrykke sin forventning om, at landsrådet i henhold til den nu givne bemyndigelse så hurtigt og så effektivt som muligt vil søge iværksat de fornødne foranstaltninger til en begrænsning af spiritusforbruget i Grønland.
Udvalget henstiller til Grønlands landsråd om i samarbejde med de statslige myndigheder at tage spørgsmålet om udarbejdelse af en beværterlov op til nærmere overvejelse og tilvejebringe materiale herom til brug for senere fremsættelse af lovforslag."
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med de af ministeren foreslåede ændringer enstemmigt med 145 stemmer.