Ved loven er gennemført følgende ændringer med virkning fra 1. oktober 1969 for så vidt angår dagpenge til lønarbejdere. Dagpengesatsen for forsørgere er forhøjet til 67 kr. 50 øre, svarende til det pr. 1. april 1969 gældende maksimum for dagpenge under arbejdsløshed. Satserne for dagpenge til ikke-forsørgere er forhøjet i samme forhold som for forsørgere til henholdvis 54 kr. for ikke-forsørgere over 18 år og 27 kr. til ikke-forsørgere under 18 år. Det særlige tillæg til lønarbejderdagpenge på 1 kr., når sygdommen varer ud over 3 uger, der blev gennemført som kompensation for merværdiafgiftsforhøjelsen, er ophævet. Samtidig er arbejdernes og arbejdsgivernes bidrag til dagpengefonden forhøjet til henholdsvis 5,5 øre og 11 øre pr. arbejdstime. Adgangen til at oppebære dagpenge er udvidet til at omfatte 312 arbejdsdage inden for et tidsrum af 2 år, medens der tidligere har været fastsat et maksimum på 156 dage inden for 12 på hinanden følgende måneder.
Med virkning fra samme dato er satsen for de frivillige dagpenge ligeledes forhøjet til 67 kr. 50 øre ligesom maksimum for lntsmødre er forhøjet til 30 kr., hvorimod man har afstået fra at forlænge den periode, hvori dagpenge kan oppebæres, under hensyn til den fordyrelse, dette ville medføre for medlemmerne, der selv betaler 3/4 af udgifterne ved forsikringen.
Det fremgik af ministerens skriftlige fremsættelse, at regeringen er fuldt opmærksom på, at en mere varig løsning må bestå i, at dagpengene i højere grad end efter de gældende regler er afpasset efter den enkeltes indtægtstab på grund af sygdom, arbejdsløshed eller ulykke. En sådan ordning forudsætter imidlertid, at bidragenes størrelse afpasses efter dagpengenes størrelse, og den rejser i det hele taget en lang række problemer, både finansielle og administrative. Disse spørgsmåls overvejelse burde afventes.
Lovforslaget fik tilslutning af ordførerne for regeringspartierne: Simonsen (KF), P. E. Eriksen (V) og Valbak (RV), medens Helge Nielsen (S), Ove Munch (SF), Kjær Rasmussen (VS) og Hanne Reintoft (u. p.) ikke fandt det vidtgående nok.
I overensstemmelse med det af Helge Nielsen ved 1. behandling udtalte stillede et mindretal i betænkningen (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) en række ændringsforslag, som blev tiltrådt af et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget). Ændringsforslagene gik ud på følgende:
Forhøjelse af grænsen for dagpengenes størrelse i forhold til den pågældendes arbejdsindtægt, således at de højst kan andrage 9/10 af medlemmets daglige fortjeneste mod tidligere 4/5. Forhøjelsen måtte navnlig anses for påkrævet af hensyn til de lavestlønnede.
Ophævelse af bestemmelsen om, at dagpengehjælpen i forbindelse med anden pengehjælp, som medlemmet måtte oppebære under sygdom, ikke må overstige 9/10 af medlemmets sædvanlige arbejdsindtægt. Som grænse for ydelserne skulle herefter gælde et beløb svarende til medlemmets sædvanlige arbejdsindtægt.
Ophævelse af bestemmelsen om, at dagpenge ikke udbetales de første 6 udbetalingsdage (ventetid) for hver sygeperiode.
Fastsættelse af et grundbeløb for dagpengenes størrelse svarende til det i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven gældende maksimumsbeløb, indførelse af en bestemmelse om automatisk regulering af dagpengenes størrelse, også svarende til arbejdsløshedsforsikringens. Ved regulering af grundbeløbet ville dagpengene andrage 67,50 kr. pr. dag, svarende til lovforslagets. Indførelsen af en sådan automatisk regulering måtte anses for nødvendig, da den hidtil gældende reguleringsform, som indebærer fremsættelse af lovforslag hvert 3. år, har medført betydeligt „efterslæb".
Ophævelse af de lavere satser for dagpenge til ikke-forsørgere („andre lønarbejdere") og til „andre lønarbejdere" under 18 år.
Dagpengene til den sidstnævnte gruppe vil dog hyppigt blive nedsat som følge af 9/10-grænsen".
Ændringsforslagene omfattede såvel dagpenge til lønarbejdere som frivillige dagpenge.
Uden for betænkningen stillede et mindretal (Kjær Rasmussen og Sigsgaard (VS) et ændringsforslag, hvorefter såvel dagpenge til lønarbejdere som dagpenge til andre end lønarbejdere kunne andrage 100 pet. af den pågældendes arbejdsindtægt.
Samtlige ændringsforslag blev forkastet ved 2. behandling, hvorefter lovforslaget blev enstemmigt vedtaget ved 3. behandling.