Folketingsbeslutningen går i hovedtræk ud på at fastlægge nogle hovedretningslinjer for den fremtidige skolestruktur og for løsningen af en række problemer i forbindelse med undervisningspligtens udvidelse.

Folketingsbeslutningen har følgende indhold:

„Folketinget opfordrer regeringen til at udarbejde planer for den fortsatte udbygning af folkeskolen og de øvrige grundlæggende uddannelser efter nedenstående retningslinjer og til at fremsætte de fornødne lovforslag i overensstemmelse hermed:

1. Folkeskolen skal være en 10-årig almen skole uden konkret erhvervsfagligt sigte, omfattende en 9-årig grundskole og et supplerende 10. skoleår. Skolens nuværende fagkreds og normaltimeplaner samt bestemmelserne om skoleuddannelsens afslutning bør underkastes en fordomsfri revision.

2. Undervisningen i 8. og 9. skoleår skal omfatte visse centrale fag og derudover en række helt eller delvis valgfri fag, således at skoleuddannelsen og de afsluttende prøver kan differentieres efter elevernes interesser og øvrige forudsætninger. Til støtte for udviklingen af nye undervisningsmetoder iværksættes yderligere praktiske skoleforsøg og en omfattende pædagogisk-metodisk kursusvirksomhed, ligesom lærernes muligheder for indbyrdes samarbejde om undervisningen i de forskellige fag søges forbedret.

3. Efter det 9. skoleår skal eleverne have mulighed for at fortsætte skolegangen i et 10. skoleår i folkeskolen eller tilsvarende skoleformer eller at påbegynde en bred faglig grunduddannelse. Overgang til gymnasiet skal som hidtil kunne finde sted efter det 9. skoleår.

4. Fra 1975 skal der i overensstemmelse hermed kunne gives alle børn et reelt tilbud om et 10-årigt uddannelsesløb.

5. Undervisningen af handicappede elever skal søges udbygget på en sådan måde, at børnene kan undervises i et almindeligt skolemiljø, såfremt forældrene ønsker det og kan påtage sig omsorgen i hjemmet og institutionsophold ikke er et nødvendigt led i behandlingen.

6. Skolernes muligheder for at hjælpe elever med adfærdsproblemer og psykiske afvigelser skal forbedres gennem en udbygning af observationsundervisningen og den skolepsykologiske rådgivning og et udvidet praktisk samarbejde med børne- og ungdomsforsorgen. Planerne for en samlet indsats på det børne- og ungdomspsykiatriske område, herunder for udbygning af behandlingshjem og hospitalsafdelinger, bør fremmes mest muligt.

7. Samarbejdet mellem hjem og skole og samarbejdet inden for skolen bør støttes og opmuntres, ikke blot for at fremme elevernes almene trivsel i skolen og den gensidige forståelse mellem forældre og lærere samt andre med tilknytning til skolen, men også med henblik på en forstærket rådgivning om uddannelsen og de valgmuligheder, den indebærer for eleverne.

8. Det 8. undervisningsår gøres obligatorisk fra 1972-73 og det 9. undervisningsår fra 1973-74.

Undervisningspligten skal for disse undervisningsårs vedkommende kunne opfyldes såvel i folkeskolen som på efterskole og ungdomsskole, idet disse skoleformer indgår i den 9-årige grunduddannelse på linje med friskoler og andre private skoler.

Der bør endvidere være mulighed for at afbryde skolegangen efter det 7. skoleår for at prøve erhvervsarbejde eller anden udviklende beskæftigelse, idet den 9-årige undervisningspligt således opfyldes over en 10-årig periode. Endelig bør spørgsmålet om hel eller delvis fritagelse for undervisningspligten overvejes nøje.

9. Reglerne for skolegangens påbegyndelse bør smidiggøres, således at der i videre omfang end hidtil kan tages individuelle hensyn til børnenes udvikling og forældrenes ønsker."

Som det fremgår af forslagets bemærkninger og af ministerens fremsættelse, er betydningen af en længere grundlæggende skoleuddannelse i de senere år blevet erkendt fra alle sider. Som følge af de senere års udvikling har også spørgsmålet om undervisningspligtens udvidelse indtaget en fremtrædende plads i skoledebatten. Det er ved adskillige lejligheder gjort gældende, at undervisningspligtens udvidelse ikke må betragtes som en isoleret foranstaltning, men som et led i en samlet reform af skolevæsenet. Ved folketingsbeslutningen er spørgsmålet om undervisningspligtens længde og om skolens organisatoriske opbygning kædet sammen.

Der henvises i øvrigt til de nævnte spørgsmåls behandling i forbindelse med det konservative folkepartis forespørgsel til undervisningsministeren i marts 1967 (årbog 1966-67, side 590) og socialdemokratiets forslag til folketingsbeslutning, fremsat i marts 1968 (årbog 1967-68, side 568). Endvidere henvises til den af et embedsmandsudvalg i januar 1968 afgivne betænkning om undervisningspligtens udvidelse (bet. nr. 473/1968). Der må endelig henvises til de udførlige bemærkninger, som ledsagede nærværende forslag.

K. B. Andersen (S) kunne ved 1. behandling — som de øvrige ordførere — give tilslutning til adskillige af forslagets punkter. Han fandt dog, at ministeren ikke var gået tilstrækkeligt vidt med henblik på en virkelig reform. Spørgsmålet om det 10. skoleår måtte drøftes nøje i udvalget. Han kritiserede i øvrigt stærkt realeksamensordningen og de alt for traditionelle prøveformer og undervisningsformer, der mange steder arbejdedes med. Hvordan skulle man komme videre med enhedsskoletankerne, når ministeren ikke ville give mulighed for de forslag, der skulle give erfaringer til at bygge den videre udvikling pa?

