Loven er et led i det samlede kompleks af regeringens jordlove. Med loven om by- og landzoner foretages en landsomfattende inddeling af al fast ejendom henholdsvis i landzoner, hvori ejendommene ikke uden særlig tilladelse kan overgå til anden anvendelse, og i byzoner, hvori der ikke findes de samme begrænsninger i ejendommenes anvendelsesmuligheder, som er indført for ejendomme i landzonerne. I forbindelse med, at landzoneejendomme inddrages under byzoner — og det samme gælder ved inddragelse under et sommerhusområde — åbnes der således adgang til en udvidet anvendelse af disse ejendomme, herunder navnlig til bebyggelse. En væsentlig del af den værdistigning, som inddragelsen af en fast ejendom under en byzone eller et sommerhusområde vil repræsentere, må siges at være af samfundsskabt natur.
Formålet med loven om indførelse af en frigørelsesafgift er at inddrage en del af disse samfundsskabte værdier. Afgiften står endvidere i forbindelse med den lempeligere beskatning af landbrugsejendomme i landzoner, som er sikret ved ændringer i lov om vurdering af landets faste ejendomme og i loven om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, (se side 136 og 312.
Afgiftspligt indtræder, når en ejendom eller en del af en sådan, der omfattes af bestemmelserne om landbrug, gartnerier, planteskoler eller frugtplantager i vurderingslovens § 33, stk. 1, efter ikrafttrædelse af loven om by- og landkommuner den 1. januar 1970 frigives til bymæssig bebyggelse ved inddragelse under en byzone eller et sommerhusområde. Afgiftspligten indtræder også i tilfælde, hvor ejendommen er erhvervet i nærings- eller spekulationsøjemed.
Frigørelsesafgift skal i princippet ikke svares af ejendomme, der allerede ligger i inderzone eller mellemzone, og som ved gennemførelsen af loven om by- og landzoner henføres til byzone. For disse ejendomme svares ejendomsskatter på grundlag af handelsværdien, og af fortjenester ved salg svares almindelig eller særlig indkomstskat efter de sædvanlige regler. Frigørelsesafgift skal heller ikke svares af ejendomme, der allerede er inddraget i et sommerhusområde. Endelig fritages ejendomme, der er undergivet jordrentepligt, for frigørelsesafgift ved inddragelse i byzone m. v. Inddragelsen af værdistigningen for disse ejendomme vil ske gennem jordrenteydelsen og jordrenteafløsningssummen.
Efter loven om by- og landzoner vil alle de landbrugsejendomme og gartnerier m. v., der ligger i de nuværende mellem- og inderzoner, blive inddraget under en byzone, selv om ejendommen måske først bliver udnyttet bymæssigt om adskillige år. Der er også for ejere af sådanne ejendomme efter begæring åbnet adgang til at få ejendommene vurderet efter den såkaldte bondegårdsregel, mod at der til gengæld svares frigørelsesafgift og afståelsesafgift. Frigørelsesafgiften svares ved ejendommens overgang til anden anvendelse end til landbrug m. v.
Under folketingets behandling af lovforslaget blev der indføjet en bestemmelse om, at der — foruden ved ejendommens overgang til anden anvendelse — skal indtræde pligt til at svare frigørelsesafgift senest ved den 17. almindelige vurdering, på hvilket tidspunkt der ikke længere kan foretages en bondegårdsvurdering af de nuværende mellem- og inderzoneejendomme. Til gengæld får ejerne af de her omtalte ejendomme, når bondegårdsbeskatningen bringes til ophør, adgang til henstand — dog længst i 4 år — med at udrede frigørelsesafgift. Henstanden indrømmes på i øvrigt samme vilkår, som gælder for de i lovens afsnit I omtalte ejendomme, jfr. nærmere nedenfor. De samme ejere kan kræve, at primærkommunen skal overtage de afgiftspligtige ejendomme for det beløb, der fastsættes som slutbeløb ved beregningen af frigørelsesafgiften, d. v. s. ejendomsværdien i handel og vandel ved den første vurdering efter afgiftspligtens indtræden.
Frigørelsesafgift skal ikke svares i tilfælde, hvor ejendomme i landzone ved dispensation tillades benyttet bymæssigt, men hvor ingen zoneovergang finder sted. Det vil volde betydelige administrative vanskeligheder at kræve frigørelsesafgift i disse tilfælde, og såfremt der bliver behov for dispensationer i større omfang, forudsættes der udarbejdet en byplanvedtægt, hvorved de pågældende ejendomme overføres til byzone. I øvrigt vil de almindelige ejendomsskatter og den almindelige og den særlige indkomstskat få virkning for disse ejendomme.
