Loven omhandler forskellige ændringer i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 314 af 3. juli 1967.

Om de ved loven vedtagne regler i vurderingslovens § 14, stk. 5-7 skal følgende anføres:

For landbrugsejendomme, gartnerier m. v. i yderzone (landzone bortset fra sommerhusområde) indføres den såkaldte "bondegårdsregel", d. v. s., at grundværdien skal ansættes til det beløb pr. arealenhed, som jorden efter sin beskaffenhed og beliggenhed ville koste efter egnens priser, hvis den hørte til en middelstor bondegård i middelgod kultur, uden at der ved vurderingen tages hensyn til den højere værdi, der er en følge af forventninger om ejendommens overgang til inderzonestatus med deraf følgende mulighed for udstykning.

Reglen om indførelse af en „bondegårdsregel" for landbrugsejendomme m. v. i yderzone er begrundet med, at det ikke kan være rimeligt, at det offentlige på én gang beskatter den højere grundværdi af sådanne ejendomme, som skyldes forventninger om ejendommens overgang til anden zonestatus med mulighed for en økonomisk bedre udnyttelse, og samtidig ved zonebåndet hindrer ejeren i at udnytte denne højere værdi. I lighed hermed er det ikke fundet rimeligt, at ejeren skal svare formueskat af den højere værdi af ejendommen, som skyldes forventninger om ændring i ejendommens zonestatus. Ved opgørelsen af ejerens skattepligtige formue medregnes værdien af faste ejendomme med den senest ansatte ejendomsværdi. Ejendomsværdien ansættes efter værdien i handel og vandel og på grundlag af oplysninger om handelspriser for omliggende ejendomme. Det vil imidlertid volde meget store vurderingstekniske vanskeligheder at ansætte ejendomsværdien på andet grundlag end handelsværdien.

Disse vanskeligheder gør sig ikke i samme grad gældende ved ansættelsen af grundværdien, som i nogen grad er en abstrakt vurdering, hvor man ser bort fra visse faktiske forhold, såsom ejendommens størrelse og kulturtilstand. Det er derfor muligt at ansætte grundværdien efter en bondegårdsregel, ligesom det er muligt i forbindelse med denne vurdering at anslå, hvad grundværdien ville have udgjort, hvis den blev ansat til værdien i handel og vandel. Forskellen mellem disse beløb svarer til forventningsværdien og betegnes differencebeløbet. Et sådant beløb skal beregnes og opføres i vurderingsfortegnelsen for de ejendomme i yderzone (landzone bortset fra sommerhusområde), hvis grundværdi skal ansættes efter „bondegårdsreglen". Samtidig er der i § 4 B i ligningsloven optaget en bestemmelse om, at differencebeløbet fratrækkes i ejendomsværdien ved opgørelsen af den skattepligtige formue.

I det oprindelige forslag om indførelse af bondegårdsreglen i yderzone foresloges bondegårdsreglen gennemført ved ophævelse af den hidtidige § 14, stk. 5, der fastslår, at grundværdien i yderzoner ansættes efter handelsværdien.

I forbindelse med indførelsen af differencebeløbet blev det under lovforslagets behandling i folketinget af lovgivningstekniske hensyn fundet hensigtsmæssigt i stedet at formulere bondegårdsreglen ved en ny § 14, stk. 5. Under hensyn til, at by- og landzonelovens ikrafttræden er nær forestående, har man samtidig fundet det rigtigst, at landbrugsejendomme m. v. uden for de bestående zonegrænser vurderes, som om by- og landzoneloven var trådt i kraft og ejendommene inddraget i landzone, således at der også for disse ejendomme allerede ved 14. almindelige vurdering bortses fra eventuelle udstykningsværdier o. lign. Bestemmelsens 2. punktum tager sigte herpå. Nogle af disse ejendomme vil ved by- og landzonelovens ikrafttræden ikke blive henført til landzone, men til byzone eller sommerhusområde, og dette vil så blive taget i betragtning ved den nærmest følgende vurdering.

Lovens § 14, stk. 7, står i forbindelse med lov om frigørelsesafgift m. v. af fast ejendom.