Ellen Strange Petersen (KF) kunne anbefale forslaget. Hun fremhævede værdien af realeksamen og gik i øvrigt ind for forsøg med henblik på forbedring af undervisningen i folkeskolen. Forsøgene måtte dog være afgrænsede og kontrollerede og måtte ikke misbruges til generelle strukturændringer.

Både inden for venstre og det radikale venstre var der — som ved tidligere lejligheder — delte meninger i spørgsmålet om undervisningspligtens udvidelse. Partierne havde da også hver to ordførere.

Holger Hansen (V) og Meta Ditzel (RV) kunne gå ind for en udvidelse af undervisningspligten som foreslået, medens P. E. Eriksen (V) og Svend Haugaard (RV) ikke fandt det rimeligt at tvinge de sidste få procent til at fortsætte deres skolegang, hvis de ikke havde lyst til det. De nævnte ordførere kunne i øvrigt give tilslutning til en lang række af forslagets punkter.

Gunhild Due (SF) betegnede målsætningen i forslaget som et skridt fremad mod det, der måtte være det endelige mål: en enhedsskole med tilvalg på mindst 9 år, måske 10 år, og derefter forskellige lidt specialiserede overbygninger.

Kjær Rasmussen (VS) fandt en udvidelse af undervisningspligten som en naturlig ting i et samfund, der stadig kompliceredes mere og mere. Udvidelsen måtte imidlertid sikre eleverne nogle muligheder i form af bredere og mere vedkommende tilbud. Realafdelingen var i strid med alle demokratiseringsbestræbelser i undervisnings- og uddannelsessystemet og måtte derfor afskaffes.

Kai Moltke (u. p.) fra socialistisk arbejdsgruppe gik også kraftigt mod eksamensjageriet og realskoleprøven. Han havde flere kritiske bemærkninger til forslaget, men kunne i øvrigt give sin tilslutning.

I udvalgets betænkning stillede udvalget et ændringsforslag om en ny affattelse af forslagets punkt 7, hvorved betydningen af at fremme samarbejdet også inden for skolen og forståelsen mellem forældre, lærere og andre med tilknytning til skolen blev understreget.

Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) stillede en række ændringsforslag, hvis væsentligste indhold var en præcisering af, at folkeskolen skulle være en 10-årig almen skole, afskaffelse af den foreslåede mulighed for at afbryde skolegangen efter det 7. skoleår ("sabbatår") og at fastslå, at muligheden for at blive helt eller delvis fritaget for undervisningen kun måtte bruges som en absolut nødudvej, når alle andre forsøg på at placere eleven i et undervisningsforløb var prøvet. Ændringsforslaget fastlagde endvidere tidspunktet for indførelse af et obligatorisk 10. skoleår til 1974-75.

Et andet mindretal (P. E. Eriksen (V) og Svend Haugaard (RV)) stillede forslag om, at beslutningen om eventuelt forlænget undervisningspligt blev udsat, til det inden for en 3-årig periode viste sig, om det var muligt gennem øget frivillig skolegang at nå et tilfredsstillende resultat.

Fra betænkningen skal i øvrigt anføres følgende:

Om forholdet til åndssvageforsorgens undervisning siges det bl. a.: „.... Udvalget forudsætter, at hele dette problemkompleks, specielt for så vidt angår blinde- og døveskolerne, gøres til genstand for nærmere drøftelser mellem socialministeren og undervisningsministeren.

Med hensyn til spørgsmålet om specialskolernes administrative placering har undervisningsministeren oplyst, at der ikke foreligger forslag eller planer om at overføre disse skoler til undervisningsministeriets ressort, og at der således heller ikke vil være grundlag for at oprette et selvstændigt direktorat for specialundervisningen. Den fornødne koordinering af undervisningen af handicappede vil blive sikret gennem et fast samarbejde mellem de respektive myndigheder såvel på det centrale som på det lokale plan. ...

.... Under det afholdte samråd med socialministeren har udvalget henledt ministerens opmærksomhed på det problem om økonomisk støtte til elever i 8.-9. klasserne, som må forventes at opstå ved en udvidelse af undervisningspligten, hvis støtte fra Ungdommens uddannelsesfond fremdeles skal være forbeholdt elever over den undervisningspligtige alder. I tiden indtil da forventer udvalget, at støtte fra Ungdommens uddannelsesfond til elever på de pågældende alderstrin opretholdes efter samme principper som hidtil. ...

.... Udvalget erkender, at reglerne om skolegangens påbegyndelse bør smidiggøres, og tilslutter sig bemærkningerne til forslaget, hvorefter dette ikke er motiveret af ønsket om en generel sænkning af aldersniveauet ved skolegangens påbegyndelse.

Udvalget har drøftet spørgsmålet om et uddannelsesråd for de grundlæggende skoleuddannelser og har den opfattelse, at der er behov for yderligere såvel kortsigtet som langsigtet planlægning og koordinering, men at både rådets sammensætning og dets nærmere arbejde kræver en yderligere drøftelse, som udvalget bør tage op i næste folketingssamling. ..."

Ved 2. (sidste) behandling forkastedes mindretallenes ændringsforslag, medens det af udvalget stillede vedtoges.

Forslaget vedtoges herefter enstemmigt med 104 stemmer; 9 medlemmer (dele af venstre) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.