Om baggrunden for forespørgslen udtalte ordføreren for forespørgerne, Aksel Larsen (SF), bl. a.:

„ ..... Denne forespørgsel er foranlediget af, at regeringen med tilslutning af et flertal i finansudvalget med øjeblikkelig virkning for finansåret 1968-69 har forhøjet bevillingen til landbrugets dispositionsfond med 100 mill. kr., hvortil kommer en yderligere bevilling til udlån til yngre landmænd på 25 mill. kr.

Hvad sidstnævnte bevilling angår, er der i loven herom ikke fastsat nogen beløbsramme, men kun almindelige bestemmelser for støtten.

Hvad bevillingen på de 100 mill. kr. angår, er forholdet imidlertid det, at bevillinger til landbrugets dispositionsfond er fastlagt i lov om afsætning af danske landbrugsvarer m. m. vedtaget af folketinget 2. juni 1967. Det er i denne lovs § 7 udtrykkeligt fastsat, hvor stort et beløb der maksimalt i finansåret 1968-69, altså indeværende finansår, kan udbetales til landbrugets dispositionsfond, og det turde være klart, at en ændring af loven og dennes enkelte paragraffer kun kan ske ved ny lov vedtaget af folketinget. Der kan derfor efter forespørgernes mening ikke være tvivl om, at såvel regeringen som finansudvalgets flertal har handlet i strid med grundloven og dansk statsretlig sædvane ......"

Aksel Larsen bemærkede videre, at det hidtil havde været den almindelige opfattelse, at der ikke burde lovgives på finansloven. Der var dog grænsetilfælde. Man havde således stedse ment, at folketinget var i stand til ved tekstanmærkning til finansloven at forhøje eller formindske en i medfør af lov fastsat bestemt bevilling til et formål. Dette kunne imidlertid ikke i nogen måde bemyndige regeringen eller finansudvalget til at ændre lovparagraffer eller forøge lovbestemte bevillinger.

Den praksis, som af statsministeren var omtalt i en brevveksling med socialistisk folkepartis folketingsgruppe, ville betyde, at regeringen og finansudvalget var totalt enerådende med hensyn til statens udgifter. Man kunne aflyse de fleste folketingsmøder og undlade de fleste afstemninger i folketinget.

I det foreliggende tilfælde forelå der endvidere et brud på eller en ændring af lovgivningen om pristallet, som måtte betegnes som pristalsfusk eller forvridning af lovgivningen og lovgivningens hensigt.

Endelig måtte det anføres, at regeringen havde haft god tid til at komme med sagen i folketinget og søge den gennemført, inden dette sluttede sit arbejde. I stedet var man gået til finansudvalget den 3. september, altså 4 uger før folketinget skulle træde sammen.

Statsministeren bestred i sit svar, at regeringen skulle have handlet forfatningsstridigt ved at afholde en udgift på 100 mill. kr. alene på grundlag af tilslutning i folketingets finansudvalg.

„Der har igennem årene", udtalte statsministeren „udviklet sig en praksis, som vel næppe kan siges at være fuldstændig i overensstemmelse med ordlyden i grundlovens § 46, stk. 2, men det er en mangeårig praksis, og efter denne praksis kan en minister afholde en udgift, når han har opnået samtykke hertil fra folketingets finansudvalg. Lad mig føje til: alle statsretlige eksperter anser nu denne praksis fer gældende ret på dette område ......"

Der var fra socialistisk folkepartis side fremført forskellige kriterier, som skulle begrænse denne praksis. Finansudvalgsbevillinger skulle således kun kunne anvendes, når sagen var presserende, ligesom det var hævdet, at større udgifter ikke kunne afholdes alene med finansudvalgets tilslutning. Der var intet i den hidtidige praksis, der kunne begrunde disse synspunkter.

Også bestemmelsen om, at ændringerne skulle gennemføres med hjemmel i bevillingslov, var fortolket derhen, at man kunne disponere i henhold til tilslutning fra finansudvalget under forudsætning af folketingets senere konfirmation.

„Endelig har socialistisk folkeparti", fortsatte statsministeren „hæftet sig ved, at der ikke tilkommer finansudvalget lovgivende myndighed, og at finansudvalgets tiltrædelse af udgifter på forventet efterbevilling fra folketinget forudsætter, at man har praktiske eller principielle folketingsbeslutninger at støtte sig på, og at bevillingerne er i overensstemmelse med i øvrigt gældende lovgivning.

Hr. Aksel Larsen og socialistisk folkepartis folketingsgruppe kan ikke være uvidende om, at der hvert år med finansudvalgets tilslutning — og i en række tilfælde med tilslutning fra socialistisk folkeparti — afholdes et stort antal udgifter, hvor de ovennævnte betingelser ikke er opfyldt ......"

Statsministeren fremdrog en række sager som eksempler herpå og udtalte videre:

" ..... Ingen af de kriterier, socialistisk folkeparti har påstået skulle begrænse en ministers adgang til at afholde udgifter alene med finansudvalgets tilslutning, kan således finde støtte i den hidtidige praksis. Tværtimod mener jeg, at der kan — og jeg har her gjort det delvis — fremdrages en række eksempler på, at finansudvalget ikke har følt sig bundet af disse kriterier; ingen har tidligere fundet, at det var forfatningsstridigt.

Lad mig tilføje, at spørgsmålet om eventuelle grænser for denne praksis tidligere har været drøftet her i folketinget.

