Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

„Foranlediget af forholdene omkring stiftelsen og sammenbruddet af Boss of Scandinavia opfordrer folketinget regeringen til at nedsætte et sagkyndigt udvalg til at undersøge forholdene omkring den kapital- og kreditformidling til dansk erhvervsliv, der foregår gennem finansierings- og factoringselskaber og lignende virksomheder, samt til, når retssagen vedrørende Boss of Scandinavia er afsluttet ved byretten, på grundlag af de i sagen fremkomne oplysninger at lade udvalget, suppleret med eventuelt yderligere fornøden sagkundskab, foretage en gennemgang af dette materiale også med henblik på at undersøge omstændighederne i forbindelse med stiftelsen og sammenbruddet af sammenslutningen Boss of Scandinavia, herunder om de opståede tab kunne være afværget ved ændret lov eller ændret administrativ praksis."

Folketingsbeslutningen undergik under behandlingen i folketinget betydelige ændringer, idet det oprindelige forslag havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte et sagkyndigt udvalg til at undersøge stiftelsen og sammenbruddet af sammenslutningen Boss of Scandinavia, herunder om de opståede tab kunne være afværget ved ændret lov eller ændret administrativ praksis."

Ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning begrundede ordføreren for forslagsstillerne (K. Axel Nielsen) det bl. a. med statsministerens afvisning af at have en undersøgelse løbende sideordnet med den verserende retssag. Statsministeren har derimod stillet i udsigt, at regeringen, når retssagen er afsluttet, ville overveje at lade et sagkyndigt udvalg gennemgå materialet med henblik på mulige ændringer i lovgivningen.

K. Axel Nielsen fortsatte: „Ingen har imidlertid ønsket en undersøgelse — sideløbende med den verserende straffesag — af de strafbare forhold, der måtte være tale om i forbindelse med Bosstransaktionerne. En sådan undersøgelse foretages bedst af politiet, og den er jo allerede i gang.

Nej, det, der er brug for — og det synes jeg enhver, der ønsker at bekæmpe vildskud i erhvervslivet, ikke kan undgå at få øje på — er en belysning af (et røntgenbillede, om man vil), hvordan det egentlig har kunnet lade sig gøre, at nogle få personer — uden at eje værdier selv — har kunnet få rådighed over en række erhvervsvirksomheder og til sidst altså også over De danske Bomuldsspinderier. Hvem forstrakte personerne bag Boss med de fornødne kontanter? Var det banker? Og var der i så fald bankmæssig sikkerhed? Var det finansieringsselskaber? Kan det være rigtigt — som det har været påstået — at et af de implicerede finansieringsselskaber ejes af en af hovedbankerne og et af vore store og ansete forsikringsselskaber? I denne forbindelse kunne det nok have almen interesse at få oplyst, hvorfor hovedbankerne hver har et finansieringsselskab. Bliver der også krævet bankmæssig sikkerhed, når bankernes indlånsmidler lånes ud gennem et finansieringsselskab? Hvilken pris har de penge, der udlånes på den måde? Er bankernes udlånsvirksomhed gennem finansieringsselskaber underkastet kontrol (revision, banktilsyn) som bankens øvrige virksomhed?"

Ordføreren understregede de skader og tab, der var lidt, og sluttede:

„Som anført i bemærkningerne er der tillige et behov for at få undersøgt, om lovændring eller ændret administrativ praksis vil kunne yde mindretalsinteresser i aktieselskaber en bedre beskyttelse og derved begrænse tab for aktionærer og andre som følge af transaktioner som dem, Bosssagen har afsløret.

Hverken den på fællesnordisk grundlag forberedte ændring af aktieselskabsloven eller det bebudede forslag til en ny fondsbørslov kan erstatte den her foreslåede undersøgelse, og jeg anbefaler derfor forslaget til tingets velvillige behandling."

