B 4 Folketingsbeslutning om nedsættelse af et folketingsudvalg til at drøfte problemer og modtage information vedrørende patentlovgivningen.

Af: Poul Schlüter (KF) , Poul Dam (SF) , Lis Groes (S) , Erik Hansen (RV) og Ib Germain Thyregod (V)
Samling: 1968-69
Status: 2. behandlet/Vedtaget
I henhold til folketingsbeslutningen nedsætter folketinget ved begyndelsen af hvert folketingsår et udvalg på 17 medlemmer til at drøfte problemer og modtage information vedrørende patentlovgivningen. Udvalget bortfalder efter folketingsvalg, eller hvis det i meddelelse til folketinget erklærer sit arbejde for afsluttet.

Om begrundelsen for ønsket om et særligt patentudvalg anførte forslagsstillerne følgende i de bemærkninger, der ledsagede forslaget ved fremsættelsen:

„I sin betænkning over forslag til lov om ændringer i lov om hemmelige patenter (lov nr. 215 af 31. maj 1968) og forslag til lov om ændring i lov om arbejdstageres opfindelser (lov nr. 216 af 31. maj 1968) udtalte det daværende folketingsudvalg, at man fandt det værdifuldt, om et folketingsudvalg løbende kunne blive holdt orienteret såvel om den igangværende internationale udvikling på patentområdet som om resultatet af de undersøgelser, der er indeholdt i et tidligere afgivet dansk medlemsforslag til Nordisk Råd. Udvalget ville endvidere kunne modtage oplysning dels om de nordiske regeringers planer vedrørende ikraftsættelsestidspunktet for patentlovens kapitel III, dels om, hvornår de i samme lovs kapitel XI, nr. 1, stk. 2, omhandlede opfindelser af næringsmidler og lægemidler samt fremgangsmåder ved tilvirkning af næringsmidler burde undergives fri patenteringsret.

Med henblik på modtagelse af de nævnte oplysninger vedtog folketinget i henhold til forretningsordenens § 7, stk. 6, at udvalget skulle bestå indtil folketingssamlingens slutning.

Endvidere var det udvalgets opfattelse, at der i begyndelsen af indeværende samling burde fremsættes forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et tilsvarende folketingsudvalg til modtagelse af de omhandlede oplysninger.

Da der fortsat er behov for, at folketinget holdes underrettet om udviklingen på patentområdet, fremsættes nærværende forslag til folketingsbeslutning."

Forslaget til folketingsbeslutning gav ikke anledning til debat i folketinget og gennemførtes enstemmigt.