Loven, der træder i kraft den 1. april 1970, indeholder ændringer i lov nr. 214 af 11. april 1949 — vandløbsloven — og lovens indhold er i princippet i overensstemmelse med det lovforslag, der blev fremsat både i l. og i 2. samling i folketingsåret 1967-68 og hvorom kan henvises til omtalen på side 438-443 i folketingsårbog 1967-68.

Ved loven tilstræbes en udbygning af reglerne om vand- løbsretternes virksomhed til beskyttelse af vandløb og havet mod forurening. Til gengæld begrænses retternes arbejde med de konkrete sager på områder, der er uden betydning for recipientbeskyttelsen, dels ved at det kan overlades til kommunerne selv at træffe bestemmelse om de lokale rørledninger, gennem hvilke spildevandet skal samles og føres til det af landvæsenskommissionen godkendte rensningsanlæg, dels ved at loven overlader til de kommunale myndigheder at ordne anlæggenes finansiering på en måde, der svarer til, hvad der er almindeligt ved andre offentlige anlæg og værker. Samtidig gøres det klart, at det er kommunerne, der har ansvaret for, at planlægningen og udførelsen af spildevandsanlæg følger den almindelige bebyggelsesplanlægning. Det vil herved være af stor betydning, at de nye amtsråd som tilsynsmyndighed får mulighed for og anledning til at følge kommunernes bestræbelser for at medvirke til et godt samarbejde mellem primærkommuner, som af tekniske grunde bør arbejde sammen om løsning af fælles spildevandsafledning og rensning.

Under hensyn til kommunernes selvstændige stilling med hensyn til de økonomiske spørgsmål er det overladt til kommunerne selv at fastsætte en rimelig betaling for henholdsvis regulativer og visse attester.

Det er præciseret, at grundejernes bidrag til spildevandsanlæg, hvorom reglerne kan fastsættes i en kommunal vedtægt, i princippet forfalder til betaling fra det tidspunkt, landvæsens- kommissionen har godkendt, at arbejderne iværksættes. Under arbejder, som ofte har en lang anlægsperiode, vil kommunerne herigennem opnå en lettelse af finansieringen.

I loven er indarbejdet en række ændringer som følge af lov nr. 233 af 31. maj 1968 om kommunernes styrelse, dels rene formaliteter som f. eks. ændring af „sognevandløb" til „kommunevandløb", dels regler for de administrative opgavers fordeling mellem primærkommuner og amtsråd inden for vandløbslovens område.

Under lovforslagets behandling i folketinget blev vedtaget ikke mindre end 42 ændringsforslag, som dog i vidt omfang var af redaktionel eller teknisk karakter.

Af de øvrige ændringer skal specielt nævnes ophævelsen af vandløbslovens §§ 36 a-36 g vedrørende statsrefusion af 50 pct. af kommunernes udgifter til vedligeholdelse af offentlige vandløb. Denne ændring, der får virkning fra og med finansåret 1970-71, er et led i den nye byrdefordeling staten og kommunerne imellem.

Kravene til regulativers indhold blev begrænset til kun at omfatte spildevandsanlæggets hovedtræk.

Det blev yderligere præciseret, at vandløbsrettens behandling af spildevandsprojekter særligt skal tilgodese vandområdernes beskyttelse mod forurening.

Endelig skal her nævnes, at forbudet mod "afløb fra ensilagebeholdere og ajlebeholdere" i § 5, stk. 1, nr. 3 blev udvidet til at gælde "ensilagesaft og ajle".

