Ordningen opererer med kontante sparepræmier i stedet for skattemæssige begunstigelser for opsparingsbeløb eller renteindtægter. Staten præmierer opsparing, der finder sted på særlige opsparingskonti i tiden fra 1. juli 1968 til den 30. juni 1970. Den præmieringsberettigede opsparing kan højst udgøre 3.000 kr. for hver person og kan kun foretages af personer, der for skatteåret 1968-69 er pålignet en indkomstskat til staten på højst 15.000 kr., og for tiden efter 1. juli 1969 kun af dem, der for 1. halvdel af skatteåret 1969-70 er pålignet en indkomstskat til staten på højst 7.500 kr. For hvert opsparingsbeløb på 500 kr. ydes af statskassen en præmie på 100 kr., som tilskrives opsparingen den 1. april eller 1. oktober, som følger nærmest efter det tidspunkt, da retten til præmie er opnået. Opsparingskonti kan oprettes ved indskud i banker, sparekasser og andelskasser til højeste indlånsrente eller ved indskrivning af obligationer af åbne serier udstedt af obligationsudstedende foreninger eller af institutter, der er godkendt af staten. Der er endvidere åbnet mulighed for, at investeringsforeninger kan blive godkendt til at modtage sådanne indskud.

I sin fremsættelsestale anførte finansministeren bl. a.:

„Opsparingen under den foreslåede ordning vil kunne gennemføres af den største del af befolkningen. For i videst muligt omfang at sikre, at der bliver tale om reel nyopsparing og ikke blot om overflytning af tidligere opsparing til præmieret opsparing, er det dog foreslået, at ordningen begrænses til at omfatte personer under et vist indkomstniveau. Grænsen er dog sat forholdsvis højt, idet præmieret opsparing kan foretages af personer med en skattepligtig indkomst på ca. 60.000 kr. årligt — for ikke-forsørgere ca. 55.000 kr. årligt.

Ved 1. behandlingen udtalte Egon Jensen (S), at man ingen tiltro havde til, at der gennem ordningen ville blive skabt en opsparing, der ellers ikke ville være blevet foretaget. Ordningen blev ligeledes kritiseret af Ømann (SF), der lagde vægten på, at enhver opsparingsgodtgørelse belønnede dem, der havde penge, samt af Hanne Reintoft (VS), der var tilhænger af offentlig investering og opsparing fremfor denne form for privatopsparing. Ordningen blev forsvaret af Hans Kjær (KF), der dog fandt, at det var en væsentlig skønhedsfejl ved forslaget, at det begrænsede virkningerne til sparere under et fast indkomstniveau, af Jens Frandsen (V), der rejste det spørgsmål, om man ikke også burde medtage investeringsforeninger, samt af Niels Helveg Petersen (RV), der udtrykte glæde over, at ordningen ikke var en ordning med fradrag i indkomsten, men en præmiering som et direkte tilskud. Han fandt ligeledes, at det var rimeligt, at der var en overgrænse for, hvor høje indtægter der kunne udnytte ordningen.

Et flertal af det nedsatte udvalg (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med visse af finansministeren foreslåede ændringer. Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse. De foreslåede ændringer, der ved 2. behandling blev vedtaget uden afstemning, udvidede kredsen af pengeinstitutter, der kan modtage præmieringsberettigede indskud, til også at omfatte andelskasser, og åbnede mulighed for, at investeringsforeninger kunne blive omfattet af ordningen, samt skabte adgang for, at personer, der er omfattet af sømandsskatteordningen, kunne få adgang til at foretage præmieret opsparing.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 90 stemmer (KF, V, RV) mod 66 (S, SF, VS), medens 1 (Rosing) undlod at stemme.