Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer socialministeren til at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om den offentlige sygeforsikring, jfr. lovbekendtgørelse nr. 403 af 23. oktober 1967, som ændret ved lov nr. 96 af 29. marts 1968, af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jfr. lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968, og af lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl., jfr. lovbekendtgørelse nr. 138 af 26. april 1968, idet lovforslagene udarbejdes efter følgende retningslinjer:

1. Maksimum for dagpengehjælpens størrelse fastsættes til 9/10 af den pågældendes daglige fortjeneste. Andre i lovene fastsatte begrænsninger for dagpengehjælpens størrelse ophæves.

2. De i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde og i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl. fastsatte begrænsninger i størrelsen af den årsløn, som skal lægges til grund ved erstatningsberegningen, ophæves, og som grundlag anvendes 9/10 af den pågældendes faktiske årsløn, for værnepligtiges vedkommende dog 9/10 af den af direktoratet for ulykkesforsikringen skønnede årsløn.

3. De i lov om den offentlige sygeforsikring og i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde fastsatte regler om ventetid (karenstid) ophæves, således at der udbetales dagpenge også for den første uge af hver sygeperiode og for de første 3 dage efter ulykkestilfældets indtræden.

4. De i lov om den offentlige sygeforsikring fastsatte bestemmelser om det højeste antal dage, hvori dagpenge i anledning af sygdom kan udbetales, ophæves."

I bemærkningerne til forslaget hed det:

„Efter forslagsstillernes opfattelse bør dagpengene efter arbejdsløshedsforsikringen, den offentlige sygeforsikring og ulykkesforsikringslovgivningen fastsættes således, at de giver en egentlig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dette indebærer, at man må ophæve en række regler om begrænsning af deres størrelse, om ventetid (karenstid) og om ophør af dagpengeretten efter en vis tids udbetaling. Endvidere må reglerne om ydelse af invaliditetserstatninger m. v. efter ulykkesforsikringslovgivningen forbedres ved ophævelse af de særligt fastsatte begrænsninger.

Dette synspunkt har, for så vidt angår dagpengene efter arbejdsløshedsforsikringen, fundet udtryk i de betænkninger, folketingsudvalgene har afgivet i forbindelse med behandlingen af de seneste ændringer af loven om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Folketingstidende 1966-67 B sp. 57 og 1967-68 B sp. 959). Da forslagsstillerne herefter må regne med, at arbejdsministeren vil søge gennemført en forbedring af arbejdsløshedsunderstøttelsen efter retningslinjer, som svarer til de i dette forslag til folketingsbeslutning anførte, har man begrænset forslaget således, at det ikke omfatter ændringer af lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v.

Efter loven om den offentlige sygeforsikring er dagpengehjælpen såvel til lønarbejdere som til andre begrænset således, at den ikke kan overstige 4/5 af medlemmets daglige fortjeneste inden for den sidste uge før sygemeldingen, ligesom den ikke kan overstige visse i loven angivne satser. Brøken 4/5 bør forhøjes til 9/10, og de i øvrigt i loven fastsatte begrænsninger, som ikke har relation til den pågældendes faktiske indtægter, bør bortfalde. Efter loven om forsikring mod følger af ulykkestilfælde udgør dagpengene 3/4 af den tilskadekomnes dagløn, men kan dog ikke overstige en sats, som findes på grundlag af en i loven angiven årsløn. Loven om erstatning til tilskadekomne værnepligtige indeholder tilsvarende regler for dagpengenes størrelse, idet der dog indgår et skøn i beregningen. Brøken bør forhøjes til 9/10, og de i øvrigt fastsatte begrænsninger bør ophæves.

De årslønninger, der som nævnt er angivet i ulykkesforsikrings- lovgivningen, danner endvidere en begrænsning for størrelsen af de erstatninger, der udbetales. Disse begrænsninger bør ophæves, således at erstatningerne beregnes på grundlag af den pågældendes faktiske årsløn, idet årslønnen, for så vidt angår værnepligtige m. fl., ligesom efter gældende lov må fastsættes efter et skøn. Endvidere bør der ikke som efter gældende regler finde nedsættelse sted med en tredjedel (værnepligtige: en fjerdedel), men kun med en tiendedel.

I loven om den offentlige sygeforsikring og i loven om forsikring mod følger af ulykkestilfælde er fastsat regler om ventetid (karenstid) således, at dagpenge efter sygeforsikringsloven ved kortere sygdomsperioder ikke udbetales for de første 6 udbetalingsdage, og således, at dagpenge efter ulykkesforsikringsloven ved kortere ar- bejdsudygtighed først løber fra 4. dag efter ulykkestilfældets indtræden. Disse ventetider bør afskaffes, således som det er sket i 1967 for arbejdsløshedsforsikringens vedkommende.

I loven om den offentlige sygeforsikring er endvidere fastsat regler om begrænsninger i det antal dage, i hvilke dagpenge til såvel lønarbejdere som andre kan udbetales. Disse begrænsninger indtræder, dels når dagpenge er udbetalt i 156 dage i løbet af 12 på hinanden følgende måneder, dels når medlemmet har fået udbetalt dagpenge i tilsammen 468 dage i løbet af 36 på hinanden følgende måneder. Disse begrænsninger bør ophæves, og dagpenge bør udbetales, så længe arbejdsudygtigheden varer.

Gennemførelsen af de ovennævnte forbedringer vil efter forslagsstillernes opfattelse ikke motivere ændring af de pågældende loves bestemmelser om ydelsernes finansiering.

De ændringer, som er omhandlet i forslaget, bør gennemføres snarest muligt, ikke mindst af hensyn til de lavestlønnede, som rammes hårdt."

Ved 1. behandling af forslaget udtalte socialministeren, at afgørelsen af de nævnte spørgsmål måtte afvente det resultat, som sikringsudvalget under socialreformkommissionen måtte komme til. Dette synspunkt fandt tilslutning hos Simonsen (KF), P. E. Eriksen (V) og Valbak (RV), medens ordføreren for forslagsstillerne, Helge Nielsen (S), fandt, at navnlig forhøjelse til 9/10-grænsen måtte gennemføres uden forsinkelse. Kurt Brauer (SF) og Kjær-Rasmussen (VS) tilsluttede sig forslaget.

Det udvalg, som blev nedsat til behandling af forslaget, nåede ikke at tilendebringe sit arbejde inden folketingssamlingens slutning.