L 107 Forslag til konkurrencelov.

Af: Minister for handel, håndværk industri og søfart Knud Thomsen (KF)
Samling: 1967-68 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Lovforslaget var i alt væsentligt enslydende med det lovforslag, som fremsattes af handelsministeren den 23. februar 1967, og som med enkelte tekniske ændringer genfremsattes den 4. oktober 1967. Disse ændringer af teknisk karakter, der vedrørte § 11, stk. 3, og § 12, stk. 1 og 3, var også opretholdt i nærværende lovforslag.

Om baggrunden for lovforslaget og dettes nærmere indhold kan derfor henvises til omtalen i folketingsårbogen 1966-67, side 499 ff.

Ved fremsættelsen udtalte handelsministeren bl. a.:

„Som det fremgår af de tidligere behandlinger, har der været delte meninger om enkeltheder i lovforslagene, og jeg er naturligvis villig til fordomsfrit at drøfte de synspunkter, som måtte komme frem både her i tinget og i det folketingsudvalg, som antagelig vil blive nedsat til behandling af forslagene."

Ligesom ved de tidligere behandlinger af sagen fremsattes og behandledes lovforslaget i folketinget sammen med det følgende forslag til lov om ændring af lov om indseende med priser.

Som tidligere fik lovforslaget en overvejende velvillig modtagelse, selv om ordførerne fandt, at forslaget rummede en lang række problemer, som måtte overvejes nærmere. Navnlig spørgsmålene om øget forbrugeroplysning og om behovet og mulighederne for oprettelse af et såkaldt opinionsnævn blev debatteret kraftigt.

Det udvalg, hvortil sagen henvistes, afgav en beretning, hvoraf det fremgår, at det ikke har været muligt at tilendebringe arbejdet inden folketingssamlingens slutning.
Partiernes ordførere
Lis Groes (S), Jørgen Jensen (KF), Jens Peter Jensen (V), Dagmar Andreasen (RV), Gunhild Due (SF) og Svend Erik Kjær Rasmussen (VS)