Loven har følgende indhold:

„§ 1. Investeringsfradrag efter reglerne i denne lov kan foretages i anledning af opførelse, ombygning eller forbedring af erhvervsbygninger i Thisted amt, Hjørring amt, Ålborg amt, Tønder amt og Bornholms amt, således som disse amter er afgrænset ved lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Investeringsfradrag kan foretages, når

a) opførelse af en nybygning eller ombygning af en bygning, der ikke hidtil har været afskrivningsberettiget, er fuldført i tiden 1. oktober 1968-31. december 1970 og inden for dette tidsrum er taget i brug til et formål, der giver ret til afskrivning efter lov om skattemæssige afskrivninger m. v.,

b) ombygning eller forbedring af en afskrivningsberettiget bygning er fuldført i det tidsrum, der er nævnt under a).

§ 2. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for hvert af indkomstårene 1970, 1971, 1972 og 1973 kan investeringsfradrag foretages med 5 pct. af anskaffelsessummen for bygningen og de særlige installationer i denne eller af ombygnings- eller forbedringsudgiften. Det er dog en betingelse, at bygningen ved indkomstårets udgang tilhører den skattepligtige og buges til et formål, der giver ret til skattemæssige afskrivninger.

Stk. 2. Anskaffelsessummen samt ombygnings- eller forbedringsudgiften opgøres efter reglerne i lov om skattemæssige afskrivninger m. v., jfr. dog stk. 3. Er kun en del af bygningen afskrivningsberettiget, finder den nævnte lovs § 20 tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Er der ydet investeringstilskud efter egnsudviklingslovens § 11, nedsættes anskaffelsessummen med den del af tilskuddet, der vedrører bygningen, de særlige installationer og byggegrunden. Er investeringstilskuddet ikke opgjort endeligt, beregnes nedsættelsen foreløbig på grundlag af det tilskud, hvorom der er givet den skattepligtige tilsagn, og skatteansættelsen reguleres, når det endelige tilskudsbeløb er opgjort.

Stk. 4. Investeringsfradrag kan kun beregnes af det beløb, hvormed anskaffelsessummen m. v., efter fradrag i henhold til stk. 3, overstiger 50.000 kr.

Stk. 5. Investeringsfradrag kan kun foretages, hvis et årligt fradragsbeløb, der opgøres efter stk. 1-4, er 100 kr. eller derover.

§ 3. Investeringsfradraget berører ikke størrelsen af de afskrivninger, der kan foretages efter lov om skattemæssige afskrivninger m. v. Fradraget berører heller ikke opgørelsen af en eventuel salgsfortjeneste efter lov om særlig indkomstskat m. v. eller efter § 5, stk. 1, litra a, i statsskattelov nr. 149 af 10. april 1922.

§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland."

Loven, der har til formål at imødegå de særlige vanskeligheder med hensyn til aktivitet og beskæftigelse, som gør sig gældende i visse egne af landet, behandledes i folketinget sammen med det af handelsministeren fremsatte forslag til lov om ændringer i lov om egnsudvikling, se nedenfor side 278.

Efter loven gælder ordningen for opførelse, ombygning eller forbedring af bygninger, hvorpå der kan afskrives skattemæssigt efter afskrivningsloven. Det drejer sig om to grupper af bygninger:

Gruppe a.

Driftsbygninger inden for landbrug, pelsdyravl, fjerkræavl, dambrug, fiskeri, skovbrug, gartneri, industri, butikshandel, håndværk, sportshaller, benzinstationer, vognvaskerier, fragtmandscentraler og lagerbygninger, der benyttes i forbindelse med de nævnte virksomheder eller inden for engroshandel.

Gruppe b.

Biografer, teatre, forlystelsesetablissementer, forsamlingsbygninger, selskabslokaler, hoteller, restauranter, skoler, alderdoms- eller plejehjem, der omfattes af § 7 i lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister, garager, laboratorier og lagerbygninger, der benyttes i forbindelse med de nævnte virksomheder.

Den i § 1 fastsatte tidsmæssige begrænsning er begrundet i, at ordningen alene er tænkt som en kortsigtet foranstaltning til imødegåelse af øjeblikkelige vanskeligheder i de pågældende områder.

Ved fremsættelsen af lovforslaget fremhævede finansministeren bl. a.:

„De bygninger, ordningen skal omfatte, er de samme, som kan gøres til genstand for skattemæssige afskrivninger efter afskrivningsloven. Det drejer sig altså om langt den overvejende del af erhvervsbyggeriet. Når det foreslås at medtage alle disse bygninger, skyldes det ønsket om hurtigt at fremkalde et almindeligt opsving i aktiviteten og beskæftigelsen i de pågældende områder.

Den skattemæssige fordel, der indrømmes ved det nævnte erhvervsbyggeri, skal efter forslaget bestå i, at den skattepligtige kan foretage et såkaldt investeringsfradrag i den skattepligtige indkomst. Fradraget skal udgøre en vis procentdel af den anskaffelsessum, ombygnings- eller forbedringsudgift, hvorpå der kan afskrives efter afskrivningsloven. I bemærkningerne til lovforslagets § 2 er der redegjort nærmere for virkningerne af, at anskaffelsessummen skal opgøres efter afskrivningslovens regler. Det medfører bl. a., at prioritetsomkostninger — herunder kurstab — samt udgift til erhvervelse af byggegrund ikke kan henregnes til den anskaffelsessum, hvoraf der kan beregnes investeringsfradrag.

