Ved loven er foretaget en række ændringer i lov om boligbyggeri, jfr. lovbekendtgørelse nr. 163 af 9. maj 1968.

Blandt de vigtigere ændringer fremhæves, at der ved en tilføjelse til lovens § 27, stk. 1, nu er åbnet mulighed for, at det almennyttige byggeris landsbyggefond kan yde lån til erhvervelse af ejendomme med henblik på sanering. Det er herved forudsat, at der er tale om erhvervelser i forbindelse med en saneringsplan, som åbner mulighed for, efter at grundene er ryddet, at sælge arealer heraf såvel til bebyggelse med almennyttigt formål som til andet byggeri.

Ved andre ændringer af § 27 er der tilvejebragt hjemmel for, at samtlige midler, der hidrører fra pligtmæssige indbetalinger til landsbyggefonden (normaliseringsforhøjelser), i tiden indtil 31. marts 1976 skal kunne udlånes rente- og afdragsfrit til nyt almennyttigt byggeri, hvortil der ydes rentesikring.

I henhold til boligbyggerilovens § 37 kan boligministeren ved bevilling af statsgaranti og rentesikring i kommuner, hvor der sker nedlæggelse af lejligheder i forbindelse med kondemnerings- og saneringsvirksomhed eller gennemførelse af gade- og vejanlæg og andre offentlige anlæg, tage særlige hensyn til behovet for opførelse af boliger til erstatning for de lejligheder, der nedlægges. Dette gælder, selv om erstatningslejlighederne opføres i en anden kommune end den, hvori nedlæggelsen sker. Endvidere kan ministeren i henhold til lovens § 63 som vilkår for at yde støtte i henhold til loven betinge, at en del af lejlighederne i det enkelte byggeforetagende anvises til husstande, som bliver husvilde som følge af sådan kondemnerings- og saneringsvirksomhed m. v. På grund af den forventede stærke stigning i saneringsvirksomheden som følge af den nye saneringslov, se side 213, måtte det imidlertid påregnes, at antallet af husstande, som skal genhuses efter en sanering, ville stige i et sådant omfang, at genhusning ikke kunne finde sted inden for den hidtidige ramme for statsstøtte til almennyttigt byggeri på gennemsnitlig 12.000 lejligheder pr. finansår. Ved en tilføjelse til lovens § 34, stk. 1, er der på denne baggrund skabt hjemmel for, at den nævnte ramme forhøjes med gennemsnitlig 1.000 lejligheder pr. finansår, som forbeholdes for udsanerede.

Efter de hidtidige bestemmelser kunne stats- og kommunegaranti for lån til byggeri med sociale og kulturelle formål kun ydes til selvejende institutioner. En væsentlig del af de byggeforetagender, der opnår støtte efter disse bestemmelser, er plejehjemsbyggeri. Da imidlertid en stor del af de hjem, der i dag benyttes af kommunerne til indlæggelse af plejepatienter, er i privat eje, og da det måtte forudses, at disse hjem fortsat skal fungere i en årrække, er der nu ved ændring af boligbyggerilovens § 45, stk. 2, og § 46, stk. 1, åbnet en vis adgang til finansiering af ønskelige forbedringer af sådanne privatejede plejehjem med stats- og kommunegaranterede lån.

I samme forbindelse nævnes, at også reglerne om støtte til byggeri af sociale og kulturelle byggeforetagender, f. eks. børneinstitutioner og samlingslokaler, er blevet ændret, således at garanti foruden til selvejende institutioner også kan ydes til private byggeforetagender med nævnte formål. Lånegrænsen for lån til private er fastsat til 85 pet., svarende til lånegrænsen for privat boligbyggeri.

Den hidtidige ramme for bevilling af rentesikring til byggeri med sociale og kulturelle formål var i henhold til lovens kapitel VI fastsat til 120 mill. kr. pr. finansår. Rammen for bevilling af garantier var fastsat til 25 mill. kr. Med finansudvalgets samtykke var disse rammer for 1968-69's vedkommende forhøjet til henholdsvis 260 mill. kr. og 45 mill. kr. Ved den nu stedfundne lovændring er forhøjelsen af rentesikringsrammen til 260 mill. kr. pr. finansår gjort permanent, og rammen for rentesikringsbeløbet er forhøjet til 55 mill. kr. pr. finansår.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med de to følgende sager: lov om ændring i lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om ændring i lov om leje.

