Loven træder i kraft den 1. april 1969 og indeholder bestemmelser om følgende:

a. Revision af diverse bestemmelser i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v., hvorved alene de offentlige arbejdsformidlingskontorer bliver berettiget til at anvise arbejde til ledige, og hvorved kontrollen med ledige medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser overgår til de offentlige arbejdsformidlingskontorer.

b. Udbygning af de offentlige arbejdsformidlingskontorer.

c. Revision og udbygning af den offentlige arbejdsanvisnings hjælpemidler.

d. Hjemmel til undtagelsesvis indførelse af særlige regler om ledighedskontrol på enkelte fagområder.

e. Nedsættelse af lokale arbejdsmarkedsnævn ved de enkelte arbejdsformidlingskontorer til afløsning af disses tilsynsråd.

f. Lempelse, hvorefter et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse inden for tidsrummet 1. oktober 1967 til 30. september 1968 kan modtage dagpenge i højst 285 dage, medens grænsen hidtil har været 270 dage. Denne bestemmelse blev indsat i lovforslaget ved ændringsforslag til 2. behandling.

Som en formel ændring — ligeledes indsat ved ændringsforslag til 2. behandling — er betegnelsen „arbejdsanvisnings- kontor" erstattet af betegnelsen „arbejdsformidlingskontor".

Loven må ses i sammenhæng med lov af 22. februar 1967 om ændring af lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Om forhøjelse af ydelser, ændring af tilskudsregler m. v.). Ved denne lov blev der gennemført vidtgående ændringer i arbejdsløshedsloven. Satserne for arbejdsløshedsunderstøttelsen blev forhøjet væsentligt, og medlemskontingentet blev gjort ensartet for arbejdsløshedskasser med samme understøttelsessatser, således at bidraget er uafhængigt af ledigheden i såvel den enkelte kasse som i samfundet som helhed. I forbindelse hermed påtog det offentlige sig i forhold til kasserne og deres medlemmer ikke alene en forøget refusion af udgifterne under de daværende forhold med et forholdsvis lavt ledighedsniveau, men derudover tillige den fulde risiko for stigning i understøttelsesudgifterne som følge af forøgelse i ledigheden. Det skete ved indførelsen af en refusionsordning, hvorefter arbejdsløshedskasserne får fuld refusion af den del af deres understøttelsesudgifter, der ikke dækkes af det fastsatte medlemsbidrag. Der kan i øvrigt henvises til omtalen af loven i folketingsårbog 1966-67, side 311. Loven må endvidere ses i sammenhæng med, at der kan forventes yderligere ændringer af arbejdsløshedsloven i næste folketingsår, som vil have karakter af en teknisk revision og vil omfatte spørgsmålet om dagpengenes størrelse samt spørgsmålet om forsikring af deltidsbeskæftigede.

Lovforslaget var i sin oprindelige skikkelse en genfremsættelse af det i 1. samling fremsatte lovforslag, hvormed det var identisk, d. v. s. indeholdt de ovenfor under litra a-e nævnte bestemmelser. Det var udarbejdet i overensstemmelse med resultatet af overvejelser i en af arbejdsministeren nedsat arbejdsgruppe, hvori repræsentanter for arbejdsmarkedets hovedorganisationer, repræsentanter for en række andre interesserede organisationer samt repræsentanter for administrationen havde sæde. Bestemmelserne om oprettelse af arbejdsmarkedsnævn er dog foranlediget af et initiativ, taget af arbej dsmarkedsrådet.

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om privat arbejdsanvisning m. v.

Vedrørende de ovennævnte grupper af ændringer bemærkes følgende:

Ad a. Bestemmelserne herom er fastsat i overensstemmelse med § 4 i ovennævnte lov af 22. februar 1967, hvori det er fastsat, at der inden udgangen af 1967 for folketinget skal fremsættes forslag til lov om overgang pr. 1. april 1968 til de offentlige arbejdsanvisningskontorer af de funktioner, der i henhold til lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. påhviler de anerkendte arbejdsløshedskasser med hensyn til kontrol med og anvisning af arbejde til ledige medlemmer.

