L 201 Lov om ændring i lov om revalidering.

(Om udskydelse af lovens revision m. v.).

Af: Socialminister Nathalie Lind (V)
Samling: 1968-69
Status: Stadfæstet
Lov nr. 78 af 13-03-1969
Ved gennemførelsen af ændringerne i revalideringsloven i 1966, hvorved man oprettede direktoratet for revalidering og forsorg, blev det bestemt, at loven skulle revideres i folketingsåret 1968-69. Ved den skriftlige fremsættelse af lovforslaget henviste socialministeren til en foretagen undersøgelse af den erhvervsmæssige situation for revalidenderne ved revalideringscentrene for Odense, Svendborg og Ringkøbing amter, som havde vist tilfredsstillende forhold, ligesom socialministeren henviste til, at arbejdet i socialreformkommissionen, som også omfatter spørgsmål vedrørende revalidering, ville blive fremskyndet. På baggrund heraf fandt ministeren, at lovrevisionen burde udskydes til folketingsåret 1974-75, således som det fremgik af lovforslaget, der tillige indeholdt forslag om ændring af amtsrevalideringsudvalgets sammensætning på baggrund af arbejdet med kommunalreformen.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse ved 1. behandling og henvistes til behandling i et udvalg, som i sin enstemmige betænkning stillede et af socialministeren tiltrådt ændringsforslag, hvorefter loven tages op til revision allerede i folketingsåret 1971-72. Udvalget begrundede ændringsforslaget med, at socialreformkommissionens synspunkter ville være kendt til dette tidspunkt.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt med 114 stemmer, idet 2 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Th. Mikkelsen (S), Ulla Worm (KF), Lis Møller (KF), Aage Valbak (RV), Kurt Brauer (SF) og Svend Erik Kjær Rasmussen (VS)