Ved fremsættelsen betonede boligministeren, at alle tre love var blevet gennemført som led i det lovkompleks, der udfyldte rammerne af det boligpolitiske forlig af 18. januar 1966 mellem socialdemokratiet, det konservative folkeparti, venstre og det radikale venstre. Dette forlig var et afgørende led i regeringens boligpolitik, og de foreslåede lovændringer ville derfor kun kunne gennemføres med tilslutning fra samtlige de partier, der havde indgået boligforliget.

Ved 1. behandlingen gav Kaj Andresen (S) tilslutning til den del af lovforslaget, der drejede sig om det sociale byggeris mulighed for at anvende midler også fra landsbyggefonden til saneringsopgaver og saneringsselskaber. Derimod var han ikke tilfreds med forslaget om at øge det sociale byggeris kvota med 1.000 lejligheder pr. år. Hvis målet skulle være sanering af 3.000-4.000 lejligheder om året, var de 1.000 lejligheder alt for lidt. Efter hans opfattelse burde rammen forhøjes fra 12.000 lejligheder om året til 18.000, hvilket hans parti tidligere havde stillet forslag om i boligudvalget.

På de tre regeringspartiers vegne tilsluttede Knud Østergaard (KF), Enggaard (V) og Else-Merete Boss (RV) sig lovforslaget. Derimod fandt Arne Larsen (SF) ligesom den socialdemokratiske ordfører, at det sociale byggeris kvota burde forhøjes ud over det af boligministeren foreslåede. På samme linje udtalte også Sigsgaard (VS) sig.

Fra udvalgets betænkning over lovforslaget anføres følgende:

„Udvalget har drøftet den i forslaget indeholdte forhøjelse af rammen for bevilling af statsgaranti og rentesikring til almennyttigt boligbyggeri. Ved forslaget er den hidtidige ramme på gennemsnitlig 12.000 lejligheder pr. finansår foreslået forhøjet med gennemsnitlig 1.000 lejligheder pr. finansår, som ifølge bemærkningerne til forslaget skal forbeholdes udsanerede. Der har i udvalget været enighed om betydningen af, at der sikres det fornødne almennyttige byggeri, bl. a. til løsning af genhusningsproblemerne i forbindelse med en øget sanering. Et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) er af den opfattelse, at den i lovforslaget foreslåede forøgelse skulle være tilstrækkelig i hvert fald foreløbig, og flertallet har i denne forbindelse også været opmærksom på, at boligministeren i lovens § 40 har hjemmel til med tilslutning af finansudvalget at yde statsgaranti og rentesikring til almennyttigt byggeri ud over de normale rammer, såfremt det er påkrævet for at sikre et byggeri af tilstrækkeligt omfang. Flertallet har ved sin stillingtagen også taget i betragtning de øgede økonomiske forpligtelser, bl. a. til rentesikring, som en yderligere forøgelse af bevillingsrammen på nuværende tidspunkt vil medføre for staten.

Udvalget har i et samråd med boligministeren drøftet mulighederne for at skaffe boliger for uddannelsessøgende i det almennyttige byggeri. Det er af boligministeren blevet oplyst, at der i det almennyttige byggeri med statsstøtte kan indrettes enkeltværelser til selvstændig udleje, og at dette sker i stigende omfang. Antallet af enkeltværelser kan i det enkelte projekt efter gældende praksis gå op til 1/3 af antallet af lejligheder.

Boligministeren har givet tilsagn om at optage forhandlinger med de almennyttige boligselskaber med henblik på inden for den nævnte ramme at søge antallet af selvstændige værelser til udleje til uddannelsessøgende øget i det almennyttige byggeri og i forbindelse hermed søge undersøgt de praktiske muligheder for at indrette sådanne værelser bl. a. med fælles bad og køkken eller med installation af koge- og afløbsindretninger i hvert enkelt værelse, som ikke skal have karakter af en egentlig selvstændig lejlighed.