Ved forslagets 1. behandling udtalte handelsministeren indledningsvis, at regeringen havde ganske den samme interesse som forslagsstillerne i, at omstændighederne i forbindelse med stiftelsen og sammenbruddet af sammenslutningen Boss of Scandinavia blev klarlagt til bunds og i alle aspekter. Dette gjaldt både det strafferetlige, som måtte finde sin afgørelse i forbindelse med den verserende retssag, og en undersøgelse som den foreslåede med sigte på at belyse, om de opståede tab kunne være afværget ved ændret lov eller ændret administrativ praksis. Hvad der skilte forslagsstillerne og regeringen havde kun relation til spørgsmålet om, hvordan de nødvendige undersøgelser rettest burde gennemføres. Regeringen var på dette punkt af den opfattelse, at det ikke ville være en rigtig fremgangsmåde at nedsætte et særligt undersøgelsesudvalg, så længe straffesagen verserede for byretten, men regeringen ville ikke afvise, at nedsættelsen af et sådant udvalg kunne komme på tale, når retssagen havde fundet sin afklaring.

Dette standpunkt begrundede handelsministeren dels med de store praktiske vanskeligheder med hensyn til materialet, som for tiden anvendtes under retssagens behandling, dels med principielle betænkeligheder.

Det ville således være betænkeligt at bygge en undersøgelse på politirapporter, så længe disses oplysninger ikke havde været gennem en retssags procedure.

Ministeren sluttede: „Mere, og betydelig mere, afgørende er det imidlertid, at det ville være lidet stemmende med hævdvundne retsplejeprincipper, om der etableredes administrative organer til at undersøge og drage konklusioner af forhold, som er genstand for en verserende kriminel undersøgelse. Den sondring mellem de strafferetlige forhold i Bosssagen og de forhold, der kunne tjene til at belyse, hvorfor en sådan sag egentlig har kunnet opstå, lader sig næppe gennemføre med tilstrækkelig klarhed til, at et undersøgelsesudvalg som det foreslåede kan styre klar af de strafferetlige problemer, og særlig risikoen for selv en indirekte bevisbedømmelse gennem en udvalgsundersøgelse bør af vægtige retsplejemæssige grunde undgås, så længe retssagen ikke har fundet sin endelige afgørelse."

Også Haunstrup Clemmensen (KF) understregede stærkt, at hans parti af al magt ønskede at medvirke til klarhed over alle sider og alle aspekter i „den ulykkelige og ejendommelige og tåbelige Bosssag". Ligesom handelsministeren var han imidlertid af den opfattelse, at man først måtte afvente den umiddelbart forestående sags behandling ved Københavns byret. Han var parat til til den tid at medvirke i drøftelsen af, hvordan undersøgelsen og erfaringsudvekslingen mest hensigtsmæssigt skulle tilrettelægges.

På linje hermed udtalte også Johan Philipsen (V) og Helge von Rosen (RV) sig. Johan Philipsen føjede til en advarsel om ikke at begive sig alt for langt ind i overvejelser om lovændringer med et enkelttilfælde som baggrund. Forholdene i dansk erhvervsliv var generelt ikke sådan, at der var akut behov for, at folketinget kastede sig ud i lovændringer. Den foreslåede undersøgelse ville af nogle i befolkningen blive opfattet som en nedsættelse af vore uafhængige domstoles værdi.

På SFs vegne udtalte Brørup, at han meget gerne så, at forslagsstillernes ønske om en gennemgribende undersøgelse blev iværksat, og at aktieselskabslovens paragraffer blev saneret, således at man ikke kom til at stå over for lignende tilfælde i fremtiden.

Også Sigsgaard (VS) kunne støtte forslaget, selv om det ikke var særlig vidtgående. J. O. Krag havde i sit spørgsmål i maj måned lagt op til en undersøgelse af kapital- og finansieringsforholdene i dansk erhvervsliv i almindelighed, og han havde gerne set, at socialdemokratiet havde fremsat forslag om en sådan undersøgelse.

