L 256 Forslag til lov om ændring af lov om kommunale valg.

(Repræsentanter for visse personer uden fast bopæl i kommunen).

Af: Poul Dam (SF) , Gunhild Due (SF) , Ove Krog Hansen (SF) og Morten Lange (SF)
Samling: 1968-69
Status: Bortfaldet
Lovforslaget tilsigter en løsning af de problemer, der opstår ved, at et betydeligt antal medborgere i alle samfundsgrupper har erhvervet sommerhuse og andre former for fast ejendom uden for den kommune, hvori de pågældende personer har fast bopæl, og at disse menneskers ejendomsskatter fastsættes, uden at de har nogen indflydelse på fastsættelsen eller på, hvorvidt vedkommende kommuner anvender de indkomne beløb til løsning af offentlige opgaver, som sommerhusejerne eller andre grundejere har særlig interesse i.

Der foreslås i lov om kommunale valg indsat følgende nye bestemmelse:

„I kommuner, hvor mindst 10 pct. af de kommunale skatter udskrives på fast ejendom, hvis ejere ikke har bopæl i kommunen, tiltrædes kommunalbestyrelsen i sager, der vedrører den tekniske forvaltning, kommunens budget og regnskab samt skatteudskrivningen, af en repræsentant for de uden for kommunen boende grundejere, valgt efter reglerne i § 28."

Ordningen er betinget af, at mindst 50 pct. af de valg- berettigede deltager i den foranstaltede afstemning.

Stemmeretten er tildelt den pågældende ejer, således at ingen kan udøve stemmeret for mere end én ejendom i en kommune, og at der ved fælleseje kun kan udøves stemmeret af én af ejerne. Udlejningsejendomme er ikke omfattet af ordningen, og det samme gælder ejendomme, der åbenbart er udbudt til salg.

Ved valgets opgørelse konstateres først, hvilken kandidatliste der har fået flest stemmer, og derefter, hvorledes stemmerne på denne liste fordeler sig på de enkelte kandidater. Den kandidat på den vindende liste, der har fået flest stemmer, erklæres for valgt, og listens øvrige kandidater erklæres for stedfortrædere i rækkefølge efter deres stemmetal.

Lovforslaget blev ved 1. behandling i folketinget behandlet sammen med torslag til lov om ændring af Danmarks Riges Grundlov m. fl. lovforslag, se side 595.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning.
Partiernes ordførere
Niels Matthiasen (S), Knud Bro (KF), Ole Samuelsen (RV), Poul Dam (SF) og Svend Erik Kjær Rasmussen (VS)