Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget tilsiger regeringen sin medvirken til en reform af ferielovgivningen, hvori følgende punkter indgår:

1. Lov om ferie med løn skal gælde for alle lønmodtagere, uanset ansættelsesforholdets art.

2. Enhver lønmodtager skal have ret til 24 dages ferie i løbet af ferieåret (1. april-31. marts), medmindre han overhovedet ikke har været beskæftiget erhvervsmæssigt inden ferieårets 1. august. Ferien skal kunne deles, idet 18 sammenhængende dage dog sædvanligvis skal gives i ferieperioden (2. maj-30. september).

3. Arbejdsgiveren skal hver måned indbetale 10 pct. af lønnen med alle tillæg (herunder værdien af kost og logi) til den ansattes konto for det pågældende kalenderår i en nyoprettet ferielønsfond. Andre ordninger for oparbejdning af ferieløn skal ikke kunne aftales.

4. Lønmodtagernes indestående i ferielønsfonden forrentes med 4 pct. p. a. fra den 1. i den måned, hvori indbetalingen sker, til ferieårets begyndelse (1. april).

5. Ferielønsfonden skal pr. 1. april udsende en anvisning på det indestående beløb for foregående kalenderår til enhver kontohaver. Anvisningen udbetales, når den pågældende agter at påbegynde sin ferie, mod personlig kvittering ledsaget af attest om feriens afholdelse.

6. Lønmodtagere, der efter lov, aftale eller sædvane modtager fuld løn i ferien, er forpligtet til at lade deres indestående i ferielønsfonden eller — såfremt dette overstiger den løn, de modtager for ferieperioden — det til lønnen svarende beløb udbetale til vedkommende arbejdsgiver.

7. Nyordningen skal træde i kraft fra 1. januar 1970, således at arbejdsgiverens pligter efter punkt 3 indtræder denne dato, mens udbetalingen af den herved opsamlede ferieløn først kan ske efter 1. april 1971.

Lærlinge og medhjælpere skal beholde deres ferieret efter gældende lovgivning i ferieåret 1970-71, samtidig med at der indbetales feriegodtgørelse for dem fra 1. januar 1970 efter den nye lovs regler.

8. Feriegodtgørelsen beskattes løbende i indkomståret. De beløb, der udbetales fra ferielønsfonden, skal være skattefri.

Det forhandles med lønmodtagerorganisationerne, om det er ønskeligt at friholde feriepengene for beskatning og foretage skattetrækket i den i øvrigt udbetalte løn, eller om skattetrækket skal foretages i selve feriepengebeløbet."

I bemærkningerne til forslaget hed det:

„Da den første ferielov blev gennemført i 1938, betød den et væsentligt fremskridt for danske lønmodtagere, men det kan ikke bestrides, at ferielovgivningen stadig bærer et tydeligt præg af at være gennemført i en tid, hvis beskæftigelsessituation og administrative muligheder afviger væsentligt fra nutidens. Der er derfor brug for en gennemgribende reform af den administrative opbygning af feriesystemet og af en række af de specielle regler.

Dertil kommer — som den vigtigste foranledning til forslagets fremsættelse netop nu — at ferielængden — siden 1953 tre uger — er ganske utidssvarende. Såvel den forøgede viden om feriens betydning for sundhed og arbejdsevne som det stigende pres i produktionen gør det betimeligt at indføre fire ugers ferie for alle.

Forslaget forudsætter, at forberedelsen af en reform kan ske i sommermånederne, således at de fornødne lovforslag kan fremsættes straks ved det nye folketingsårs begyndelse og gennemføres i løbet af få uger. Kun herved vil det blive muligt for alle at få fire ugers ferie med tilnærmelsesvis fuld løn i ferieåret 1971-72.

I øvrigt henvises til bemærkningerne til de enkelte punkter.

Ad 1. Der synes ikke at være grund til at opretholde specialregler for enkelte grupper af lønmodtagere, så meget mere som overgangen fra én ansættelsesform til en anden giver mange vanskeligheder for de pågældende personer og deres arbejdsgivere under den nuværende ordning. Der skal foruden i ferieloven også foretages ændringer i lærlingeloven, medhjælperloven og formentlig også i tjenestemandsloven.