Overførelse af de anerkendte arbejdsløshedskassers arbejdsanvisningsvirksomhed til de offentlige arbejdsformidlingskontorer er opnået dels ved en ændring af lovens § 22, stk. 1, nr. 5, hvorefter der i anerkendte arbejdsløshedskassers vedtægter skal være indeholdt oplysninger om arbejdsanvisning for arbejdsløse medlemmer, og dels ved en ændring af loven angående privat arbejdsanvisning, hvorved forbudet mod privat arbejdsanvisning udvides. Om dette sidste henvises til det nedenfor anførte om lov om privat arbejdsanvisning m. v. Overførelsen til de offentlige arbejdsformidlingskontorer af de anerkendte arbejdsløshedskassers funktion med kontrol af medlemmernes ledighed er opnået dels ved indføjelse af en ny bestemmelse om kontorernes kontrolvirksomhed i lovens § 4 og dels ved ændring af lovens § 22. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at man som hovedregel vil kunne nøjes med at møde til kontrol én gang ugentlig.

Ad b. Det fremgår ligeledes af bemærkningerne til lovforslaget, at det som følge af de væsentligt forøgede — til dels helt nye — opgaver, der er tildelt arbejdsformidlingskontorerne, vil være nødvendigt at søge disse udbygget. For så vidt angår udbygningen af kontorerne uden for hovedstadsområdet (hvorved i denne forbindelse forstås Københavns og Frederiksberg kommuner samt det meste af Københavns amtsrådskreds), sker det på grundlag af en forudsætning om en afstand af ca. 5-10 km mellem medlemmets bopæl og kontrolstedet.

Hertil vil kræves ca. 400 afdelingskontorer af varierende størrelse. I hovedstadsområdet vil der blive et fælleskontor i København, udbygget med 6 distriktskontorer samt et ikke nærmere angivet antal mindre betjeningssteder. Udbygningen forudsætter en personaleforøgelse på ca. 300 heltidsbeskæftigede. Det må i denne forbindelse nævnes, at det i loven er udtrykkeligt bestemt, at ansættelser finder sted „inden for styrelsen", hvilket muliggør, at der kan foretages justeringer i ansættelsen. Om de med gennemførelsen af udbygningen forbundne udgifter siges det i bemærkningerne til lovforslaget:

„Statens tilskud til oprettelse og drift af de offentlige arbejdsformidlingskontorer udgør 314 af de årlige udgifter, som på grund af de i lovforslaget omhandlede forøgede arbejdsopgaver forventes forøget med 13,0 mill. kr., der fordeler sig således:

[Se tabel i Folketingsårbog, 1967-68, side 225]

Etableringsudgifterne — herunder forudbetaling af husleje — i anledning af lovforslaget forventes at andrage 4,0 mill. kr."

Hertil kommer en merudgift på ca. 950.000 kr. årligt som følge af forøgede opgaver for arbejdsdirektoratet. De nævnte skøn er udøvet på grundlag af priser og lønninger pr. 1. oktober 1967 og er ifølge sagens natur behæftet med usikkerhed.

Ad c. De former for hjælp, der kan ydes ud over arbejdsløshedsunderstøttelsens dagpengehjælp med det formål at fremme arbejdskraftens bevægelighed (rejsehjælp, flyttehjælp, hjælp til dobbelt husførelse og hjælp til fremskaffelse af bolig), administreredes efter de hidtil gældende regler i vidt omfang af de anerkendte arbejdsløshedskasser. Herudover kunne der af de offentlige arbejdsanvisningskontorer ydes samme hjælp, dog i visse tilfælde til ikke-forsikrede med lavere satser. Administrationen af disse former for hjælp er nu overført til de offentlige arbejdsanvisningskontorer og reglerne ændret således, at forsikrede og ikke-forsikrede stilles lige. Endvidere er hjælpeformerne udvidet i overensstemmelse med synspunkter, som fremkom under lovgivningsarbejdet i 1966-67. Dette er sket, dels ved at hjælp til dobbelt husførelse suppleres med en godtgørelse af udgifterne til en månedlig rejse til hjemstedet, og dels ved at hjælp til fremskaffelse af bolig også kan ydes til ikke-forsørgere, samt endelig ved indførelse af helt nye hjælpeformer, nemlig transporttilskud i visse snævert begrænsede tilfælde og etableringshjælp. Denne sidste hjælp ydes under tilsvarende betingelser som hjælp til boligfremskaffelse.

Ad d. Denne dispensationsbestemmelse er i første række tænkt bragt i anvendelse alene for følgende fagområder i en overgangsperiode:

a) Det fagområde, der er omfattet af arbejdsløshedskasserne for sømænd, søfyrbødere og sørestaurationernes personale, for så vidt angår København og i øvrigt de steder i landet, hvor kasserne driver arbejdsanvisning.

b) Den del af bageri- og konditoriarbejdernes arbejdsløshedskasses fagområde, der er dækket af den nuværende overenskomst mellem Bageri- og Konditoriarbejdernes Forbund og Københavns Bagerlaug.