I visse tilfælde skal der dog foretages en nedsættelse af den anskaffelsessum, der er opgjort efter afskrivningslovens regler. Det gælder, når der er givet investeringstilskud til det pågældende byggeri efter de regler, som handelsministeren stiller forslag om i et lovforslag om ændring af egnsudviklingsloven. I disse tilfælde skal den del af tilskuddet, der falder på bygningen, de særlige installationer i denne samt på byggegrunden, fradrages i det beløb, hvoraf investeringsfradraget beregnes.

Efter forslaget skal investeringsfradraget kunne foretages ved indkomstopgørelsen for indkomstårene 1970, 1971, 1972 og 1973. I hvert af disse indkomstår kan der fradrages 5 pct. af den anskaffelsessum, som er opgjort efter de regler, jeg lige har omtalt. Bl. a. af praktiske grunde er det dog anset for hensigtsmæssigt at afskære en række mindre væsentlige bygningsinvesteringer fra investeringsfradrag. Det foreslås derfor, at fradraget på 5 pct. kun kan beregnes. af det beløb, hvormed anskaffelsessummen — efter fradrag af et eventuelt investeringstilskud — overstiger 50.000 kr. Endvidere foreslås det, at der kun foretages investeringsfradrag, hvis det årlige fradragsbeløb, der opgøres efter de nævnte regler, er 100 kr. eller derover.

Efter forslaget er det en betingelse for investeringsfradraget, at bygningen ved udgangen af det pågældende indkomstår tilhører den skattepligtige og bruges til et formål, der giver ret til skattemæssige afskrivninger. Hvis den skattepligtige f. eks. sælger bygningen i 1972, får han således kun ret til investeringsfradrag i indkomstårene 1970 og 1971. Det samme gælder, hvis bygningen i 1972 overgår til en anvendelse, der ikke giver ret til skattemæssige afskrivninger.

Efter forslaget berører investeringsfradraget ikke størrelsen af de afskrivninger, der kan foretages efter afskrivningsloven. Fradraget berører heller ikke opgørelsen af en eventuel salgsfortjeneste efter loven om særlig indkomstskat eller efter statsskattelovens § 5 a.

Det har ikke været muligt at anslå det provenutab, ordningen vil medføre for staten og kommunerne. Det skyldes, at det er uvist, hvor store beløb der vil blive anvendt til erhvervsbyggeri i de 5 amter i tiden 1. oktober 1968-31. december 1970, og hvor store indtægter de pågældende virksomheder får i de indkomstår, hvor investeringsfradraget kan foretages.

Ved 1. behandlingen i folketinget kunne Ove Hansen (S) give tilsagn om at medvirke til forslagets gennemførelse, idet han fandt det hensigtsmæssigt at give særlige, gunstige afskrivningsregler i egnsudviklingsområderne for derved at stimulere ekspansionen. Ligesom partiets ordfører i forslaget vedrørende egnsudviklingsudvalget gjorde også Ove Hansen opmærksom på en henvendelse, man havde fået fra egnsudviklingsudvalget for Maribo amt. Han fandt, at der i denne henvendelse var rejst sådanne problemer, at man under det kommende udvalgsarbejde måtte overveje at udvide de områder, hvor investeringsfradrag kunne foretages.

Stetter (KF) gjorde opmærksom på, at forslaget ikke måtte ses som led i en konjunkturpolitik. Forslaget var en overbygning på de bestående afskrivningsregler, og ingen virksomheder i det øvrige land ville blive stillet dårligere ved gennemførelsen af forslaget.

På venstres vegne erklærede Kristen Østergaard, at såvel dette som det af handelsministeren fremsatte forslag måtte betegnes som ekstraordinære foranstaltninger til brug i en ekstraordinær situation, som viste regeringens vilje til at forbedre den produktive beskæftigelse i egnsudviklingsområderne uden samtidig at stimulere udviklingen i de områder, hvor presset havde tendens til at genoplive inflationen. Han så lovgivningen som et forsøg, der i fremtiden kunne give mere sikkerhed med hensyn til, hvilke midler der er anvendelige for med held at påvirke den erhvervsmæssige udvikling i de tyndest befolkede egne.

Også Kirkegaard (RV) fandt, at en ordning med investeringsfradrag var en god idé. Det var imidlertid umuligt at overskue, hvor mange virksomheder der ville gøre brug af tilbuddet og i hvilket økonomisk omfang. Han rejste derfor spørgsmål, om der ikke i loven kunne indsættes en dispensationsbeføjelse, så at bestemmelserne, i det omfang de ikke udnyttedes i de i loven nævnte amter, kunne finde anvendelse andre steder, hvor der måtte være behov derfor.

Arne Larsen (SF) så på lovforslaget med en vis begrænset velvilje. Efter hans opfattelse ville forslaget give anledning til forskelsbehandling derved, at fradraget skulle foretages i den skattepligtige indkomst, hvorved den velbeslåede bygherre ville opnå det største fradrag. I stedet burde ordningen fungere på den måde, at fradrag skulle foretages i selve skattebeløbet.

Også Sigsgaard (VS) fandt, at lovforslaget begunstigede de noget større virksomheder på de mindres bekostning.

I udvalgets betænkning stillede et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) ændringsforslag, hvorefter også Maribo amt skulle omfattes af reglerne om investeringsfradrag. Mindretallet henviste herved til sine bemærkninger i betænkningen over forslaget til lov om ændringer i lov om egnsudvikling.

Efter en længere debat forkastedes det af mindretallet fremsatte ændringsforslag ved 2. behandling.

Efter en fornyet udvalgsbehandling, der ikke resulterede i ændringsforslag, vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling med 120 stemmer; 1 medlem (VS) tilkendegav hverken at stemme for eller imod.