Ad 2. Efter den nugældende ordning er retten til overhovedet at holde ferie betinget af beskæftigelse i det foregående kalenderår. Dette synes ikke rimeligt, og det vil navnlig for de unge — samt for personer, der har været arbejdsløse — give vanskeligheder med at få en ferie af helbredsmæssig og arbejdsmæssig forsvarlig længde. Det foreslås derfor, at alle i hvert ferieår skal have ret til at holde 24 dages ferie — også personer, der først har påbegyndt erhvervsmæssigt arbejde i det pågældende ferieårs første fire måneder — hvorved man navnlig har tænkt på de unge, der udskrives af skolen først på sommeren, og som ikke bør være ferieløse i det pågældende år.

Ad 3. Den nuværende ordning af ferielønnens optjening bygger dels på et feriemærkesystem, dels på et meget stort antal undtagelser. For undtagelsesområdernes vedkommende er der, som ubehagelige erfaringer har vist, et garantiproblem, idet det kan forekomme, at de ansatte — uanset at feriegodtgørelsen allerede er indgået i deres skattepligtige indkomst — mister feriepengene ved virksomhedens konkurs eller likvidation. Desuden er den eksisterende ordning ofte forvirrende og unødigt besværlig for lønmodtagerne, der — såfremt de har været ansat flere steder, som ikke alle benytter feriemærker — må samle feriegodtgørelsen sammen i stumper.

EDB-teknikken gør det muligt at indføre et system, der rummer betydelige praktiske fordele for lønmodtagerne, ikke er besværligt for arbejdsgiverne og desuden sikrer ferielønnens tilstedeværelse, således som det skitseres i forslaget.

Ferielønsfonden tænkes administreret af det offentlige, eventuelt i forening med ATP. Dens midler tænkes anbragt i produktionslivet, dels i form af aktier, dels i form af obligationer i kreditforeningen for industrielle ejendomme. Da fondens størrelse vil svinge i løbet af året, må en del af midlerne anbringes som indskud i Nationalbanken. Fondens ledelse bør udpeges af folketinget. Fondens overskud skal kunne anvendes til feriefremmende formål.

Ad 4. Det skulle være muligt at forrente lønmodtagernes tilgodehavende i ferielønsfonden, om end med en temmelig lav rente.

Ad 5. Ordningen af udbetalingen bliver efter det foreslåede enkel for lønmodtagerne. Alt kan varetages af postvæsenet.

Ad 6. Det skal til forslaget føjes, at det påregnes, at man i de relativt få tilfælde, hvor en lønmodtager er beskæftiget hos to eller flere arbejdsgivere, som begge (alle) yder ferie med løn, først skal anvende tilgodehavendet i ferielønsfonden til dækning af lønnen hos den (de) arbejdsgiver(e), hvor arbejdsforholdet er påbegyndt senest.

Ad 7. Ikrafttrædelsesreglerne er glidende. For lærlinge og medhjælpere, hvor overgangsvanskelighederne er størst, foreslås det, at de i 1970-71 såvel får ferie med løn efter gamle regler som feriegodtgørelse efter de nye. Enhver anden ordning ville i en overgangssituation berøve dem ferieret.

Ad 8. Beskatningen af ferielønnen kan foretages efter forskellige principper, idet man enten kan foretage skattetrækket i lønnen i øvrigt og derved friholde selve ferielønnen for beskatning, så at de 10 pct. udbetales ubeskåret, eller foretage skattetrækket i selve ferielønnen. Hvilken ordning lønmodtagerne vil foretrække, hvis dette forslags principper gennemføres, er ikke afklaret. Spørgsmålets løsning må derfor afhænge af nærmere forhandlinger med lønmodtagerne, ligesom den herefter mest hensigtsmæssige administrative løsning må overvejes."

Forslaget blev ved 1. behandling sat til forhandling sammen med det af Erling Dinesen m. fl. stillede forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om ferie med løn, lov om lærlingeforhold og medhjælperlov. (Om indførelse af 4 ugers ferie med løn eller feriegodtgørelse, forhøjelse af feriegodtgørelsen til 10 pct. og udvidelse af den af ferieloven omfattede personkreds).

Der henvises vedrørende dette forslag samt vedrørende behandlingen i øvrigt til det på side 649 anførte.

Det udvalg, hvortil de to forslag blev henvist, nåede ikke at tilendebringe sit arbejde inden folketingssamlingens slutning.