Ved lovforslaget foresloges en række ændringer af og tilføjelser til den gældende lov nr. 199 af 8. juni 1966 om ejerlejligheder.

Efter den gældende lovs § 9 skal overdrageren af en lejlighed i en endnu ikke fuldført bygning gøre erhververen bekendt med en beregning af de med opførelsen forbundne udgifter og en opstilling over ejendommens og lejlighedens endelige finansiering og driftsudgifter. Denne bestemmelse foresloges efter forslaget udvidet således, at eventuelle overskridelser af den beregnede endelige finansieringsplan, herunder forøgelser af den samlede pålydende værdi af enhver form for låntagning, skulle indberettes til boligministeriet og til de lokale kommunale myndigheder.

Det foresloges dernæst at ændre § 10, nr. 3, således, at ejerlejlighedsloven ikke finder anvendelse på beboelsesejendomme, hvis opførelse er påbegyndt inden 1. januar 1964, medmindre sådanne ejendomme allerede er opdelt i tinglyste ejerlejligheder. Efter den tilsvarende gældende bestemmelse er kun beboelsesejendomme, hvis opførelse er påbegyndt før 1890, udelukket fra at kunne overgå til ejerlejligheder.

Endvidere var det foreslået at indsætte følgende to nye bestemmelser i den eksisterende lov:

„§ 10 nr. 4. Grundejere og ejendomsselskaber, der efter den 1. juli 1966 i hidtidige udlejningsejendomme har afhændet disse til ejerlejligheder, er forpligtet til over for boligministeriet og de lokale kommunale myndigheder at give underretning om salgsbetingelserne, herunder pris for hver ny ejerlejlighed, udbetaling, afdragsordninger samt om resterende pantegæld og dennes forrentningsvilkår."

„§ 10 nr. 5. Enhver indehaver af en ejerlejlighed i etagebyggeri har pligt til til de kommunale myndigheder og til boligministeriet at indberette enhver optagelse af tillægslån, give oplysninger om disses formål samt ved ejerskifte at indberette salgspris og andre overdragelsesbetingelser."

Endelig foresloges, at ejerlejlighedsloven skulle forelægges folketinget til revision inden den 1. januar 1970.

Ifølge de ledsagende bemærkninger var lovforslagets formål at hindre en tiltagende spekulation i opdeling af ejerlejligheder i stadig større dele af den ældre boligmasse — ledsaget af en tiltagende belastning af realkreditten. Specielt i den ældre boligmasse hæmmede systemet en naturlig rokering i fordelingen af den forhåndenværende boligmasse, vanskeliggjorde rationel gennemførelse af reglerne for boliganvisning og tilfredsstillelse af boligsøgende familiers behov i form af lejemål.

Priserne på ejerlejligheder havde nået en højde, der gjorde erhvervelse af en ledig lejlighed under disse betingelser til et privilegium for folie med formue.

Forslaget tilsigtede endvidere at få tilvejebragt en overskuelig statistisk oversigt over de sociale og økonomiske virkninger af lov om ejerlejligheder efter denne lovs ikrafttræden den 1. juli 1966.

Ved 1. behandlingen udtalte boligministeren, at en gennemførelse af lovforslaget ville være ensbetydende med, at loven om ejerlejligheder delvis blev sat ud af kraft. Loven var en forholdsvis ny lov, og der var tillige gået en vis tid, inden den kunne begynde at få praktiske virkninger. Det erfaringsmateriale, der stod til rådighed, var derfor overordentlig spinkelt. Der forelå intet for boligministeriet, som godtgjorde, at der i almindelighed skulle være tale om en urimelig prisdannelse på ejerlejligheder, og enkelte mindre heldige eksempler burde ikke give anledning til, at loven som sådan helt eller delvis sattes ud af kraft. Ministeren fandt derfor ikke, at der for tiden var grundlag for at ændre ejerlejlighedsloven, men anførte samtidig, at man i boligministeriet ville følge lovens virkninger med opmærksomhed.

På socialdemokratiets vegne udtalte Albertsen, at ejerlejlighedsloven havde været en af de ingredienser i boligforliget, som havde været mindst tiltalende for hans parti. For at opnå forliget havde man imidlertid været nødsaget til at resignere på enkelte punkter. Det var hans opfattelse, at der forekom misbrug af loven, og at man derfor efter en tilbundsgående undersøgelse måtte revidere denne på de mindre heldige punkter. Efter Poul Schlüters (KF) og Ib Thyregods (V) mening havde ejerlejlighedslovens gennemførelse været en gavnlig lovgivning, og det ville efter deres opfattelse være et tilbageskridt, hvis man skred til den foreslåede begrænsning af ejerlejlighedsinstituttet. De fremhævede mindre heldige eksempler var undtagelsestilfælde, som man ikke kunne indrette lovgivningen efter. Heller ikke Skovmand (RV) kunne støtte forslaget, som han fandt var for vidtgående, idet det ikke måtte overses, at også ejerlejligheder i den ældre boligmasse skabte større bevægelighed i den samlede boligmasse.

Derimod kunne Arne Larsen (SF) støtte forslaget, selv om han hellere så, at ejerlejlighedsloven blev helt ophævet.

Lovforslaget blev efter 1. behandlingen henvist til folketingets boligudvalg, som afgav en beretning om sit arbejde.