Ved loven er gennemført følgende ændringer i forhold til den hidtil gældende lov (nr. 153 af 24. april 1963):

Hjemmehjælp til folke- og invalidepensionister, der hidtil har haft hjemmel i loven om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister, er medtaget i loven, således som det fremgår af dens benævnelse. Samlingen af reglerne for de to former for hjælp i samme lov er begrundet i, at det er det samme korps af kvinder, som varetager begge funktioner. Der opnås også herved administrative fordele. Der kan således henvises til, at der fastsættes én takst for statens refusion til kommunen, medens der efter gældende lov er én takst for hjemmehjælp og en anden takst for husmoderafløsning. Som følge af lovændringen vil hjemmehjælpsordningen fremtidig i højere grad være undergivet regulerende bestemmelser fastsat af socialministeriet.

Der er indført adgang til, at husmoderafløsere i det omfang, hensynet til deres øvrige opgaver tillader dem det, kan udsendes til lejlighedsvis afløsning af personer, der i hjemmet passer et barn med fysisk eller psykisk lidelse. Det fremgik af ministerens fremsættelsestale, at denne foranstaltning måtte ses som en videreførelse af de tanker, som ligger bag ved reglen i forsorgslovens § 73, der er indsat i loven i 1967. Ifølge denne bestemmelse kan der til sådanne personer, der i hjemmet forsørger et barn, som har en fysisk eller psykisk lidelse, der medfører særlige udgifter ved forsørgelsen, ydes et tilskud til hel eller delvis dækning af disse udgifter.

Lovforslaget i dets oprindelige skikkelse svarede i hovedtrækkene til det i 1. samling fremsatte lovforslag (se side 417), men adskilte sig dog på følgende væsentlige punkter derfra:

Hjemmehjælpsordningen var ikke medtaget i det tidligere fremsatte lovforslag. Man havde anlagt det principielle synspunkt, at disse regler burde samles i loven om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister.

Bestemmelserne om udsendelse af „børnehjælpere" er taget ud af lovforslaget. Det fremgik af ministerens fremsættelsestale, at opsyn med syge børn i hjemmet allerede under den gældende lov kan varetages af husmoderafløsere, uanset det ikke udtrykkeligt er nævnt i loven. En lovfæstelse heraf måtte anses for overflødig.

Af bemærkningerne til lovforslaget er der grund til at fremhæve, at husmoderafløsning og hjemmehjælp kan afgrænses således:

Husmoderafløsning er en rent midlertidig hjælp til et hjem i forbindelse med sygdom eller med en fødsel. Hjælp kan ydes også til hjem, der ikke til daglig passes af en husmoder, når den, der plejer at udføre det daglige arbejde, er syg og de øvrige personer i husstanden på grund af svagelighed, eller fordi de ikke kan forsømme deres arbejde, er ude af stand til på forsvarlig måde at påtage sig den nødvendige husgerning. Hjælp kan ydes til hjem, hvor normalt ingen er hjemme om dagen, således hjem, hvor begge forældre har udearbejde, når en person, f. eks. et barn, på grund af sygdom må blive i hjemmet. Hjemmehjælp er en mere varig bistand til invalide- og folkepensionister, som ydes navnlig med henblik på, at de kan blive i deres egne hjem så længe som muligt i stedet for at blive optaget på alderdomshjem eller plejehjem.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår i øvrigt følgende:

Der vil fortsat være hjemmel for kommunerne til i fællesskab at iværksætte en husmoderafløsningsordning, uanset dette ikke længere er udtrykkeligt udtalt i loven.

Kravet om rekvisition fra en læge eller jordemoder som betingelse for ydelse af husmoderafløsning må forstås således, at husmoderafløsning om nødvendigt straks kan etableres, medens rekvisitionen tilvejebringes senere. Udsendelse af husmoderafløsere til opsyn med handicappede børn kan kun ske efter lægerekvisition.

Socialministerens fremsættelsestale formede sig i det væsentlige som en begrundelse for at samle reglerne om hjemmehjælp og husmoderafløsning i samme lov samt som en begrundelse for den foreslåede hjælp til hjem med handicappede børn.

Alle ordførerne, hvis indlæg bar præg af, at det tilsvarende lovforslag havde været grundigt debatteret i 1. samling, tilsagde ved 1. behandling deres støtte til lovforslaget. Lis Groes (S) kunne dog ønske større klarhed omkring aflønningsforholdene, medens Rigmor Christensen (RV) udtrykte en vis frygt for, at de nye refusionsregler skulle være til skade for kommuner med en svag økonomi, ligesom hun ønskede udsendelse af husmoderafløsere til hjem med handicappede børn gjort obligatorisk. Gunhild Due (SF) ønskede tilvejebragt en ankeinstans vedrørende kommunernes afgørelse af behovet for ydelse af hjælp. Endelig fandt Hanne Reintoft (VS), at administrationen af ordningerne ikke burde kunne overlades til private institutioner.

I betænkningen stillede socialministeren en række ændringsforslag, som var blevet tiltrådt af udvalget. Herved gennemførtes bl. a. den ændring, at loven skal tages op til revision i folketingsåret 1971-72. Endvidere stillede et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) et ændringsforslag, der tilsigtede at gøre uddannelse obligatorisk for husmoderafløserne og hjemmehjælperne. Det var forudsat, at uddannelseskapaciteten, der for tiden er utilstrækkelig til en sådan opgave, måtte udbygges over en treårig periode.

Med hensyn til spørgsmålet om indførelsen af en obligatorisk uddannelse udtalte et flertal (udvalget bortset fra det ovennævnte mindretal), at en sådan foranstaltning for tiden måtte anses for betænkelig, under hensyn til at der i flere kommuner stadig er mangel på husmoderafløsere og hjemmehjælpere, men at man med sigte på dette spørgsmål havde taget initiativet til den ovennævnte revisionsbestemmelse. Samtidig pegede flertallet på det ønskelige i, at der etableres lokale kursus i eftermiddags- og aftentimerne.

Det fremgik endelig af betænkningen, at spørgsmålet om ydelse af husmoderafløsning i barseltilfælde var blevet indgående drøftet med henblik på, hvorvidt denne ydelse i alle tilfælde skulle være vederlagsfri. Betænkningen indeholder ikke nogen egentlig stillingtagen til spørgsmålet.

Ved lovforslagets 2. behandling blev spørgsmålene om indførelsen af en obligatorisk uddannelse og om vederlagsfri ydelse af husmoderafløsning i barseltilfælde indgående debatteret.

De af socialministeren stillede ændringsforslag blev herefter vedtaget, hvorimod det af mindretallet stillede ændringsforslag blev forkastet.

Efter fornyet udvalgsbehandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt ved 3. behandling.