Ved loven foretages følgende ændringer i lov om teknisk samarbejde med udviklingslandene, jfr. lovbekendtgørelse nr. 374 af 6. september 1967:

Den i § 7, stk. 1, fastsatte ramme for ydelse af statslån forhøjes fra 500 mill. kr. til 800 mill. kr.

Den i § 9 fastsatte beløbsramme for garantier mod tab på private kreditter forhøjes fra 500 mill. kr. (jfr. finansudvalgets aktstykke nr. 204 af 19. marts 1968) til 1 milliard kr. Samtidig er bestemmelsen i paragraffens 2. punktum, hvorefter beløbet eventuelt ville kunne forhøjes med finansudvalgets tilslutning, udgået. Dette hænger sammen med, at det i forbindelse med det nævnte aktstykke blev bestemt, at eventuelle yderligere udvidelser af kreditrammen skulle være et lovgivningsanliggende.

Ministeren for teknisk samarbejde med udviklingslandene oplyste i sin fremsættelse, at der nu var stiftet låneforpligtelser eller givet tilsagn om ydelse af lån op til den grænse på 500 mill. kr., som var fastsat i lovens § 7, stk. 1.

Ud over de nævnte tilsagn, der kunne forventes at føre til indgåelse af låneaftaler i løbet af en kortere tid, forelå låneanmodninger fra en række udviklingslande. Det var i denne forbindelse vigtigt at erindre, at låneforhandlingerne med udviklingslandene erfaringsmæssigt krævede ret lang tid. For at kunne realitetsbehandle de mange ansøgninger om statslån ville det være nødvendigt, at der fandtes en betydelig beløbsmargen med henblik på afgivelse af forhåndstilsagn.

Hertil kom, at det måtte forudses, at der foruden den allerede ydede støtte til Den asiatiske Udviklingsbank, hvor Danmark havde tegnet sig for en aktieandel på ca. 35 mill. kr., kunne blive tale om at yde støtte til andre internationale finansinstitutter, der havde til opgave at fremme den økonomiske vækst i udviklingslande.

Den finansielle bistand fra Danmark ville som for andre industrilande få stigende betydning i bistandsprogrammet, hvor hovedvægten hidtil for Danmarks vedkommende havde været lagt på teknisk bistand.

Bestemmelsen om ændring af lovens § 9 angående beløbsrammen for garantier mod tab på private kreditter indsattes under behandlingen i folketinget efter et af ministeren i udvalgets betænkning stillet ændringsforslag. I bemærkningerne til ændringsforslaget, hvortil der henvises, var der indgående gjort rede for den hidtidige udnyttelse af kreditrammen. Det fremgik heraf, at ordningen på det nærmeste var fuldt udnyttet. Den garantiramme, som man nu arbejdede med, var kun tilstrækkelig til at dække de tilsagn m. v., som allerede var givet, og da der måtte forventes et betydeligt antal ansøgninger om kreditgarantier i den nærmeste fremtid, var en udvidelse af rammen af den foreslåede størrelsesorden påkrævet.

Lovforslaget fik i folketinget en meget velvillig behandling, idet alle ordførere var overordentlig positivt indstillet over for en udbygning af Danmarks bidrag til udviklingslandene, omend der var nuancer i opfattelsen af de mest egnede midler.

Det fremgår af udvalgets betænkning bl. a., at landbrugsorganisationerne i en fælles henvendelse til udvalget har henstillet, at landbrugsvarer i højere grad end hidtil inddrages i Danmarks bilaterale bistand til udviklingslandene.

Det hedder herom i betænkningen bl. a.:

„ ----- Der har på denne baggrund fundet en meningsudveksling sted i udvalget om spørgsmålet, i hvilket omfang der bør åbnes mulighed for lån eller gaver til finansiering af import af levnedsmidler, og hvorvidt overvejelser herom bør føre til en ændring af lovens § 7, stk. 1, nr. 3.

Drøftelserne har vist, at der blandt udvalgets medlemmer er forskellige opfattelser herom, og at det vil være ønskeligt, at hele spørgsmålet om fødevareleverancer søges nærmere belyst, før der tages endelig stilling til spørgsmålet. Ministeren har udtalt sig positivt over for tanken om at lade levnedsmidler indgå med større vægt i de danske bistandsprogrammer og har tilbudt at lade en redegørelse om disse problemer udarbejde af sekretariatet for teknisk samarbejde med udviklingslandene til brug for udvalget. Dette arbejde må imidlertid påregnes at ville kræve så lang tid, at resultatet ikke kan foreligge, før udvalgsarbejdet — hvis lovforslaget skal gennemføres i denne mødeperiode — må være afsluttet.

Udvalget skal derfor indstille, at folketinget beslutter, at udvalget i henhold til forretningsordenens § 7, stk. 6, vedbliver at bestå indtil samlingens afslutning for derved at give udvalget mulighed for at behandle de nævnte oplysninger, når disse måtte foreligge. — —"

Efter at lovforslaget ved 3. behandling var vedtaget enstemmigt med 134 stemmer, vedtoges udvalgets indstilling om dets beståen indtil samlingens slutning uden afstemning.