Med hensyn til fravigelse af reglerne om arbejdsanvisning henvises til § 1, stk. 2, i loven om privat arbejdsanvisning.

Ad e. Hvert nævn — der nedsættes af arbejdsministeren — består af en formand og 10 medlemmer. Formanden, der beskikkes af arbejdsdirektøren, er uden for København vedkommende amtmand eller en af ham udpeget person. Formanden for arbejdsmarkedsnævnet i København beskikkes efter indhentede erklæringer fra amtmanden over Københavns amt, overpræsidenten i København og Frederiksberg kommunalbestyrelse. 6 medlemmer udpeges af Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening.

Uden for København beskikkes som repræsentanter for kommunalbestyrelserne, herunder amtsrådet, 3 medlemmer udpeget af amtsrådet efter indhentede erklæringer fra de kommunale råd i de til kontorets område hørende købstadkommuner. I København beskikkes 3 medlemmer udpeget af Københavns borgerrepræsentation efter indhentede erklæringer fra Københavns amtsråd og Frederiksberg kommunalbestyrelse. Endelig beskikkes arbejdsformidlingschefen som medlem af nævnet. I det oprindelige lovforslag var den kommunale repræsentation mindre. Den blev forøget på grund af henvendelser fra de kommunale organisationer til folketingsudvalget. Nævnene skal virke koordinerende mellem arbejdsanvisningskontoret og de lokale og regionale organer, der virker helt eller delvis inden for saglige områder af betydning for arbejdsmarkedet, eller hvori arbejdsmarkedets organisationer er repræsenteret. Endvidere vil formentlig efterhånden visse administrative beføjelser vedrørende arbejdsmarkedsforhold kunne overføres til nævnene. Såfremt de pågældende beføjelser ikke henhører under arbejdsministeriets ressort, forudsættes det, at overførslen forud forhandles mellem arbejdsministeriet og vedkommende styrelse.

I sin fremsættelsestale begrundede arbejdsministeren genfremsættelsen på følgende måde:

„For det første skal jeg henvise til den enighed mellem de implicerede parter, som der blev redegjort for ved første fremsættelse. Denne enighed er naturligvis et meget vægtigt argument for at søge forslagene gennemført.

Dernæst vil jeg gerne, ligesom også den daværende arbejdsminister gjorde det, fremhæve sammenhængen med de — betydelige ændringer i reglerne for statens refusion af arbejdsløshedskassernes understøttelsesudbetalinger, der blev gennemført sidste år. Jeg er helt enig i, at når det offentlige bærer den fulde risiko for merudgifterne ved forøget ledighed, er det naturligt, at staten også overtager det fulde ansvar for arbejdsanvisningen og kontrollen med kassemedlemmernes ledighed.

Men yderligere skal jeg for det tredje fremhæve, at en koncentration af arbejdsanvisningen er hensigtsmæssig ved i princippet at samle al efterspørgsel og udbud af arbejdskraft."

Lovforslaget gav ved 1. behandling anledning til en del meningsbrydninger.

Erling Dinesen (S) understregede lovforslagets sammenhæng med den i 1967 gennemførte ændringslov samt med forventede senere ændringer, hvorved man skulle nå frem til en egentlig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under arbejdsløshed. På baggrund af regeringsændringen havde han gerne set, at spørgsmålet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og de af nærværende lovforslag omhandlede spørgsmål var blevet fremlagt til behandling i folketinget samtidig. Han henviste herved navnlig til den stilling, venstres og det konservative folkepartis ordførere havde taget i 1967 til spørgsmålet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste; venstres ordfører havde ment, at dette spørgsmål burde henvises til socialreformkommissionen, medens de konservative havde givet udtryk for, at de ønskede en såkaldt fælles tryghedsordning, som bl. a. står for udbetaling af ydelser til alle arbejdsledige.

Den socialdemokratiske ordfører fandt endvidere, at dagpengene allerede nu burde forhøjes fra 80 pct. til 90 pct. af den aktuelle arbejdsfortjeneste.