I forbindelse med gennemgangen af lovforslaget har udvalget tillige drøftet et fra flere sider rejst krav om, at lejerne får øget medindflydelse og medansvar, specielt i det almennyttige byggeri. Udvalget har dog ikke anset det for muligt at færdigbehandle dette meget omfattende spørgsmål i sammenhæng med den nu foreslåede ændring af boligbyggeriloven. Det er imidlertid udvalgets hensigt at arbejde videre med spørgsmålet ved at tage dette op til særskilt behandling umiddelbart i begyndelsen af folketingsåret 1969-70, og udvalget henstiller, at boligministeren til brug for udvalgets videre arbejde optager forhandlinger med Fællesorganisationen af almennyttige danske Boligselskaber og Lejernes Landsorganisation med henblik på, om der mellem disse organisationer kan opnås enighed om forslag til øget medindflydelse for lejerne i det almennyttige byggeri.

I forbindelse med spørgsmålet om at tilpasse boliganvisningsbestemmelserne til udlejningsreglerne for almennyttigt byggeri, jfr. nedenstående ændringsforslag nr. 8 til forslag til lov om ændring i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, har boligministeren oplyst, at adgangen til bytning af lejligheder inden for et almennyttigt boligselskab hidtil har været begrænset af hensyn til den fortrinsret, som familier med børn har inden for dette byggeri. For at lette mulighederne for bytning inden for det almennyttige byggeri vil der blive gennemført en ændring af reglerne om udlejning i boligministeriets bekendtgørelse af 30. april 1968 om de almennyttige boligselskabers virksomhed, således at der åbnes mulighed for at tillade bytning mellem to beboere inden for samme almennyttige boligselskab, når lejlighederne er lige store eller, når lejlighederne er af forskellig størrelse, den større lejlighed efter bytningen bliver beboet af flere personer end hidtil. Denne ændring vil medføre, at adgangen til bytning inden for et almennyttigt boligselskab kommer på linje med reglerne i boligreguleringslovens § 50.

På grundlag heraf indstillede det nævnte flertal i udvalget lovforslaget til vedtagelse med en række af boligministeren foreslåede mindre ændringer, som i øvrigt var tiltrådt af hele udvalget.

Et mindretal i udvalget (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer) anførte i betænkningen, at det i den foreliggende situation var helt utilstrækkeligt at forhøje kvoten for almennyttigt byggeri med 1.000 lejligheder til 13.000.

Mindretallet udtalte videre:

„To faktorer indebærer, at en væsentlig forhøjelse af kvoten på nuværende tidspunkt er en nødvendighed, nemlig løsning af saneringsopgaverne og omfanget af de kommende års boligbyggeri.

Saneringen vil i sig selv nødvendiggøre et betydeligt erstatningsbyggeri, som næppe kan være mindre end 3.000 lejligheder pr. år.

Sidste års stagnation i påbegyndt boligbyggeri må være tilstrækkelig begrundelse for, at der også sker en forøgelse af det almennyttige boligbyggeris ramme, så der i de kommende år fremkommer den stigning i færdiggjort byggeri, som er nødvendig, hvis boligefterspørgslen skal imødekommes. Alle prognoser tyder på, at vi fra de nuværende ca. 45.000 færdige boliger pr. år skal op på 50.000-60.000. Derfor må det langtidsplanlagte sociale byggeri have øgede rammer.

Mindretallet foreslår derfor, jfr. nedenstående ændringsforslag nr. 2, en gradvis forhøjelse af den nuværende kvota på 12.000 lejligheder til 18.000 lejligheder — og heraf 3.000 til saneringsopgaver."

Herudover fremhævede socialistisk folkepartis medlem af udvalget nogle særbetragtninger vedrørende retten til bytning af lejligheder, som vil blive nærmere omtalt under den nedenfor omtalte sag: lov om ændring i lov om midlertidig regulering af boligforholdene.

Ved 2. behandlingen udspandt sig en længerevarende debat, idet debatten omfattede såvel de her nævnte tre lovforslag som saneringslovforslaget og de dertil knyttede øvrige foreslåede ændringer af boliglovgivningen. For boligbyggerilovens vedkommende drejede debatten sig hovedsageligt om forhøjelsen af det sociale byggeris kvote, og i denne forbindelse udtalte flere af regeringsordførerne tvivl om, om det socialdemokratiske ændringsforslag, som karakteriseredes som overbudspolitik, var i overensstemmelse med de boligpolitiske aftaler fra 1966.

Ved afslutningen af debatten vedtoges de af boligministeren foreslåede ændringer uden afstemning, medens mindretalsændringsforslaget forkastedes med 87 stemmer mod 69.

Ved 3. behandlingen vedtoges lovforslaget med 134 stemmer; 10 medlemmer (SF og VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.