Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
„Folketinget opfordrer regeringen til snarest at fremsætte forslag til en gennemgribende reform af Ungdommens uddannelsesfond, således at en virkelig nyordning kan gennemføres i dette folketingsår."
I de til forslaget knyttede bemærkninger hedder det bl. a.:
„Det er nu flere måneder, siden betænkningen om økonomisk støtte til unge under uddannelse blev offentliggjort. Hermed er baggrundsmaterialet for den tiltrængte reform af de unges støttemuligheder til stede.
Da udvalget blev nedsat i 1965, var det for at skabe grundlaget for en virkelig dybtgående reform af de hidtidige støtteformer. Det blev således nævnt i udvalgets kommissorium, at det burde overvejes, om det hidtil anvendte skønsprincip burde afløses af en ordning, hvorefter der sikres de uddannelsessøgende ret til offentlig støtte under visse forudsætninger, således at støtteordningerne fremtidig hviler på en lovgivning, der fastlægger principperne, medens udgifterne bevilges på de årlige finanslove.
En række punkter i de nuværende støtteregler trænger til revision. Det er ikke tilstrækkeligt at yde en mindre forhøjelse af beløbene i henhold til den gældende ordning. Der må nu — som forudsat ved udvalgets nedsættelse — gennemføres en lovgivning, der realiserer det princip, som der er bred enighed om, at ingen af økonomiske grunde må hindres i at få den uddannelse, som de har lyst og evner til.
Det af udvalget stillede forslag kan ikke siges at løse denne opgave. Regeringen har bebudet et forslag. Det er imidlertid stadig ikke fremkommet. I den sidste tid har det været nævnt, at regeringen havde opgivet at gennemføre en reform af uddannelsesstøtten. ..."
Forslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om "Ungdommens uddannelsesfond"s forvaltning og virksomhed (fremsat af undervisningsministeren) og forslag til lov om støtte til uddannelse (af Kjær Rasmussen og Sigsgaard), se side 549 og 614.
Undervisningsministeren gjorde det ved 1. behandling klart, at et egentligt reformforslag til Ungdommens uddannelsesfond ikke ville fremkomme i denne folketingssamling. Han henviste til regeringens lovforslag, som inden for de gældende rammer betød en væsentlig forbedring af støtten. Regeringen agtede i næste folketingssamling at fremsætte et forslag til reform af Ungdommens uddannelsesfond og ville i denne forbindelse overveje, i hvilket omfang von Eybenudvalgets resultater kunne realiseres.
Ministeren fandt i øvrigt, at forslaget var meget vagt i sin udformning. Der var således ikke taget stilling til, om man ønskede flertals- eller mindretalsindstillingen i den betænkning, man henviste til, lagt til grund for den efterlyste reform.
Ordførerne gav ved 1. behandling af forslagene udtryk for en række principielle synspunkter med hensyn til uddannelsesstøtte. Herom må henvises til forhandlingerne.
Regeringspartiernes ordførere kunne tilslutte sig ministerens lovforslag og måtte derfor afvise nærværende forslag.
De tre forslag henvistes til samme udvalg. Dettes betænkning omfattede ikke nærværende forslag.