L 31 Lov om ændring af lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v.

(Om ophævelse af bestemmelser om bortfald af unge arbejdsløses understøttelsesret i visse tilfælde).

Af: Arbejdsminister Lauge Dahlgaard ()
Samling: 1967-68 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 220 af 31-05-1968
Ved loven er med ikrafttræden den 1. juli 1968 bestemmelserne i § 17, stk. 1, nr. 12 og 13, ophævet. Ifølge disse bestemmelser måtte en anerkendt arbejdsløshedskasse ikke betale arbejdsløshedsunderstøttelse til medlemmer, som uden fyldestgørende grund vægrede sig ved at efterkomme henvisning i medfør af lov om beskæftigelse og uddannelse af unge til et i henhold til nævnte lov eller lov om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere iværksat kursus, hvorunder de havde ret til at oppebære en godtgørelse, som ikke var mindre end arbejdsløshedsunderstøttelsen. Tilsvarende gjaldt med hensyn til medlemmer, som uden fyldestgørende grund afbrød deltagelse i, eller som blev bortvist fra et af de i nr. 12 nævnte kurser, hvortil de var henvist i medfør af lov om beskæftigelse og uddannelse af unge.

Ændringen er en konsekvens af, at de nævnte bestemmelser om tvangsmæssig henvisning er ophævet ved den samtidig gennemførte lov om ændring af lov om beskæftigelse og uddannelse af unge. Forslagene til begge ændringslove blev fremsat og behandlet sammen.

Der henvises derfor til det vedrørende ændringen af ungdomsuddannelsesloven på side 236 anførte, idet dog bemærkes, at det her omhandlede lovforslag ved 3. behandling blev vedtaget enstemmigt; 1 medlem tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Anker Jørgensen (S), Knud Bro (KF), Robert Christensen (V), Erik Hansen (RV), Chr. Madsen (SF) og Hanne Reintoft (VS)