Ved loven er med virkning fra den 1. oktober 1969 gennemført følgende ændringer:

1. Invaliditeter på 25 pct. og derover hos skadede, der hører til grupper, hvor man erfaringsmæssigt har været udsat for en helt usædvanlig hård belastning, betragtes som en følge af besættelsestidens forhold, medmindre det er åbenbart, at der ikke kan være en sådan forbindelse. De grupper, der skal kunne henføres til denne milde bevisregel, er følgende: Personer der,

1) har været deporteret til fængsel eller koncentrationslejr i udlandet,

2) har været tjenstgørende i mindst 6 måneder på danske eller udenlandske skibe under allieret kontrol i krigsfarvand,

3) har været aktivt engageret her i landet uden afbrydelse i mindst 1 år i organiseret modstandsarbejde, der har medført særlig hård fysisk eller psykisk belastning, eller

4) efter mindst 6 måneders aktiv deltagelse i organiseret modstandsarbejde her i landet har været interneret i tyske fængsler eller lejre i Danmark og herunder har været udsat for usædvanlig hårde psykiske belastninger.

2. Det sikres tillige, at enker efter de ovennævnte 4: persongrupper kan opnå efterladteerstatning efter den samme milde bevisregel, som foreslås at skulle gælde for den skadelidte selv.

3. Der er endvidere givet direktoratet for ulykkesforsikringen adgang til at yde forskud på erstatninger, ligesom det I. er bestemt, at der i et vist omfang ved sagers genoptagelse ses bort fra tidligere ydet, kapitaliseret erstatning.

5. Endelig er begravelseshjælpen blevet forhøjet.

De under 3-5. nævnte ændringer har virkning fra den 1. april 1969.

Det forelagte lovforslag var mindre vidtgående, idet det kun indeholdt bestemmelser om direktoratets adgang til at yde forskud på erstatninger, forhøjelse af begravelseshjælp samt adgang til ved genoptagelse af sager i et vist omfang at bortse fra tidligere ydede kapitaliserede erstatninger.

Det fremgik imidlertid af socialministerens udtalelser ved lovforslagets fremsættelse, at man havde de senere i lovforslaget indarbejdede bestemmelser under overvejelse.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse, men det blev stærkt fremhævet, at de nævnte overvejelser burde fremskyndes så meget, at ændringsforslag kunne stilles.

Vedrørende baggrunden for den under nr. 1 nævnte ændring bemærkes at loven om erstatning til besættelsestidens ofre i sin hidtidige affattelse og direktoratet for ulykkesforsikringens praksis gradvis er søgt tilpasset erfaringerne om følgesygdomme efter ophold i tyske koncentrationslejre. Det er herefter en forudsætning for erstatningstilkendelse, at der var sammenhæng mellem besættelsestidens påvirkning og invaliditeten eller dødsfaldet, idet den konstaterede lidelse begrunder krav på erstatning, når lidelsen ikke med overvejende sandsynlighed kan tilskrives andre forhold end dem, ansøgeren levede under i besættelsestiden.

Det er efterhånden, som de af loven omfattede personer er kommet op i årene, imidlertid blevet vanskeligt at skeme mellem, om en tilstedeværende invaliditet kan tilskrives besættelsestiden eller må tilskrives almindelig alderdomssvækkelse, og problemerne samler sig navnlig om sygdomme, som opstår på så sent et tidspunkt, at det ud fra de nuværende lægelige erfaringer er tvivlsomt, om de kan henføres til besættelsestidens forhold.

Lovforslaget blev ved 3. behandling enstemmigt vedtaget.