B 33 Forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger vedrørende de indkaldte værnepligtiges økonomiske og sociale forhold.

Samling: 1968-69
Status: Bortfaldet
Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1969-70 at fremkomme med forslag til lov om en soldaterlønsordning, der tager udgangspunkt i klimaudvalgets 1.800 kr.s forslag og i en omlægning af de nuværende naturalydelser til tilbud om sådanne, hvor dette af pædagogiske grunde er ønskeligt, dog under hensyntagen til forsvarets virksomhed i øvrigt. Det imødeses, at en sådan ordning opbygges over nogle år."

De bemærkninger, som ledsagede forslaget, lød således:

„Det af socialdemokratiet den 2. oktober 1968 fremsatte forslag til folketingsbeslutning (se side 663) vedrørende samme spørgsmål har været behandlet i et udvalg, hvori det ikke har været muligt at opnå enighed om at afgive betænkning på nuværende tidspunkt. Forslaget vil derfor ikke kunne komme til 2. behandling.

Forslagsstillerne har således set sig nødsaget til at fremsætte nærværende forslag til folketingsbeslutning, som er affattet under hensyntagen til forhandlingerne i udvalget.

Herudover motiveres forslaget på følgende måde:

Forsvarets klimaudvalg har i sin 4. delbetænkning af 5. april 1968 (betænkning nr. 499) analyseret de værnepligtiges økonomiske og sociale forhold. Udvalget er gennem sine overvejelser nået til det resultat, at samfundsudviklingen har nødvendiggjort en revision af den hidtidige opfattelse af værnepligtsbyrden. „En rimelig aflønning af de værnepligtige vil efter udvalgets opfattelse kunne bidrage til at fjerne de værnepligtiges modvilje mod den byrde, som samfundet lægger på dem, en modvilje, der som oftest rettes mod forsvaret til alvorlig skade for arbejdsklima og effektivitet".

Forslagsstillerne mener, at klimaudvalgets synspunkter må danne grundlag for gennemførelse af en aflønningsordning for de indkaldte værnepligtige, som er i bedre overensstemmelse med samfundsudviklingen end den nuværende."

Forslaget nåede ikke at komme til behandling inden folketingssamlingens slutning.