L 23 Lov om ændring af lov om afgift af spiritus, vin og øl.

Af: Finansminister Poul Møller (KF)
Samling: 1967-68 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 66 af 15-03-1968
Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om almindelig omsætningsafgift, forslag til lov om beregning af almindelig omsætningsafgift af parfumer, toiletmidler m. v., forslag til lov om ændring af lov om tobaksafgifter og forslag til lov om midlertidigt tillæg til folke-, invalide- og enkepensionister samt om midlertidig forhøjelse af grænsen for hjælp til underhold.

Lovændringen var foranlediget af det samtidig fremsatte lovforslag om forhøjelse af den almindelige omsætningsafgift.

Lovændringen nedsætter den gældende restaurationsafgift af stærke drikke fra 17 pct. til 15 pct. af den afgiftspligtige omsætning.

Ændringen medfører, at statskassens provenu af restaurationsafgiften vil formindskes med ca. 25 mill. kr. årligt, beregnet ud fra det forbrug af restaurationsafgiftspligtige varer, der er lagt til grund for forslaget til finanslov for 1968-69. Da den almindelige omsætningsafgift beregnes af beløb, hvori restaurationsafgiften indgår, vil nedsættelsen medføre, at det forventede provenu af den almindelige omsætningsafgift (inklusive den samtidig gennemførte forhøjelse af denne afgift) formindskes med ca. 3 mill. kr. årligt.

Det nedsatte udvalg indstillede enstemmigt lovforslaget til vedtagelse uændret.

Ved 3. behandling blev forslaget vedtaget med 156 stemmer mod 4 (VS).
Partiernes ordførere
J. O. Krag (S), Per Hækkerup (S), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Henry Christensen (V), Grethe Philip (RV), Aksel Larsen (SF) og Erik Sigsgaard (VS)