Ved loven bemyndiges ministeren for Grønland til fra den 1. januar 1968 at yde tilskud til dækning af indtil 3/10 af de udgifter, der afholdes af landsrådet og kommunerne i Grønland til socialforsorg og foranstaltninger med henblik på arbejdsmarkedet.
I de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved fremsættelsen, var givet en udførlig redegørelse for den sociale udvikling i Grønland, der havde ført til lovforslaget, herunder oplysninger om de gennem nyere tid gældende finansieringsordninger for de enkelte sociale områder. Det var tillige oplyst, at refusionsordningen ville medføre en merudgift for staten i 1968 på ca. 3,7 mill. kr. og for perioden 1968-70 en samlet merudgift på ca. 9 mill. kr.
Endelig var det anført i bemærkningerne, at statstilskud efter loven ikke vil blive ydet automatisk. Ansøgninger om statstilskud til anlægsarbejder vil indgå i de samlede prioriteringsovervejelser vedrørende Grønlandspolitikken og således fortsat blive behandlet af ministeriet for Grønland og Grønlandsrådet, ligesom ændringer i bestemmelserne for kontante ydelser og serviceydelser vil blive gennemført ved landsrådsvedtægter, der fortsat skal stadfæstes af ministeren for Grønland.
Ved fremsættelsen udtalte Grønlandsministeren, at lovforslaget havde et så enkelt formål, at det ikke krævede uddybende kommentarer ud over de udførlige bemærkninger, som var knyttet til det.
I stedet fremkom han med følgende bemærkninger vedrørende den sociale situation i dagens Grønland:
Der investeres i disse år meget betydelige statsmidler i opbygningen af et moderne Grønland. Målet med denne investeringspolitik er i første række at koncentrere befolkningen med dennes relativt meget høje tilvækst i de områder, hvor klimatiske og andre forhold giver de bedste muligheder for hovederhvervet, fiskeriet med dertil hørende produktionsanlæg.
Siden nyordningen i 1950 er der i stadig stigende grad foregået en tilflytning til byerne og de større udsteder med deraf følgende nedlæggelse af bopladserne og de mindre udsteder. Denne udvikling har imidlertid først efterhånden taget fart og har på et tidspunkt, hvor forskellene i boligform og erhvervsmønster ikke var så store, givet befolkningen mulighed for en gradvis assimilering i de nye omgivelser og ændrede levevilkår. Heraf følger også, at de sociale og beskæftigelsesmæssige problemer først efterhånden har fået en foruroligende vækst.
"På et tidspunkt, hvor åbentvandsbyerne Frederikshåb, Godthåb Sukkertoppen og Holsteinsborg i løbet af mindre end et tiår vil have øget deres indbyggerantal med indtil flere gange det nuværende, er der imidlertid tale om omstillingsprocesser, der er af helt revolutionerende karakter for det grønlandske samfund. Denne omstillingsproces rammer generelt, altså også den etablerede del af befolkningen, men den rammer i første række hele tilflyttergruppen.
Der er et umådeligt spring fra den gamle grønlandske livsform til tilværelsen i moderne byer. Fra de små steders yderst beskedne boliger og en tilværelse, der er præget af svingende erhvervsmuligheder og en meget udtalt storfamilie- og naturaløkonomi, er omplantningen til moderne etageboliger i et ukendt miljø, til en lønarbejdertilværelse i moderne fabrikker og til en gennemført pengeøkonomi en revolution for den enkelte familie. Det er en erfaring fra andre udviklingsområder, at så voldsomme ændringer i livsformerne ikke gennemføres uden en meget betydelig forøgelse af de sociale tilpasningsvanskeligheder, ytrende sig i bl. a. øget alkoholforbrug, voksende ungdomsproblemer, stabilitetsproblemer på arbejdspladserne og børnepasningsproblemer.
Af det her sagte følger, at ikke blot almindelige medmenneskelige motiver, men også hensynet til den igangsatte modernisering af det grønlandske samfund på det bolig-, erhvervs- og uddannelsesmæssige område tilsiger, at socialpolitikken bør tildeles en væsentlig rolle i hele udviklingspolitikken med henblik på dels at afbøde virkningerne af de af udviklingen allerede skabte sociale konfliktsituationer, dels at forebygge forekomsten af sådanne situationer og hermed gribe aktivt ind i gennemførelsen af udviklingens målsætninger.
Dette er en situation, som er erkendt af alle ansvarlige instanser, der har med gennemførelsen af udviklingsprogrammet af gøre.
Denne erkendelse har givet sig udtryk i, at ministeriet i de sidste par år efter tilskyndelse fra Grønlands landsråd og Grønlandsrådet har arbejdet med en gennemgribende revision af den grønlandske socialforsorg. Væsentlige forslag fra dette arbejde er også på nuværende tidspunkt gennemført.
Det følger af forskellene i samfundsstruktur og udviklingstrin, at man på væsentlige områder må gå andre og mere forenklede veje end dem, der er nedlagt i den danske sociallovgivning. Det er imidlertid ikke blot en af forholdene betinget ordning, men også i overensstemmelse med moderne socialpolitisk tankegang, når man stræber efter opbygningen af en enhedsadministration, såvel lokalt som centralt, og et i videst muligt omfang koordineret system af sociale bestemmelser, der kommer til at omfatte de væsentlige områder i et udbygget forsorgsvæsen. For den enkelte familie, hvis sociale og beskæftigelsesmæssige problemer overvejende vil tage karakter af den stedfindende udviklingsproces i samfundet, er det af afgørende betydning, at der kan ske en samlet stillingtagen til forekommende beskæftigelsesproblemer, boligproblemer, økonomiske problemer eller børnepasningsproblemer.