Ved 1. behandling modtoges lovforslaget med velvilje af de forskellige partiers ordførere, der i det store og hele henviste til deres udtalelser ved lovforslagets første 1. behandling (se folketingsårbog 1967-68, side 497)..Både Morten Lange (SF), Kjær Rasmussen (VS) og Hanne Reintoft (u.p.) omtalte det ønskelige i en mere effektiv lovgivning og en bedre planlægning og lovkoordinering. Om det sidste spørgsmål understregede landbrugsministeren, at vel har vandløbsloven, landvindingsloven og grundforbedringsloven en meget nøje sammenhæng, men dog næppe så meget, at de dermed forbundne problemer bør løses i en og samme lov.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, som i betænkningen bl. a. anførte følgende:

„Udvalget har med landbrugsministeren drøftet formuleringen af den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 3, og et flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem) er herefter enig om at ændre „afløb fra ensilagebeholdere og ajlebeholdere" til „ensilagesaft og ajle", fordi en klar regel må foretrækkes. Udvalgets flertal finder det ikke nødvendigt at forbyde afløb af møddingsvand i § 5, stk. 1, nr. 3. Møddingsvand vil oftest i det væsentlige bestå af regnvand og derfor være uskadeligt. I de tilfælde, hvor denne forudsætning viser sig urigtig, vil forholdet være omfattet af § 5, stk. 1, nr. 4. Et mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) er med udvalgets flertal enig i, at „afløb fra ensilagebeholdere og ajlebeholdere" i § 5, stk. 1, nr. 3, bør ændres til "ensilagesaft og ajle", men finder, at bestemmelsen yderligere bør omfatte møddingsvand, som efter mindretallets opfattelse kan være stærkt forurenende og ødelæggende for vandløbets naturlige tilstand. Mindretallet har herom stillet nedenstående ændringsforslag nr. 3. - - -.

Udvalget har overvejet, om der i lovens tekst burde medtages en bestemmelse om, at dambrug skal forsynes med egnede foranstaltninger til at sikre, at forurenende stoffer i afløbet tilbageholdes inden afledningen til vandløb. Udvalget er med ministeren enig i, at de fornødne regler i det enkelte tilfælde fastsættes i vandløbsrettens kendelse. Ældre kendelser vedrørende bestående anlæg vil kunne tages op til revision, såfremt kendelsernes bestemmelser ikke sikrer tilfredsstillende forhold for vandløbet. Hvis erfaringerne i landbrugs- og fiskeriministerierne og hos de kommunale myndigheder taler for fastsættelse af almindelige regler, vil dette kunne ske i henhold til den foreslåede § 71, stk. 3, jfr. § 5 a, stk. 1, hvorefter afløb fra dambrug behandles efter reglerne for spildevandsanlæg i lovens kap. XI.

Udvalget har endvidere overvejet, om der i lovens tekst burde medtages en bestemmelse om, at afskåret grøde skal fjernes fra vandløbene. Et flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem) er med landbrugsministeren enig i, at amtsråd og kommunalbestyrelser i medfør af § 12, stk. 1, litra d, kan fastsætte det fornødne herom i regulativerne for de offentlige vandløb. Hvis kommunen ikke ønsker at træffe sådan bestemmelse, kan de i vandløbet interesserede indbringe spørgsmålet for vandløbsretten, der efter lovens § 36 om fornødent vil kunne bestemme, at den hidtidige vedligeholdelse skal udvides til også at omfatte optagelse af grøden. Kommunalbestyrelsen kan under en sådan sag eller under en særlig sag efter § 36, stk..1, få vandløbsrettens afgørelse for, at de i grøde- optagningen interesserede pålignes et efter forholdene afpasset bidrag til den fremtidige vedligeholdelse. Vandløbsrettens afgørelse skal optages i regulativet efter § 12, stk. 1, litra c. Udvalget henstiller, at landbrugsministeren i det omfang, det er muligt, foranlediger, at de kommunale myndigheder drager omsorg for, at den afskårne grøde, der fremkommer ved vedligeholdelsen af offentlige vandløb, optages så effektivt, som det er muligt. Et mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) er af den opfattelse, at det bør fastslås i lovens tekst, at afskåret grøde skal fjernes fra vandløbene, og stiller herom nedenstående ændringsforslag nr. 22.