Det skete ved en forespørgselsdebat den 26. november 1958. Forløbet af denne debat kan næppe fortolkes på anden måde, end at folketingets flertal afviste at fastsætte retningslinjer, som begrænsede en ministers adgang til at afholde udgifter alene med finansudvalgets tilslutning.

Så længe folketinget ikke har fastlagt sådanne begrænsninger, må det i hvert enkelt tilfælde være regeringen, der tager stilling til, hvilken fremgangsmåde den vil anvende, og folketingets finansudvalg, der tager stilling til, om det under politisk ansvar over for folketingets senere godkendelse vil give tilslutning til den pågældende udgift.

Jeg må altså fastholde, at regeringen har handlet i overensstemmelse med hidtidig statsretlig praksis ......"

I den efterfølgende debat deltog — foruden statsministeren og ordføreren for forespørgerne — landbrugsministeren, økonomiministeren, Lysholt Hansen (S), Jørgen Jensen (KF), Ib Thyregod (V), Grethe Philip (RV), Kjær Rasmussen (VS) og Kai Moltke (u. p.). Endvidere havde Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) ordet for et kort indlæg.

Forhandlingen om forespørgslen sluttede med, at man uden at træffe nogen egentlig beslutning enedes om at lade udvalget for forretningsordenen, suppleret med et finansudvalgsmedlem fra hvert af de i finansudvalget repræsenterede partier, overveje, om der kunne fastsættes retningslinjer for finansudvalgets virksomhed, især om adgang for et mindre tal til i visse tilfælde at kræve en bevillingsansøgning behandlet i folketinget.

I en beretning fra udvalget for forretningsordenen, suppleret med medlemmer af finansudvalget, som blev afgivet 11. april (B. sp. 1229) hedder det bl. a.:

„ .... Med udgangspunkt i de under forespørgslen den 8. oktober 1968 fremførte synspunkter samt et af folketingssekretariatet udarbejdet notat, der optrykkes som bilag, har der i det udvidede udvalg været ført en række drøftelser, som er endt med, at man er enedes om at udtale følgende:

Den igennem mange år udviklede sædvane, at en ikke bevilget udgift kan afholdes på forventet efterbevilling, når finansudvalget har givet sin tilslutning dertil, må fastholdes. Hvis finansudvalget har tiltrådt en udgift, er ministeren stillet, som om den formelle bevilling var givet.

Det anses ikke for muligt at begrænse finansudvalgets kompetence til at tiltræde udgifter på forventet efterbevilling til udgifter inden for en bestemt beløbsramme eller til udgifter af presserende karakter el. lign.

For så vidt angår forslag om bevillinger, som må anses for ganske særlig betydningsfulde på grund af bevillingens størrelse og konsekvenser, vil det som hidtil kunne være ønskeligt, at bevillingssagen forelægges folketinget i form af et lovforslag. Om dette skal ske, må imidlertid i første række afgøres af vedkommende minister og finansudvalget.

Det spørgsmål er rejst, om en minister med tilslutning fra finansudvalget kan afholde en udgift, der er større end den, som er hjemlet i en speciel lov vedrørende det pågældende bevillingsområde. At dette spørgsmål må besvares bekræftende, følger af, at det i den specielle lov fastsatte beløb vil kunne ændres ved den egentlige bevillingslov (finanslov eller tillægsbevillingslov), og ifølge den gældende sædvane kan principielt enhver ubevilget udgift afholdes på forventet efterbevilling med finansudvalgets samtykke. Det må også i sådanne tilfælde bero på vedkommende minister eller finansudvalget, om folketingets tilslutning til en forhøjelse af udgiften skal ske i form af ændring af den specielle lov, og ofte vil dette være mest hensigtsmæssigt.

I folketingets mødeperioder er der næppe afgørende betænkeligheder ved den gældende ordning. Finansudvalgets aktstykker er tilgængelige for folketingets medlemmer såvel som for pressen, og ethvert medlem af folketinget har adgang til at føre et aktstykke vedrørende en bevillingsansøgning frem i folketingssalen i form af et lovforslag eller et forslag til folketingsbeslutning. Selv om et sådant skridt kun tages af et lille mindretal i tinget, vil det i almindelighed kunne forventes, at finansudvalgets behandling af bevillingsansøgningen vil blive stillet i bero, til forhandlingen i folketingssalen har fundet sted.

Uden for tingets mødeperioder, d. v. s. navnlig i de 3-4 sidste måneder af folketingsåret, er der ikke en tilsvarende adgang for ethvert folketingsmedlem til at føre en bevillingssag frem for folketinget. Ifølge grundlovens § 39 tilkommer det alene folketingets formand at indkalde folketinget til møde, idet det dog påhviler ham at indkalde til møde, når mindst 2/5 af folketingets medlemmer eller statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden. I sommertiden vil det ikke være let at fremskaffe en sådan skriftlig begæring fra 2/5 af tingets medlemmer, men folketingets formand har tilkendegivet, at hvis mindst 7 af finansudvalgets 17 medlemmer, repræsenterende 2/5 af folketingets medlemmer, ønsker folketinget indkaldt i anledning af en bevillingssag, som er forelagt i finansudvalget til afgørelse i den mødefri del af folketingsåret, da vil han indkalde folketinget, selv om den i grundlovens § 39 krævede betingelse: skriftlig begæring fra 2/5 af medlemmerne, ikke formelt er opfyldt. Formanden vil træffe sin afgørelse efter at have drøftet sagen med statsministeren og partiformændene, bl. a. for at undersøge, om sagen eventuelt vil kunne udsættes, til folketinget genoptager sine møder."