L 27 Lov om fornyelse af et statspræmieobligationslån.

Af: Finansminister Poul Møller (KF)
Samling: 1967-68 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 63 af 13-03-1968
Loven fornyer det præmieobligationslån på 100 mill. kr., som blev optaget i 1948 og som i 1958 blev fornyet for en periode af 10 år. Fornyelsen gennemføres ligesom i 1958 på den måde, at gyldigheden af de foreliggende obligationer forlænges for 10 år, og således at der i disse 10 år udtrækkes præmier til samme beløb og af samme antal som hidtil.

I finansministerens fremsættelsestale hed det bl. a.:

„Disse obligationer, der hver lyder på 50 kr., blev i sin tid hurtigt udsolgt og har siden ligget forholdsvis fast hos ejerne.... Da det må anses for ønskeligt at fastholde den private opsparing, der er sket ved optagelsen af dette lån, og da det endvidere er ønskeligt, at finansministeriet får mulighed for at fortsætte lånet på 100 mill. kr. til en renteudgift på 3,5 pct. p. a., foreslås det at forny lånet for en 10-årig periode."

Forslaget fik ved 1. behandling tilslutning fra alle sider. Det blev henvist til finansudvalget, der enstemmigt indstillede det til vedtagelse. Ved 3. behandling blev det enstemmigt vedtaget med 128 stemmer, medens 1 medlem (Rosing) afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
R. Lysholt Hansen (S), Johannes Burgdorf (KF), Ib Germain Thyregod (V), Martin Pedersen (RV), Aksel Larsen (SF) og Svend Erik Kjær Rasmussen (VS)