L 61 Lov om ændring af lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v.

(Bortfald af kommunernes andel i udgifterne til arbejdsløshedsforsikring).

Af: Arbejdsminister Lauge Dahlgaard ()
Samling: 1968-69
Status: Stadfæstet
Lov nr. 142 af 01-04-1969
Ved loven ophæves § 14, stk. 5, i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 53 af 28. februar 1967 med senere ændringer. Efter nævnte bestemmelse refunderer landets kommuner staten 15 pct. af den refusion, som af statskassen ydes de anerkendte arbejdsløshedskasser.

Endvidere ophæves reglerne i lovens afsnit V om den mellemkommunale refusion.

Loven får første gang virkning for refusionen til de anerkendte arbejdsløshedskasser for disses regnskabsår 1969-70.

Loven står i forbindelse med den almindelige omlægning af byrdefordelingen mellem staten og kommunerne, og lovforslaget blev i folketinget fremsat af arbejdsministeren sammen med forslag til lov om ændring af lov om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere. (Bortfald af kommunernes andel i driftsudgifter) og forslag til lov om ændring af lov om beskæftigelse og uddannelse af unge. (Bortfald af kommunernes andel i driftsudgifter m. v.).

Lovforslaget blev ved 1. behandling og i det udvalg, hvortil det henvistes, behandlet sammen med yderligere en lang række lovforslag, der blev fremsat af regeringen som led i byrdefordelingsreformen. Der henvises herom nærmere til omtalen under lov om generelle tilskud til kommunerne, side 321.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 88 stemmer mod 67 (S og SF); 3 medlemmer (VS og Grønland) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), A. Stæhr Johansen (KF), Poul Schlüter (KF), A. C. Andersen (V), Niels Helveg Petersen (RV), Ove Krog Hansen (SF) og Erik Sigsgaard (VS)