Lovforslaget var identisk med det af indenrigsministeren den 7. december 1967 fremsatte lovforslag, som ikke nåede at komme til 1. behandling inden udskrivning af folketingsvalget.
Om baggrunden for lovforslaget samt om dettes nærmere indhold henvises derfor i det hele til omtalen på side 429.
Ved 1. behandling modtoges lovforslaget med overvejende velvilje af næsten alle partiernes ordførere.
Ove Hansen (S) udtalte glæde over, at man nu ville få en moderne vandforsyningslov, som kommunerne kan leve med og disponere efter. Han anførte, at der ikke mindst i Københavnsområdet er store problemer, hvis løsning har ventet på denne lovgivning.
Stæhr Johansen (KF) udtrykte også tilfredshed med lovforslagets fremsættelse. Han fandt, at oprettelsen af et vandforsyningsråd af rådgivende karakter var en rigtig foranstaltning, men mente, at man nøje måtte drøfte arbejdsformen i rådet for at sikre, at muligheden for hurtige afgørelser ikke blev formindsket i forhold til den nuværende lovgivning.
Enggaard (V) ønskede som de øvrige ordførere visse spørgsmål nærmere drøftet i et folketingsudvalg. Han nævnte bl. a. lovforslagets bestemmelse om kommunal vandindvindingstilladelse til vanding af afgrøder med indtil 2.000 m3 årligt, idet han var af den opfattelse, at denne regel mange steder kan forekomme urimeligt begrænsende. Han mente i øvrigt ikke, at det ville være rigtigt, om folketingsudvalget veg tilbage for at undersøge og prøve at finde en løsning på hovedstadsområdets vandforsyning.
Nordqvist (RV) anførte bl. a., at man under hensyn til udviklingen henimod større kommunale enheder og til, at knaphed på drikkevand formentlig over en kort årrække vil føre til nedlæggelse af en del mindre vandværker, alvorligt måtte overveje en ordning som den svenske med egentlige vanddomstole, hvilket han fandt særlig velbegrundet, såfremt vandforsyningsrådet bliver en realitet. Han følte sig i øvrigt ikke overbevist af lovforslagets bemærkninger om betimeligheden af dette vandforsyningsråd.
Krog Hansen (SF) efterlyste et planlægningsråd for hele landet, der sideløbende med anden planlægning kunne undersøge, hvor der findes vand, hvor det vil være rimeligt at placere vandværker, hvor meget vand der er til rådighed m. v. Han fandt det ikke rimeligt, at lovforslaget indskrænker muligheden af en mellemkommunal pligt til at levere vand til de tilfælde, hvor der kan skaffes erstatningsvand, og spurgte, hvad motiveringen skal være for denne indskrænkning.
Hanne Reintoft (VS) udtrykte tvivl, om vandforsyningsrådet ville være i stand til at løse problemerne, hvor de presser mest på i de hastigt voksende bysamfund og i de store nye sommerhusområder. Hun mente, at det måtte overvejes, om der ikke bør skabes mulighed for, at der kan udarbejdes en egentlig landsplan for vandforsyningen. Det var hendes opfattelse, at lovforslaget tager alt for let både på forsøgene på at komme forureningen til livs og dens årsager.
Indenrigsministeren gav udtryk for, at spørgsmålene i relation til denne lovgivning ikke kan ses isoleret, men må ses i en større sammenhæng ikke mindst med den nye kommunestruktur. Han tilsagde ministeriets støtte til folketingsudvalgets fortsatte arbejde.
Det folketingsudvalg, hvortil lovforslaget henvistes, nåede som ventet ikke at afgive betænkning, men afgav en beretning om sit arbejde.