Ifølge lovforslaget skulle voksencensuren afskaffes. Børnecensuren opretholdtes med de to hidtidige aldersgrænser ved 12 og 16 år. Der foresloges væsentlige ændringer i censurens organisatoriske opbygning. Ændringerne stod i forbindelse med, at censurens opgave efter forslaget alene var at tage stilling til, i hvilket omfang film skal kunne tillades for børn. Der var derfor lagt vægt på, at såvel den pædagogiske som den psykologiske — og eventuelt psykiatriske — sagkundskab er repræsenteret i censur organerne. Den afgørende ændring af censurens opgave havde endvidere ført til, at det var fundet rigtigst, at afgørelsen i ankeinstansen træffes af et særligt sagkyndigt ankenævn, fremfor som nu af justitsministeren. Ved offentlig forevisning af film, der ikke havde været indleveret til censur, skulle det tilkendegives, at børn under 16 år ikke har adgang til forevisningen. Lovforslaget undtog fjernsynet fra børnecensur.

I 1963 nedsattes der et udvalg, der skulle overveje, om der burde ske ændringer i den gældende ordning vedrørende censurering af film. Udvalget afgav betænkning (betænkning om filmcensur, nr. 468/1967) i december 1967. Lovforslaget byggede på denne betænkning og var i det væsentlige i overensstemmelse med det udkast til lov om filmcensur, der findes i betænkningen side 40.

Forslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse. K. Axel Nielsen (S), Hanne Budtz (KF) og Per Møller (V) kunne anbefale forslaget, som det forelå. Else-Merete Ross (RV) fandt, at en 16 års grænse burde drøftes meget indgående, og ville ikke lægge sig fast hverken på bibeholdelse eller ophævelse af 12 eller 16 års grænsen. Poul Dam (SF) udtrykte ligeledes tvivl om berettigelsen af børnecensuren. Han fandt, at området burde flyttes fra justitsministeriet til undervisningsministeriet og kulturministeriet. Dette sidste synspunkt deltes af Kjær Rasmussen (VS), der som eneste ordfører udtrykte tvivl om voksencensurens afskaffelse.

Forslaget blev henvist til et udvalg, der afgav en beretning om sit arbejde.