L 263 Forslag til lov om ændring af lov om visse hovedlandevejsanlæg i og ved København.

Samling: 1968-69
Status: Bortfaldet
Forslaget bemyndiger ministeren til at anlægge den sydlige indføring af Vestmotorvejen over Avedøre Holme og gennem Kalveboderne i stedet for den hidtil planlagte linjeføring gennem Engstrand Allé. Der gives endvidere trafikministeren bemyndigelse til i samarbejde med de kommunale bestyrelser at træffe beslutning om de allerede eksproprierede arealers anvendelse.

I fremsættelsestalen nævnes det, at daværende trafikminister Svend Horn den 19. januar 1967 nedsatte det såkaldte Kalvebodudvalg til bl. a. at undersøge mulighederne for en ændret linjeføring af den sydlige vestmotorvejs inclføring til København. Selv om Kalvebodudvalget endnu ikke havde afsluttet sit arbejde mente ordføreren for forslagsstillerne at kunne konstatere, at der i udvalget var bred enighed om, at motorvejen igennem Engstrand Allé ud fra mange synspunkter var uheldig. Allerede i forbindelse med vedtagelsen af 1964-loven var der i alle partier betænkelighed ved linjeføringen, som går igennem betydelige bebyggede områder og dermed skaber såvel byplanmæssige, trafikale som støjmæssige problemer for de vestlige kommuner. Siden 1964-lovens vedtagelse var der blevet truffet en principbeslutning om placeringen af den kommende storlufthavn på Saltholm, ligesom der i det såkaldte samejeudvalg var truffet beslutning om udbygning af Vestamager. Den hidtil valgte linjeføring for den sydlige motorvejs indføring vil også skabe en række problemer i forbindelse med etableringen af de kommunale byer på Vestamager. Den væsentligste motivering for at fremsætte lovforslaget var ifølge fremsættelsestalen, at Københavns amtsråd stod over for at skulle udbygge Avedøre havnevej fra vestmotorvejens nordlige gren og ned til industrikvarteret Avedøre Holme. I denne forbindelse skulle der udføres et meget kompliceret og meget kostbart broanlæg med udfletningsanlæg og hvad dertil hører, hvor vestmotorvejens sydlige gren skærer såvel Avedøre havnevej som Gammel Køge landevej. For at undgå bekostelige projekteringsudgifter og senere endnu mere bekostelige anlægsudgifter til et vejanlæg, som af såvel planlæggere som af de to kommunalbestyrelser i Glostrup og Hvidovre var anset for højst uheldigt, var det nødvendigt at man allerede på nuværende tidspunkt traf beslutning om opgivelse af den hidtil valgte linjeføring til fordel for linjeføringen over Avedøre Holme.

På grund af den sene fremsættelse kom forslaget ikke til 1. behandling.