I de områder, der ligger i inder- eller mellemzone eller, efter ikrafttrædelsen af lov om by- og landzone den 1. januar 1970, i byzone i det omfang, denne er sammenfaldende med tidligere inder- eller mellemzoner, vil en del ejendomme, der for tiden anvendes til landbrug m. v., først kunne anvendes til bymæssige formål efter en årrækkes forløb afhængigt af, hvor hurtigt byggemodning m. v. skrider frem. Sådanne ejendomme må derfor indtil videre fortsat drives som landbrug, gartneri el. lign., og det er fundet rimeligt, at de i en overgangsperiode, der er begrænset til tiden indtil 17. almindelige vurdering, får en mulighed for kun at svare grundskatter af den grundværdi, der ville blive ansat, hvis ejendommen var vurderet efter en bondegårdsregel, mod at reglerne om frigørelsesafgift m. v. finder anvendelse. Det er derfor bestemt, at der ved 14. almindelige vurdering for de landbrugsejendomme m. v., der ligger i de nævnte zoner, beregnes et differencebeløb, svarende til forskellen mellem grundværdien, der som altid i disse områder er ansat efter handelsværdien, og det beløb, hvortil grundværdien ville være blevet ansat, hvis bondegårdsreglen havde fundet anvendelse. Når resultatet af 14. almindelige vurdering foreligger, vil ejeren få mulighed for at begære, at grundskatterne fremtidig, dog højst i ovennævnte periode, skal beregnes af grundværdien med fradrag af differencebeløbet, men såfremt han vælger dette, falder ejendommen ind under reglerne om frigørelsesafgift og afståelsesafgift i afsnit II i lov om frigørelsesafgift. Såfremt ejeren vælger at svare grundskatter af grundværdien med fradrag af differencebeløbet i henhold til § 14, stk. 7, vil differencebeløbet også blive fratrukket ved opgørelsen af hans skattepligtige formue i den nævnte periode, jfr. ligningslovens § 4 B.

Endvidere er det ved en tilføjelse til vurderingslovens § 33 fastsat, at der i forbindelse med 14. almindelige vurdering og fremtidige vurderinger foretages en fordeling af den samlede ejendomsværdi og grundværdi af landbrugsejendomme, således at det anføres, hvor stor en del der kan henføres henholdsvis til stuehuset med tilhørende grund og have og til den øvrige ejendom.

I forbindelse med denne ændring vedrørende landbrugsejendommes stuehuse er det fundet rimeligt, at ejeren på vurderingsskemaet får lejlighed til at udtale sig om, hvor stor en del af ejendoms- og grundværdien han mener der falder på stuehuset, og at meddelelsen til ham om vurderingsresultatet også kommer til at omfatte denne fordeling.

Endelig er der foretaget nogle mindre ændringer af § 40 som følge af anvendelsen af EDB-teknik.

Loven træder i kraft den 1. august 1969, således at de omhandlede ændringer første gang finder anvendelse ved 14. almindelige vurdering.

I forbindelse med lovforslagets fremsættelse udtalte finansministeren bl. a. følgende vedrørende spørgsmålet om genindførelsen af bondegårdsreglen:

„Det er mit håb, at der med den foreslåede ændring af denne bestemmelse i vurderingsloven bliver ro om et spørgsmål, som har været omstridt i en årrække. Som der nærmere redegøres for i bemærkningerne, opstod problemet om vurdering af landbrugsjord i yderzone for en halv snes år siden, og efter at man i de første år havde ansat grundværdien efter bondegårdsreglen, gennemførte den daværende regering i 1965 den nugældende § 14, stk. 5. Bestemmelsen har ført til en opvurdering af landbrugsjorden omkring de større byer, idet handelsprisen for jorden, som efter denne bestemmelse er afgørende for vurderingen, er påvirket af forventninger om, at ejendomme senest ved zoneplanens udløb vil få inderzonestatus. Så længe zonebåndet består, er ejerne imidlertid afskåret fra at udnytte jorden til den benyttelse, som vurderingen forudsætter, og regeringen kan ikke finde det rimeligt, at det offentlige beskatter ejerne af en værdi, som man samtidig af planlægningsmæssige hensyn forbyder dem at realisere. De høje grundskatter i yderzonerne har medført betydelige økonomiske vanskeligheder for mange landmænd, og den henstandsordning med de kommunale grundskatter, som blev gennemført for et par år siden, har ikke kunnet afbøde disse vanskeligheder tilstrækkeligt. Der har derfor været et betydeligt pres på planlægningsmyndighederne for at få ejendommene tillagt inderzonestatus. Regeringen må imidlertid lægge afgørende vægt på, at en rationel planlægning, som man tillægger den største samfundsmæssige betydning, ikke modarbejdes af andre hensyn. Derfor må de beskatningsmæssige hensyn vige, og dette medfører, at landbrugsejendomme i yderzone — eller hvis by- og landzoneloven gennemføres — i landzone, bortset fra sommerhusområder, fremtidig kun skal vurderes under hensyn til den benyttelse, som er tilladt under zonebåndet."

Lovforslaget fik i folketinget en i det store og hele velvillig modtagelse, idet der dog om spørgsmålet vedrørende genindførelsen af bondegårdsreglen i yderzoner fra oppositionens side blev taget visse forbehold for endelig tilslutning, herunder om gennemførelse af lovforslaget om by- og landzoner.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, og under dettes arbejde blev der gennemført nogle ændringer, som i det væsentlige er omtalt foran.

Ved 3. behandling vedtoges det således ændrede lovforslag enstemmigt med 154 stemmer; 4 medlemmer (VS, Rosing (Grønl.) og Djurhuus (Færøerne)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.