L 170 Lov om ændring af lov om bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse.

Af: Minister for statens lønnings- og pensionsvæsen Aage Hastrup (KF)
Samling: 1968-69
Status: Stadfæstet
Lov nr. 261 af 04-06-1969
Lovændringen havde sammen med den tilsvarende lovændring af lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd sammenhæng med den samtidig vedtagne lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Loven om bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse og lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd indeholder enslydende regler om forudsætningerne for, at en fraskilt hustru kan bevare sin ret til enkepension, når ægteskabet er opløst ved skilsmisse. Det er efter disse bestemmelser et vilkår for at bevare enkepensionsretten, at ægteskabet skal have bestået i mindst 5 år, og at der ved skilsmissen tillægges hustruen underholdsbidrag. For så vidt der herefter tilkommer den fraskilte hustru ret til enkepension, skal der i skilsmissebevillingen eller -dommen optages en udtrykkelig bestemmelse herom, og denne afgørelse kan ifølge de hidtil gældende lovbestemmelser ikke ændres i medfør af § 71 i loven af 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsning.

I den nye lov om ægteskabs indgåelse og opløsning findes regler, der åbner mulighed for under visse forudsætninger at foretage ændring ved dom af aftale ægtefællerne imellem om bidragspligten efter separation og skilsmisse, og endvidere indeholder loven ændrede bestemmelser, som træder i stedet for § 71 i den nugældende ægteskabslov om forudsætningerne, for at ændre fastsatte vilkår med hensyn til bidrag til ægtefællen.

På denne baggrund er henvisningen i de to love til ægteskabslovens § 71 erstattet med en henvisning til de nye regler i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Herved sikres, at ændringer, der måtte finde sted med hensyn til forpligtelsen til at svare underholdsbidrag til den fraskilte hustru, ikke får indflydelse på hendes pensionsmæssige stilling, der fortsat vil være afhængig af, om der ved skilsmissen påhviler manden bidragspligt over for hustruen.

Under folketingets behandling af lovforslagene blev derind ført en bestemmelse om, at der kun skulle optages en bestemmelse i bevillingen eller dommen om hustruens ret til enkepension, såfremt der ifølge aftale mellem ægtefællerne ikke skal tilkomme hustruen enkepension, uanset at hun efter de almindelige regler ville være berettiget hertil. Ifølge den hidtil gældende ordning blev der stillet krav om, at der, for så vidt den fraskilte hustru har ret til enkepension, skal optages en udtrykkelig bestemmelse herom i bevillingen eller dommen.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt ved 3. behandling med 149 stemmer.
Partiernes ordførere
K. Axel Nielsen (S), Hanne Budtz (KF), Merete Bjørn Hanssen (V), Rigmor Christensen (RV), Poul Dam (SF) og Svend Erik Kjær Rasmussen (VS)