Frigørelsesafgiften beregnes — for alle de i loven omtalte afgiftspligtige ejendomme — af ejendommens frigørelsesværdi, der udgør det beløb, hvormed et slutbeløb overstiger et basisbeløb. Frigørelsesværdien opgøres, og frigørelsesafgiften beregnes for hver enkelt ejendom.
Slutbeløbet udgør for de af lovens afsnit I omfattede, afgiftspligtige ejendomme, d. v. s. ejendomme, der overføres fra landzoner til byzoner m. v., ejendomsværdien ved den første vurdering (almindelig vurdering, årsomvurdering eller såkaldt § 4 vurdering) efter ejendommens inddragelse under en byzone eller et sommerhusområde. Der skal altid i forbindelse med zoneovergangen finde en omvurdering sted, og denne vurdering skal foretages på grundlag af ejendommens handelsværdi, jfr. §§ 6 og 9 i loven om vurdering af landets faste ejendomme.
For de i lovens afsnit II omtalte afgiftspligtige ejendomme, der før lovens ikrafttræden lå i mellem- eller inderzoner, og for hvilke ejerne har begæret bondegårdsreglen anvendt, udgør slutbeløbet ejendomsværdien ved den første vurdering, efter at ejendommen helt eller delvis er overgået til anden anvendelse end landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage eller ved 17. almindelige vurdering.
Basisbeløbet udgør i princippet for de af lovens afsnit I omtalte ejendomme følgende beløb: Ejendomsværdien ved den sidste vurdering før inddragelsen formindsket med et eventuelt fradrag i henhold til vurderingslovens § 14, stk. 6. Det herefter fremkomne beløb forhøjes med 50 pct.
For de af afsnit II omtalte ejendomme indgår ejendomsværdien ved den seneste vurdering før ejendommens overgang til anden anvendelse end landbrug m. v. eller ved den senest foretagne vurdering før afgiftspligtens indtræden ved den 17. almindelige vurdering i basisbeløbet i stedet for ejendomsværdien ved den sidste vurdering før ejendommens inddragelse i en byzone eller et sommerhusområde.
Den stigning i grundværdierne, der opstår ved en zoneinddragelse, vil ofte indebære, at ejendommens bygninger bliver mindre værd eller endog helt værdiløse. Dette værditab på bygninger vil der i almindelighed være taget hensyn til, enten ved den særlige bestemmelse i § 3, stk. 2, eller automatisk ved den måde, hvorpå frigørelsesværdien opgøres. Det kan dog tænkes, at disse regler ikke i alle tilfælde vil sikre ejeren en rimelig dækning for merudgifterne ved udflytning af virksomheden. Det nævnte 50 pct. tillæg har til hensigt at tage hensyn hertil.
Under visse omstændigheder vil det kunne virke urimeligt, om ejere af de ejendomme, som frigørelsesafgiften vedrører, alene skulle kunne anvende det omtalte basisbeløb som grundlag for opgørelsen af frigørelsesværdien. Der er derfor fastsat nedenstående regler, der — særlig i en overgangsperiode —kan råde bod herpå.
En ejer, der omfattes af afsnit I, og som har erhvervet ejendommen før nærværende lovforslags fremsættelse, kan i stedet for basisbeløbet anvende:
1. ejendomsværdien ved 13. almindelige vurdering
eller
2. anskaffelsessummen for ejendommen.
En ejer, der har erhvervet ejendommen efter lovforslagets fremsættelse, kan i stedet for basisbeløbet anvende ejendomsværdien ved 13. almindelige vurdering.
For ejere af de i afsnit II omtalte ejendomme gælder tilsvarende regler. For afløste jordrenteejendomme kan afløsningsværdien med et tillæg for bygningsværdier anvendes som basisbeløb.
Hvis der mellem basistidspunktet og sluttidspunktet er foretaget grund- eller bygningsforbedringer på den afgiftspligtige ejendom, skal frigørelsesværdien nedsættes med et til de dokumenterede forbedringsudgifter svarende beløb. Ejeren får herved kompensation for det fulde udgiftsbeløb, uanset om det i fuld udstrækning har virket værdiforøgende.
Den afgiftspligtige kan endvidere på begæring få indrømmet et fradrag i frigørelsesværdien for værditab på bygninger, anlæg og beplantning m. v.. opstaet inden det tidspunkt, der er bestemmende for fastsættelsen af basisbeløbet.
Af en frigørelsesværdi på 200.000 kr. eller derunder svares frigørelsesafgiften med 40 pct. Af beløb, der overstiger 200.000 kr., udredes afgiften med 40 pct. af 200.000 kr. og 60 pct. af resten.