Med hensyn til hegning langs vandløb finder udvalget, at landvæsens nævnene kan træffe bestemmelse om hegn langs private vandløb gennem arealer, der benyttes til løsdrift, samtidig med at nævnet træffer bestemmelse om vandløbets regulering eller dets vedligeholdelse. For offentlige vandløbs vedkommende kan vedkommende kommunalbestyrelse fastsætte de nødvendige bestemmelser om hegning i henhold til lovens § 12, stk. 1, litra d, og § 36, stk. /. Udvalget kan tiltræde det nedenfor af landbrugsministeren som nr. 24 stillede ændringsforslag, hvorefter kommunalbestyrelsen kan foretage afhjælpning på den forsømmelige lodsejers bekostning, hvis krav om hegning ikke efterkommes. Udvalget er endvidere med landbrugsministeren enig i, at tvistigheder mellem en bredejer og kommunalbestyrelsen om hegnsforpligtelsens omfang afgøres af vandløbsretten.

Udvalget har med landbrugsministeren drøftet mulighederne for at give vandløbsloven gyldighed for København. Udvalget har modtaget en redegørelse for den i København gældende lovgivning om vandafledning og henstiller til landbrugsministeren, at der optages drøftelser med Københavns kommunalbestyrelse om en modernisering af den københavnske vandafledningslovgivning med det sigte, at der hidføres ensartede regler i København og det øvrige land.

Et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) er med landbrugsministeren enig i de af ministeren fremsatte ændringsforslag vedrørende ophævelse af statens refusion af 50 pct. af kommunernes udgifter til vedligeholdelse af offentlige vandløb m. m. Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke tiltræde disse ændringsforslag under henvisning til, at problemerne i forbindelse med den fremtidige byrdefordeling i øvrigt endnu ikke har fundet sin løsning."

Ud over de i det foregående omtalte ændringsforslag stillede socialistislc folkeparti yderligere følgende ændringsforslag i betænkningen:

I § 2 foresloges indsat en bestemmelse om, „at det påhviler vandløbsretterne at påse, at fredningsinteresser og andre almene hensyn tilgodeses, forinden tilladelser i henhold til nærværende lov gives."

Afløb fra stalde i henhold til § 5 b, stk. 2 foresloges forbudt og rensning af dræn ved trykanordning foresloges indskrænket til tiden 1. november til 1. april.

Endvidere foresloges at vandløbets minimumsvandføring ved oprettelse af dambrug på intet tidspunkt må nedsættes til under 1/3' Mindretallet foreslog at pålægge staten samtlige anlægsudgifter til spildevandsanlæg, såfremt udgifterne forøges som følge af:

1. statslige myndigheders indgriben i henhold til § 72 og § 74, i benhold til lovgivningen om by- og egnsplanlægning og byudvikling eller om fredning af områder, herunder vandløb, søer og stande, som er af betydning for almenheden som rekreative områder,

2. at søer og vandløb, der berøres af spildevandsanlægget, af indenrigsministeriet er betegnet som værende af sandsynlig betydning for befolkningens fremtidige, almindelige forsyning med vand.

Endelig foreslog mindretallet, at alle bøder, der skyldes overtrædelse af vandløbsloven, skulle tilfalde Fiskeriorganisationernes Sama,rbejdsudvalg mod Vandforurening.

Ved 2. behandling erklærede alene Kjær Rasmussen (VS) sig rede til at støtte de af SF stillede ændringsforslag.

Hanne Reintoft (u.p.) omtalte indgående faren ved de mange giftstoffers indvirkning på den nuværende og næste generations liv, og hun henstillede til regering og folketing at tage disse problemer med ind i 10vgivningsarbejdet. Landbrugsministeren oplyste, at. man i regeringen arbejdede med disse spørgsmål, men han fandt, at de hørte hjemme i en sammenhæng af lidt anden karakter end nærværende lov.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 145 stemmer; 2 medlemmer (Grl. og SA) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.