L 57 Lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat.

Af: Indenrigsminister Poul Sørensen (KF)
Samling: 1967-68 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 193 af 31-05-1968
Loven går i det væsentlige ud på at indføje sådanne ændringer i lov nr. 101 af 31. marts 1967 om kommunal indkomstskat, der må anses for konsekvenser dels af lov nr. 189 af 31. maj 1968 om ændring af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (Kildeskat), dels af de ved lov nr. 464 af 15. december 1967 om ændring af lov vedrørende personlig skat til kommunen indførte nye regler for den kommunale beskatning i hovedstadsområdet, hvorved den progressive beskatning i dette område blev afløst af den i den øvrige del af landet gældende proportionale beskatning. Endelig er de ved loven af 15. december 1967 foretagne ændringer af reglerne om fordeling af den kommunale andel af selskabsskatten indføjet i loven om kommunal indkomstskat.

Ved loven ændredes dog tillige reglerne om beskatning af personer uden bopæl her i landet.

Personer i udenrigstjenesten, der er omfattet af kildeskattelovens § 1, nr. 5, svarer efter lov om kommunal indkomstskat kommuneskat for de kalenderår, der følger efter udrejsen, til den kommune, hvori de havde ophold ved udrejsen, og denne kommune er endeligt berettiget til at beholde skatten.

Ved fremsættelsen af det her omhandlede lovforslag var det i lovforslagets nr. 2 og 5 foreslået, at samme regel skal gælde de af kildeskattelovens § 1, nr. 2, omfattede personer, der i et tidsrum af indtil 4 år kan fastholdes som skattepligtige her til landet som følge af en tidligere bopæl her.

Da en sådan regel, der navnlig vil få betydning for udenrigstjenestens medarbejdere, der i en årrække vil kunne have ophold uden for riget, undertiden kan virke tilfældigt, er det i henhold til et af indenrigsministeren i folketingsudvalgets betænkning stillet ændringsforslag nu bestemt, at de af kildeskattelovens § 1, nr. 2 og 5, omfattede personer foruden den sædvanlige statsskat skal betale et til kommuneskatten i Københavns kommune svarende beløb, der tilfalder statskassen, og således at det nævnte beløb træder i stedet for den kommunale indkomstskat.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (Kildeskat) m. fl. lovforslag, jfr. side 175, men gav ved 1. behandling ikke anledning til særlige bemærkninger fra ordførernes side. Efter en udvalgsbehandling, der resulterede i nogle af indenrigsministeren foreslåede ændringer, hvoraf de væsentligste er omtalt ovenfor, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt med 156 stemmer.
Partiernes ordførere
Henry Grünbaum (S), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Niels Andersen (V), Niels Helveg Petersen (RV), Sigurd Ømann (SF) og Erik Sigsgaard (VS)