Knud Bro (KF) tilsluttede sig lovforslaget, og det samme gjorde P. E. Eriksen (V), som endvidere dels pegede på, at de nye regler måtte kunne indpasses i det sociale tryghedssystem, som vil komme på grundlag af socialreformkommissionens overvejelser, og på ønskeligheden af en større kommunal repræsentation i de lokale arbejdsmarkedsnævn.

Svend Haugaard (RV) udtrykte ligesom i 1967 betænkelighed ved den administrative opdeling og fremførte, at også arbejdsløshedskassernes opkrævning af kontingent og udbetaling af dagpenge burde overgå til det offentlige. Han ønskede endvidere, at man i udvalget ville se nærmere på den forskelsbehandling, der kommer til udtryk ved den gamle bestemmelse om, at der fortrinsvis skal anvises arbejde til medlemmer af de anerkendte arbejdsløshedskasser. Det fremgik senere af udvalgets betænkning, at arbejdsministeren vil underkaste bestemmelsen en nærmere prøve i forbindelse med den kommende tekniske revision af arbejdsløshedsloven.

Chr. Madsen (SF) var meget kritisk over for lovforslaget, idet han bl. a. fandt, at de anerkendte arbejdsløshedskasser hidtil havde varetaget deres opgaver på en udmærket måde, ligesom han fandt, at lovforslagets bestemmelser om flyttehjælp m. v. var utilstrækkelige. Hanne Reintoft (VS) var afvisende over for lovforslaget, som hun fandt indebar en betydelig svækkelse af fagbevægelsen. Som afslutning på debatten udtalte arbejdsministeren, at spørgsmålet om ydelse af egentlig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i tilfælde af arbejdsløshed ligesom i den tidligere regerings tid var henskudt til overvejelser i arbejdsløshedsudvalget af 1964, som var anmodet om at ville afgive betænkning senest 1. oktober 1968, ledsaget af udkast til lovforslag.

I den af udvalget afgivne betænkning behandlede man indgående spørgsmålet om lovforslagets forhold til det videre arbejde med kommunalreformen og med planerne for en socialreform. Det udtales herom: „Udvalget er opmærksom på, at lovforslaget må kunne indpasses i et kommende tryghedssystem. Der er efter udvalgets opfattelse en nær sammenhæng, og det har derfor i udvalget været drøftet, hvorvidt der måtte antages at være behov for at udskyde lovforslagets vedtagelse eller for at fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet under særlig hensyntagen til de nævnte reformer.

Der er over for udvalget fra de kommunale organisationers side blevet peget på, at den vedtagne kommunalreform tilsigter at etablere kommunerne som de naturlige bærere af den lokale administration, herunder varetagelsen af statslige opgaver. Det må efter disse organisationers opfattelse være en nærliggende mulighed allerede fra starten at overdrage de administrative opgaver, der efter lovforslaget skal varetages af nyoprettede afdelingskontorer (kontaktsteder), til forvaltning i kommunerne. Det forudsættes, at dette skulle ske i henhold til særlige aftaler med de pågældende kommunalbestyrelser. Efter de pågældende organisationers opfattelse bør der endvidere rejses spørgsmål om, hvorvidt arbejdsformidlingskontorerne i forbindelse med eller efter kommunalreformens gennemførelse bør overgå til forvaltning i kommunal regie, f. eks. under de nye amtsråd. I denne såvel som i anden sammenhæng er der endvidere blevet udtalt ønske om, at de arbejdsmarkedsnævn, som foreslås nedsat ved arbejdsformidlingskontorerne, får en anden sammensætning.

Alle de nævnte spørgsmål er blevet indgående drøftet i udvalget bl. a. på grundlag af ministerens udtalelse ved lovforslagets skriftlige fremsættelse. Af denne fremgik det, at der ved lovforslaget intet foregribes med hensyn til gennemførelsen af de kommende bredere reformer, og at det naturligvis er hensigten at administrere loven således, at der ikke skabes vanskeligheder i relation til en tilpasning til reformerne.

Spørgsmålene er endvidere blevet behandlet i et samråd med arbejdsministeren.

Det fremgik af ministerens udtalelser, at man ikke på indeværende tidspunkt burde træffe beslutning om at lade arbejdsanvisningen overgå til forvaltning i kommunalt regie, bl. a. under hensyn til, at de overvejelser, som for tiden finder sted under administrationsrådet om den fremtidige opgavefordeling mellem bl. a. statslige og kommunale myndigheder, endnu ikke er tilendebragt. Ministeren kunne imidlertid stille i udsigt, at oprettelsen af afdelingskontorer (kontaktsteder) ville ske efter forhandling med vedkommende kommunalbestyrelse.