Afgiften forfalder en måned efter, at den afgiftspligtige har modtaget meddelelse om afgiftens størrelse, men ved et ændringsforslag blev der under lovforslagets behandling i folketinget indføjet en bestemmelse om, at betaling senest månedsdagen efter forfaldsdagen anses for rettidig. Ejerne af de i afsnit I omtalte ejendomme kan — inden udløbet af betalingsfristen — forlange henstand med betalingen af frigørelsesafgiften, indtil ejerskifte finder sted, dog normalt højst i 12 år. Henstandsbeløbet er rentefrit i 4 år, hvorefter det forrentes med 6 pct. p. a. Rentebeløbene skal betales halvårsvis. Til sikkerhed for henstandsbeløb tinglyses der på den faste ejendom skadesløsbrev med oprykkende prioritet. Der kan ikke ydes henstand med en større del af frigørelsesafgiften end den, der kan skaffes den fornødne sikkerhed for i ejendommen inden for den gældende ejendomsværdi. Henstandsbeløb forfalder til betaling ved ejerskifte, medmindre erhververen er den afgiftspligtiges ægtefælle eller hans beslægtede eller besvogrede i ret op- eller nedstigende linie. Det samme gælder, hvis ejendommen er erhvervet i et dødsbo af samme personkreds. Endvidere forfalder henstandsbeløbet til betaling ved udstykning af ejendommene, men kun den del af henstandsbeløbet, der kan henføres til det eller de frastykkede arealer.
Primærkommunen har pligt til på den afgiftspligtiges begæring at overtage ejendomme, der omfattes af reglerne i afsnit I, til en pris svarende til ejendomsværdien ved den første vurdering efter zoneovergangen (slutbeløbet), såfremt den afgiftspligtige fremsætter krav herom inden 4 år efter afgiftspligtens indtræden. Det er dog en betingelse, at ejendommen på tidspunktet for begæringens fremsættelse ikke helt eller delvis er overgået til anden anvendelse end landbrug m. v.
Kommunens købepligt omfatter ikke de af afsnit II omfattede ejendomme.
Af ejendomme, der ikke er erhvervet i nærings- eller spekulationshensigt, og for hvilke der er pålignet frigørelsesafgift, skal der ved den første afståelse, efter at der er indtrådt pligt til at svare frigørelsesafgift, svares en afståelsesafgift.
Afgiften svares for de af afsnit I omfattede ejendomme af forskellen mellem ejendommens afståelsessum og dens ejendomsværdi ved første vurdering efter zoneovergangen (slutbeløbet).
For de af afsnit II omfattede ejendomme svares afgiften af forskellen mellem afståelsessummen og ejendomsværdien ved den første vurdering, efter at ejendommen er overgået til anden anvendelse end landbrug m. v. eller ved den 17. almindelige ejendomsvurdering.
For alle de af afsnit I og II omfattede ejendomme svares afståelsesafgiften dog højst af forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen for ejendommen.
Reglerne om afståelsesafgift finder anvendelse ikke blot ved salg, men tillige ved andre former for afståelse, såsom gaveoverdragelse og ekspropriation. For så vidt angår gavedispositioner træder handelsværdien på overdragelsestidspunktet i stedet for afståelsessummen, når denne er lavere. Ved opgørelsen af det afgiftspligtige beløb indrømmes på sædvanlig måde fradrag for kurstab og handelsomkostninger.
Såfremt ejendommen er erhvervet i nærings- eller spekulationsøjemed, skal der ved afståelsen af ejendommen svares almindelig indkomstskat af fortjenesten. Ved opgørelsen af denne fortjeneste skal fradrages et til frigørelsesafgiften svarende beløb.
Provenuet af frigørelsesafgiften og afståelsesafgiften skulle efter lovforslaget alene tilfalde vedkommende amtskommune og indgå i en særlig fond. Under behandlingen i folketinget blev lovforslaget ændret på dette punkt, således at frigørelsesafgiften og afståelsesafgiften efter loven tilfalder den primærkommune og den amtskommune, hvori ejendommen ligger, med halvdelen til hver.
Primærkommunens anpart af frigørelsesafgiften og afståelsesafgiften hensættes til en fond, hvis midler efter regler fastsat af boligministeren kan anvendes til gennemførelse af byggemodningsarbejder og andre foranstaltninger i forbindelse med bymæssig bebyggelse inden for primærkommunen og til finansiering af primærkommunens overtagelse af fast ejendom i henhold til §§ 8 og 15.
Amtskommunens anpart af afgifterne hensættes til en fond, hvis midler på tilsvarende måde kan udlånes til finansiering af foranstaltninger inden for amtskommunen.