Jeg skal her pege på, at der for nærværende er etableret et særskilt administrativt organ til varetagelse af de centrale opgaver på social- og arbejdsmarkedsområdet, at der endvidere arbejdes med udbygningen og uddannelsen af et nu etableret lokalt personale til varetagelse af disse opgaver, til hvis tilfredsstillende løsning kræves et intensivt opsøgende arbejde og tilvejebringelsen af en række økonomiske og institutionelle foranstaltningsmuligheder, og endelig at planerne for disse foranstaltningsmuligheder er langt fremme.
Dette reformarbejde stiller krav om investeringer, der ikke mindst på det administrative og institutionelle område går i væsentlig grad ud over de hidtidige forudsætninger for finansieringen af den grønlandske socialforsorg. Heri ligger hovedgrundlaget for nærværende forslag om en generel støtteordning for den grønlandske socialforsorg, men folketinget gives samtidig hermed lejlighed til at tilkendegive sin vurdering af socialpolitikkens rolle i hele den igangværende udvikling, som staten investerer så betydeligt i.
Jeg finder, at der ved udformningen af forslaget om en generel støtteadgang for hele social- og arbejdsmarkedsområdet er taget væsentlige og helt rigtige hensyn til den ønskelige neutralitet i valg og prioritering af socialpolitiske foranstaltninger, hvortil kommer, at ministeriet og folketinget fuldt ud vil have kontrol med og indflydelse på statsmidlernes anvendelse.
Med det foreslåede statstilskud, der for perioden 1968-70 vil give landskassen en merindtægt på ca. 9 mill. kr., er der ikke etableret fuld dækning for landskassens samlede udgiftsbehov i den anførte periode. Landsrådet må derfor overveje andre indtægtsmuligheder, eventuelt i forbindelse med et vist forbrug af landskassens kapital."
Ved 1. behandlingen kunne såvel ordførerne for de politiske partier som Rosing (Grønl.) tilslutte sig forslaget, idet alle erkendte, at der var behov for en øget indsats på det sociale område i Grønland. Carl P. Jensen (S) påpegede, at et af de største problemer efter hans opfattelse måtte være at få tilvejebragt et effektivt arbejdsformidlingsorgan, og han opfordrede derfor arbejdsmarkedets parter i Grønland til selv i første række at interessere sig for denne nødvendige opgave. Vivike (SF) rejste spørgsmålet om at forhøje statskassens tilskud ud over de 3/10 som var foreslået i lovforslaget. Endelig henstillede Rosing (Grønl.), at Grønlandsministeren tog initiativ til en snarlig forhøjelse af børnetilskuddene og af aldersgrænsen for de børn hvis forældre eller forsørgere modtager sådant tilskud.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, som enstemmigt indstillede det til vedtagelse, idet udvalget i sin betænkning anførte følgende:
Med udgangspunkt i den konstaterede nedgang i indtægterne for flere grønlandske erhverv har udvalget med ministeren drøftet spørgsmålet om mulighederne for en forhøjelse af de ved lov nr. 49 af 25. februar 1964 om børnetilskud i Grønland hjemlede børnetilskud. Da det må erkendes, at det forekommer mindre hensigtsmæssigt at hjælpe på de svigtende indtægter ved en forhøjelse af børnetilskuddet, idet en sådan forhøjelse vil virke generelt for alle i det grønlandske samfund, mener udvalget, at det må være mere rigtigt at tage hele børnetilskudsordningen op til eventuel revision i forbindelse med spørgsmålet om indførelse af direkte beskatning i Grønland. Udvalget skal derfor henstille, at det udvalg, der er nedsat til undersøgelse af mulighederne for gennemførelse af en grønlandsk indkomstbeskatning, også inddrager den grønlandske børnetilskudsordning i sine overvejelser og i øvrigt meget stærkt fremskynder sit arbejde.
Herudover har to af udvalgets medlemmer (Knud Hertling og Rosing) ønsket at fremhæve, at de agter at anmode Grønlands landsråd om hurtigt at fremkomme med forslag til forhøjelse af børnetilskuddene i Grønland, indtil en endelig ordning kan etableres ved indførelsen af en eller anden form for beskatning.
Under gennemgangen af lovforslaget har udvalget været inde på spørgsmålet om størrelsen af udgifterne til sociale formål set i relation til de administrative udgifter og finder anledning til at udtale, at man forventer, at der for de egentlige administrationsudgifters vedkommende udvises stor tilbageholdenhed.
I bemærkningerne til lovforslaget er anført, at der på arbejdsmarkedsområdet endnu kun har været iværksat et lokalt forsøgsarbejde, idet det erkendes, at opbygningen af et generelt system vil være et meget væsentligt led i det igangværende reformarbejde.
Udvalget er enig heri. Det er udvalgets opfattelse, at den bedst mulige udnyttelse af det grønlandske produktionsapparat inden for alle erhverv kun vil være mulig ved en effektiv arbejdsformidling gennem særlige arbejdsanvisningsorganer. Udvalget peger dog på, at en effektiv arbejdsanvisning næppe vil kunne gennemføres, medmindre denne kombineres med mulighederne for at opnå en understøttelse, der kun kommer til udbetaling, såfremt arbejde ikke kan anvises, og bortfalder, hvis anvist arbejde ikke modtages.
I forbindelse hermed anmoder udvalget ministeren for Grønland om at henstille til arbejdsmarkedets parter i Grønland, at man i fælleskab tager dette problem op til forhandling med henblik på at finde frem til en forsikringsmæssig løsning i nært samarbejde med arbejds- og socialdirektoratet."
Lovforslaget vedtoges derefter enstemmigt ved 3. behandling med 147 stemmer.