Under samrådet behandlede man endvidere spørgsmålet om sammensætningen af arbejdsmarkedsnævnene og deres opgaver. Ministeren kunne stille sig imødekommende med hensyn til et af de kommunale organisationer over for udvalget fremsat ønske om større repræsentation. I denne sammenhæng blev det tillige drøftet, hvorvidt arbejdsmarkedsnævnene burde nedsættes ved arbejdsministerens foranstaltning i stedet for som foreslået i lovforslaget ved arbejdsdirektørens foranstaltning eller som foreslået af de kommunale organisationer ved amtsrådets foranstaltning. Indførelsen af en sådan ordning, som måtte være en overgangsforanstaltning, ville være begrundet i ønsket om intet at foregribe i relation til de kommende reformer, et synspunkt, som en forøget kommunal repræsentation i nævnene også måtte være udtryk for."

Det fremgår endvidere af betænkningen, at spørgsmålet om byrdefordelingen mellem stat og kommune med hensyn til arbejdsløshedslovgivningen bør tages op til overvejelse i forbindelse med den fortsatte revision af loven, som forventes at ville finde sted i folketingsåret 1968-69. Det fremgår fremdeles af betænkningen, at spørgsmålet om ydelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i tilfælde af arbejdsløshed har været behandlet i udvalget på baggrund af bemærkningerne ved 1. behandling. I forbindelse hermed drøftede man spørgsmålet om at forhøje maksimum for henholdsvis dagpengenes procentvise størrelse og for længden af den periode, hvori de kan ydes. Under henvisning til, at disse spørgsmål er genstand for overvejelse i arbejdsløshedsudvalget af 1964, burde disse spørgsmål efter arbejdsministerens og udvalgsflertallets (venstres, det konservative folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget) opfattelse ikke tages op i forbindelse med lovforslaget. Arbejdsministeren stillede dog med tilslutning af udvalget ændringsforslag, jfr. den i indledningen under f. nævnte bestemmelse om periodens længde. Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) stillede ændringsforslag om forhøjelse af det gældende maksimum for dagpengenes procentvise størrelse, således at dette skulle være 90 pct. i stedet for som hidtil 80 pct. Som begrundelse herfor henvistes til dette maksimums særlige betydning for de lavtlønnede.

Det ovennævnte flertal indstillede herefter lovforslaget til vedtagelse med de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag, medens et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) udtalte, at man ikke på nuværende tidspunkt kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet baggrunden for mindretallets stilling var, at mindretallet hele tiden har betragtet denne lovgivning som et led i en yderligere udbygning af arbejdsløshedsforsikringen med det mål, som også er arbejdsløshedskassernes, at nå frem til en egentlig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under arbejdsløshed. Det udtalte endvidere:

„Mindretallet må vurdere hele denne lovgivning i sammenhæng og har derfor ønsket, at nærværende lovforslag og forslaget om en egentlig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste blev behandlet samtidig, således at der blev en mulighed for at vurdere det samlede resultat.

Da gennemførelsen af nærværende lovforslag ikke er påkrævet i indeværende folketingsår, har mindretallet ønsket forslaget udskudt til næste år, således at en samlet vurdering af arbejdsløshedsreformen bliver mulig."

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) kunne heller ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, da det ikke opfyldte de krav, der måtte stilles i forbindelse med førelsen af en nutidig arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitik.

Uden for betænkningen stillede Hanne Reintoft, Bundgaard, Kjær Rasmussen og Sigsgaard (VS) en række ændringsforslag, hvorefter ledighedskontrollen fortsat skulle udøves af de anerkendte arbejdsløshedskasser for de fagområder, hvor disse på grund af eksisterende overenskomster eller fast sædvane alene har varetaget denne, og hvorefter den gældende 4/5-grænse for dagpengenes størrelse skulle erstattes af den gennemsnitlige arbejdsfortjeneste pr. dag i vedkommende fag som grænse. Endvidere stillede de pågældende^ ændringsforslag om forbedring af en række ydelser.

Ved 2. behandling blev lovforslaget på ny debatteret indgående, navnlig spørgsmålet om dets vedtagelse i dette folketingsår.

Ved afstemningen efter 2. behandling blev de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag vedtaget, medens de øvrige forkastedes.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 97 stemmer (KF, V og RV) mod 11 (SF og VS), medens 49 medlemmer (S) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.