Loven træder i kraft samtidig med loven om by- og landzoner, d. v. s. den 1. januar 1970.
Ved 1. behandling havde Ove Hansen (S) enkelte kritiske bemærkninger til lovforslaget, som han i øvrigt fandt egnet som forhandlingsgrundlag. Han nærede betænkelighed ved reglerne om bondegårdsreglens anvendelse i byzoner og var direkte uenig med ministeren i at lade afgiftsprovenuet tilfalde amtskommunen. Det burde nok overvejes at lade staten eller primærkommunerne stå for forvaltningen af midlerne. Poul Schlüter (KF) var meget positiv i sin omtale af lovforslaget og anførte bl. a., at hans parti i adskillige år havde haft sympati for grundtanken om en frigørelsesafgift. Hauch (V) kunne også anbefale princippet i lovforslaget. Han stillede sig kritisk over for betimeligheden af at opkræve afståelsesafgift i tilfælde af ekspropriation og var som Ove Hansen ikke overbevist om rigtigheden af at lade afgiftsprovenuet tilfalde amtskommunerne. Niels Helveg Petersen (RV) anførte bl. a., at frigørelsesafgiften i den foreslåede form forekom det radikale venstre at være en overordentlig brugbar løsning og et betydningsfuldt fremskridt uden på den anden side at repræsentere virkeliggørelsen af nogen radikal ønskedrøm. Gert Petersen (SF) stillede sig ret kritisk over for lovforslaget, selv om han erkendte de fremskridt, det repræsenterede, herunder anerkendelsen af begrebet „samfundsskabte værdier". Han beklagede, at man fra regeringspartiernes side ikke ville acceptere princippet om ekspropriation til boligformål, og nærede betænkelighed ved den måde, finansieringsproblemet måtte blive søgt løst på. Sigsgaard (VS) spurgte ligesom Gert Petersen, hvorfor det kun var en del af de samfundsskabte værdier, der efter forslaget skulle inddrages, og han anbefalede ekspropriationsadgang til boligbyggeri. Han mente, at lovforslaget ville hæmme udbuddet af jord og ikke give mulighed for en fornuftig og planmæssig byudvikling. Uden for ordførernes rækker talte Fanger (KF), der tilrådede, at man opgav hele jordlovskomplekset, som efter hans opfattelse ville komme til at volde store vanskeligheder. For hans skyld kunne man gerne indføre ekspropriation til boligbyggeri, idet det måske kunne bidrage til en mere planmæssig udnyttelse af arealerne. I sin svartale udtalte den fungerende finansminister (Ninn Hansen) bl. a.:
„Ekspropriation er noget uundgåeligt i et moderne samfund, men det er da min opfattelse, at så længe man kan finde midler, der tager mere hensyn til dem, der er ejere af jord, end ved at gribe ind ved ekspropriation, skal man gøre det, og jeg mener, at den lovgivning, vi har fremlagt, løser spørgsmålene og derved gør det unødvendigt at tage det i forhold til den enkelte ejendomsbesidder langt voldsommere skridt at udsætte ham for en ekspropriation."
Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg. Udvalgsarbejdet resulterede i en række ændringsforslag, som blev stillet af finansministeren og tiltrådt af udvalget, og om hvis indhold i det væsentlige kan henvises til omtalen foran under gennemgangen af lovens indhold. Udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren foreslåede ændringer, men et mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) udtrykte sin beklagelse af, at det ikke havde været muligt at opnå fornøden tilslutning til en udvidelse af det offentliges adgang til ekspropriation.
„Mindretallet finder, at frigørelsesafgiften ville være overflødiggjort, hvis der gennemførtes en lovgivning, hvorefter det offentlige fik ret til, med rimeligt varsel, at overtage landbrugsjord til vurderingspris (efter „bondegårdsreglen"), når det skønnes rationelt ud fra hensynet til en planmæssig udbygning."
Ved 2. behandling blev der udtrykt stor tilfredshed med, at det var lykkedes at opnå bred enighed om lovforslaget. Grünbaum, (S) og Gert Petersen (SF) understregede specielt betydningen af, at anvendelsen af bondegårdsreglen i de nuværende mellem- og inderzoner var blevet tidsbegrænset til 17. alm. vurdering, dvs. til en 12 års periode.
Efter at finansministerens ændringsforslag — herunder et ændringsforslag af redaktionel karakter uden for betænkningen — var vedtaget uden afstemning, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 152 stemmer mod 1 (Fanger (KF)); 5 medlemmer (VS, SA, Rosing (Grønl.) og Djurhuus (Færøerne)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.