Endelig udtalte ordføreren for forslagsstillerne, K. Axel Nielsen, at den undersøgelse, man havde stillet forslag om, intet havde med partipolitik at gøre. Der var alene tale om en naturlig interesse for vigtige samfundsfunktioners sundhed, en interesse, som han følte sig overbevist om, deltes af flertallet af folketingéts medlemmer. Der var absolut ingen grund til, at den undersøgelse, man havde ønsket, skulle afvente retssagens behandling. Undersøgelsen kunne og burde påbegyndes så snart som muligt for så tidligt som muligt at få skabt de lovændringer, som kunne forhindre gentagelse af Bosssagen med dens højst uheldige konsekvenser: afskedigelse af veltjente medarbejdere og tab for kreditorer og aktionærer.

I den af udvalget afgivne betænkning siges bl. a.:

„Under samrådene har handelsministeren oplyst, at der af bank- og sparekassetilsynet føres samme tilsyn med de af bankerne oprettede og ejede finansieringsselskaber som med den virksomhed, bankerne selv udøver.

Andre finansieringsvirksomheder er derimod ikke under bank- og sparekassetilsynets kontrol, selv om de modtager indskud til forrentning og driver udlånsvirksomhed.

Ministeren har endvidere oplyst, at etablering af kontrol med almindelige finansieringsvirksomheder ville være forbundet med meget betydelige vanskeligheder, allerede fordi der er et meget stort antal selskaber, der efter vedtægterne kan drive finansieringsvirksomhed.

Endelig har ministeren oplyst, at der af justitsministeriet i juni 1968 er nedsat et udvalg med den opgave at fremkomme med en vurdering af de gældende strafferetlige og civilretlige regler vedrørende åger og eventuelt stille forslag om ændrede regler. Det er forudsat, at spørgsmålet om finansiering af afbetalingshandelen indgår i udvalgets overvejelser, og udvalget er i november 1968 blevet anmodet om også at overveje problemerne omkring spekulation med pantebreve.

Herefter tiltræder hele udvalget og handelsministeren, at der allerede nu i overensstemmelse med det derom fremsatte ønske nedsættes et undersøgelsesudvalg med den opgave at undersøge forholdene omkring den kapital- og kreditformidling til dansk erhvervsliv, der foregår gennem finansierings- og factoringselskaber og lignende virksomheder. Udvalget skal bestå af repræsentanter for nationaløkonomisk, juridisk og regnskabsmæssig sagkundskab.

Udvalget anmoder handelsministeren om at foranledige, at det af justitsministeren i juni 1968 nedsatte udvalg overlader det her foreslåede undersøgelsesudvalg sådant materiale, som måtte være relevant for sidstnævnte udvalgs arbejde, ligesom det forudsættes, at de to udvalg holder sig i løbende kontakt med hinanden med henblik på at undgå dobbelt arbejde og sikre, at disse udvalg i deres virksomhed supplerer hinanden bedst muligt.

Endvidere har udvalget taget til efterretning, at handelsministeren, når retssagen vedrørende Boss of Scandinavia er afsluttet ved byretten, på grundlag af de i sagen fremkomne oplysninger agter at lade undersøgelsesudvalget foretage en gennemgang af dette materiale.

Udvalget har taget til efterretning, at handelsministeren først efter byretssagens afslutning mener at kunne danne sig et overblik over, hvilke love (aktieselskabslov, tinglysningslov, aftalelov, straffelov m. v.) der vil være grund til at inddrage i den foreslåede undersøgelse, og at ministeren derfor først efter afsigelsen af byrettens dom vil kunne tage stilling til, hvilken yderligere sagkundskab der eventuelt bør repræsenteres i udvalget."

Ved 2. (sidste) behandling vedtoges forslaget til folketingsbeslutning enstemmigt med 133 stemmer.