F 4 Hvilke oplysninger kan udenrigsministeren give om den udenrigspolitiske situation?

Til: Udenrigsminister Poul Hartling (V)
Samling: 1968-69
Status: Foretaget
Samtidig anmeldtes de to forespørgsler til udenrigsministeren, ministeren for nedrustningsspørgsmål, forsvarsministeren og ministeren for europæiske markedsanliggender af Per Hækkerup m. fl. (nr. 3) og til udenrigsministeren og forsvarsministeren af Gert Petersen m. fl. (nr. 5).

Sammen med denne sag foretoges de nævnte to forespørgsler.

Efter at ordførerne for forespørgerne Per Hækkerup (S) (Forespørgsel nr. 3) og Gert Petersen (SF) (Forespørgsel nr. 5) kort havde motiveret forespørgslerne, afgav udenrigsministeren en indgående redegørelse for den udenrigspolitiske situation. Ministeren for nedrustningsspørgsmål fremsatte i sit svar nogle bemærkninger på nedrustningsområdet. Forsvarsministeren redegjorde for den sikkerhedspolitiske situation, og ministeren for europæiske markedsanliggender gav en kort redegørelse for de vigtigste træk af udviklingen siden den sidste markedsdebat i tinget den 14. maj.

Forespørgslerne gav anledning til en meget langvarig og indgående debat i folketinget, hvorunder følgende ministre havde ordet:

Statsministeren, udenrigsministeren, ministeren for nedrustningsspørgsmål, forsvarsministeren og ministeren for europæiske markedsanliggender.

Følgende medlemmer deltog i forhandlingerne: Per Hækkerup (S), Ivar Nørgaard (S), Poul Schlüter (KF), Per Federspiel (V), Stinus (RV), Gert Petersen (SF), Poul Dam (SF), Sigsgaard (VS), Kjær Rasmussen (VS) og Kai Moltke (u. p.). Endvidere talte følgende medlemmer: Frode Jakobsen (S), J. O. Krag (S), Anders Andersen (V), Svend Haugaard (RV), Skovmand (RV) og Hanne Reintoft (u. p.).

Under forhandlingerne stilledes en række forslag om motiveret dagsorden:

Poul Dam (SF) stillede følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1197):

„Idet folketinget udtaler, at styrkelsen af FN må være et centralt mål for dansk udenrigspolitik, fordi alene FNs myndighed kan sikre og fastholde verdensfreden,

opfordrer det regeringen til

1) at gennemføre en meget væsentlig forøgelse af Danmarks finansielle bidrag til FNs virksomhed samt

2) at pålægge den danske delegation til FN at revidere sin holdning, så den mere konsekvent stiller sig solidarisk såvel med de nye staters bestræbelser for at opnå ligeberettigelse med de mere begunstigede lande som med de frihedsbevægelser, der kæmper for folkeslagenes selvbestemmelsesret og politiske frihed, og går hermed over til næste sag på dagsordenen."

Kjær Rasmussen (VS) stillede følgende forslag (F. sp. 1215): „Folketinget opfordrer regeringen til at foranledige, at alternativer til Danmarks nuværende sikkerhedspolitik undersøges med henblik på at indgå som valgmuligheder i en folkeafstemning,

og går hermed over til næste punkt på dagsordenen."

Per Hækkerup (S) stillede følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1265):

„Folketinget opfordrer regeringen til,

at spørgsmålet om arten af de våben, der anvendes mod befolkningen i Portugisisk Afrika, tages op på det kommende NATO-udenrigsministermøde,

at Nigeria-Biafra spørgsmålet af den danske regering tages op i FN med henblik på våbenleverancernes ophør og krigshandlingernes standsning,

at NATO-landes våbenleverancer til Grækenland og andre europæiske diktaturlande søges standset ved, at sagen rejses i NATOs ministerråd,

at der oprettes et dansk handelskammer i DDR,

at der foretages en generel ophævelse af kontrolrådspasordningen for borgere fra DDR,

og fortsætter derefter debatten."

Endelig stillede Poul Schlüter (KF) på de tre regeringspartiers vegne følgende dagsordensforslag (F. sp. 1272):

„Idet folketinget tager ministrenes redegørelser til efterretning, udtaler folketinget, at styrkelsen af FN må være et centralt mål for den danske udenrigspolitik, og opfordrer regeringen til at fortsætte den allerede indledte politik for at styrke FN på alle områder.

Folketinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Forinden afstemningerne om dagsordensforslagene fandt sted, overrakte Per Hækkerup (S) formanden en henvendelse af følgende indhold (F. sp. 1307):

„I henhold til forretningsordenens § 34 forlanger undertegnede 17 medlemmer det af hr. Per Hækkerup stillede forslag til afstemning først."

Henvendelsen var underskrevet af 17 medlemmer af folketinget. I forretningsordenens § 34 står der:

„Afstemningernes omfang, orden og indbyrdes forhold bestemmes af formanden eller, såfremt 17 medlemmer forlanger det, af tinget, efter at et af de 17 medlemmer og formanden hver én gang har udtalt sig."

Efter at formanden havde spurgt, om nogen ønskede at udtale sig om henvendelsen, udtalte J. O. Krag (S):

„Det dagsordensforslag, der er fremsat af hr. Per Hækkerup på socialdemokratiets vegne, indeholder en række henstillinger til regeringen, som ikke er indeholdt i noget andet forslag, der er fremsat. Så må det være rigtigt, at det kommer til afstemning, og jeg skal henstille til formanden, at det sættes til afstemning nu."

Herefter meddelte formanden følgende:

„Jeg vil gerne meddele, at jeg foreslår at følge tingets faste praksis, hvorefter dagsordensforslag sættes til afstemning efter en bedømmelse af, hvilket dagsordensforslag formanden skønner der er flertallets, men efter den henstilling, der her er sket, skal der nu foretages en afstemning om, hvorvidt vi stadig skal følge denne hidtidige normale praksis."

Formandens forslag om afstemningsrækkefølgen vedtoges med 92 stemmer mod 70; 1 medlem tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.

Efter afstemningen udtalte Per Hækkerup (S):

„Jeg vil gerne, hr. formand, trække mit forslag om motiveret dagsorden tilbage og bede om tilladelse til at stille et ændringsforslag til regeringspartiernes forslag til dagsorden.

Regeringspartiernes forslag til dagsorden lyder:

„Idet folketinget tager ministrenes redegørelser til efterretning, udtaler folketinget, at styrkelsen af FN må være et centralt mål for den danske udenrigspolitik, og opfordrer regeringen til at fortsætte den allerede indledte politik for at styrke FN på alle områder.

Folketinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Mit ændringsforslag går ud på, at der før sidste punktum indsættes følgende:

„Folketinget opfordrer regeringen til,

at spørgsmål om arten af de våben, der anvendes mod befolkningen i Portugisisk Afrika, tages op på det kommende NATO-udenrigsministermøde,

at Nigeria-Biafra spørgsmålet af den danske regering tages op i FN med henblik på våbenleverancernes ophør og krigshandlingernes standsning,

at NATO-landenes våbenleverancer til Grækenland og andre europæiske diktaturlande søges standset ved, at sagen rejses i NATOs ministerråd,

at der oprettes et dansk handelskammer i DDR,

at der foretages en generel ophævelse af kontrolrådspasordningen for borgere fra DDR.""

Da ingen efter formandens forespørgsel ønskede at optage det tilbagetagne forslag om motiveret dagsorden, var det bortfaldet.

Derefter spurgte Bernhard Baunsgaard (RV), hvordan formanden så på et ændringsforslag af denne art, idet der, så vidt han kunne skønne, blot var tale om en samarbejdning af to dagsordensforslag.

Efter at formanden havde meddelt, at hans afgørelse var, at forslaget var et ændringsforslag, bad Bernhard Baunsgaard om udsættelse af forhandlingerne. Formanden afbrød efter denne henstilling forhandlingen og udsatte mødet.

Ved afstemningen forkastedes det af Per Hækkerup stillede ændringsforslag til forslag om motiveret dagsorden af Poul Schlüter med 91 stemmer mod 67.

Forslaget om motiveret dagsorden af Poul Schlüter vedtoges med 91 stemmer mod 2; 65 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Hermed bortfaldt det af Poul Dam stillede forslag om motiveret dagsorden og det af Kjær Rasmussen stillede forslag om motiveret dagsorden.
Partiernes ordførere
Ivar Nørgaard (S), Per Hækkerup (S), Poul Schlüter (KF), Per Federspiel (V), Arne Stinus (RV), Poul Dam (SF), Kai Moltke (UFG), Gert Petersen (SF), Svend Erik Kjær Rasmussen (VS) og Erik Sigsgaard (VS)