Lovforslaget omfatter de former for støtte — lån og tilskud — der hidtil er ydet på basis af tekstanmærkninger til § 30 i de årlige finanslove og en med hjemmel i tekstanmærkningerne udstedt erhvervsstøttebekendtgørelse fra 1953. Endvidere giver lovforslaget mulighed for garantistillelse samt aktie- og andelstegning. Disse støtteformer er omtalt i lov nr. 278 af 27. maj 1950 om en grønlandsk erhvervslånefond, men denne lov er efter erhvervsstøttebekendtgørelsens ikrafttræden ikke blevet benyttet i praksis.

Lovforslaget indeholder forskellige nydannelser:

I henhold til tekstanmærkningen har der hidtil kun kunnet ydes støtte til danske statsborgere og virksomheder, der er hjemmehørende i Grønland. Lovforslaget stiller ikke noget krav om hjemsted i Grønland, og der åbnes herved mulighed for, at personer og selskaber med hjemsted hernede kan få støtte til virksomhed i Grønland i det omfang, dette findes hensigtsmæssigt. Ministeren for Grønland betonede imidlertid ved fremsættelsen af lovforslaget, at det er hensigten, at støtten som hidtil administreres således, at den først og fremmest tilgodeser den grønlandske befolknings deltagelse i erhvervsudviklingen. Dette vil blandt andet kunne ske ved, at personer af den grønlandske befolkning hyppigere end tilvandrede opnår adgang til lovens maksimale ydelser.

En nydannelse er endvidere forslaget om differentieret støtte. Hidtil har rentefoden for erhvervsstøttelån inden for alle områder været 4 pct. I overensstemmelse med den erhvervspolitik, Grønlandsudvalget af 1960 og Grønlandsrådet har anbefalet gennemført, vil støtten ifølge forslaget fremtidig blive koncentreret om den mere risikobetonede kreditgivning til erhvervsformål, der kræver særlig støtte, navnlig eksporterhvervene, medens hjemmemarkedserhvervene (specielt handels- og håndværksfag) som hovedregel må antages at have så gode betingelser, at de kan eksistere på basis af det almindelige private lånemarked, herunder de lånemuligheder, som er opstået i Grønland efter etableringen af private pengeinstitutter i Grønland.

Dette indebærer blandt andet, at eksporterhvervene som hovedregel vil kunne opnå lån til den hidtidige lave rentefod på 4 pct., medens hjemmemarkedserhvervene — i det omfang det findes hensigtsmæssigt at yde statsstøtte til disse — vil skulle betale markedsrente.

Forslaget bygger på den forudsætning, at statens investeringer i Grønland fortsat vil blive foretaget i henhold til en formuleret erhvervspolitik. Det vil derfor være rimeligt, at de formål, der ydes erhvervsstøtte til, harmonerer med planerne for de offentlige udviklingsfremmende investeringer, således at det offentlige ikke igennem erhvervsstøtte kommer til at medvirke til investering i erhvervsvirksomhed, som står i modsætning til den udvikling, der i øvrigt ønskes fremmet.

Forslaget åbner mulighed for at opstille vilkår for støtten til sikring af den grønlandske befolknings interesser. Der tænkes her f. eks. på, at det ved långivning til større industrivirksomheder kan stilles som vilkår, at virksomheden beskæftiger en vis procentdel grønlandsk arbejdskraft og i passende omfang uddanner grønlændere til blandt andet formænd og arbejdsledere.

Bortset fra den foreslåede garantiordning påregnes forslaget ikke at få væsentlige økonomiske konsekvenser i forhold til den hidtidige ordning. Det vil fortsat være således, at størrelsen af de beløb, som på de årlige finanslove foreslås bevilget til erhvervsstøtteformål, holdes inden for de fastsatte rammer for de samlede statslige investeringer i Grønland.

Garantiordningen er en nydannelse med hensyn til økonomiske konsekvenser for staten. Det er på indeværende tidspunkt ikke muligt at vurdere størrelsesordenen af behovet for garantier på længere sigt. Behovet det første år efter ordningens ikrafttræden anslås ikke at ville overstige 5 mill. kr. For de følgende 2-3 år anslås det årlige behov til ca. 15 mill. kr., fordelt med 5 mill. kr. til driftslån til fiskerfartøjer, fiskeindustrier og servicevirksomheder for fiskeriet, 5 mill. kr. til driftslån inden for håndværk, handel, landbrug og renavl og 5 mill. kr. til langfristet långivning.

Ifølge lovforslaget bemyndiges ministeren for Grønland til at bestemme tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte ministeren for Grønland ved fremsættelsen bl. a. følgende:

----

Efter at Grønlandsudvalget af 1960 (G. 60) havde anbefalet en intensiveret statsstøtte til det grønlandske erhvervsliv, har ministeriet for Grønland undersøgt, hvorledes G.60s forslag kunne indpasses i de bestående støtteordninger. Resultatet af overvejelserne har været, at man fandt det hensigtsmæssigt at sammenfatte de forskellige former for direkte statslig støtte til det grønlandske erhvervsliv i en ny lov.

Forslaget har været forelagt Grønlands landsråd i 1966, hvor landsrådet fremkom med visse ændringsforslag, som ministeriet for de flestes vedkommende kunne tilslutte sig. Det reviderede forslag blev i 1967 forelagt landsrådet, som tiltrådte forslaget i sin helhed og anbefalede, at forslaget blev sat i kraft snarest muligt.

Hensigten med forslaget er ikke i detaljer at fastlåse omfanget og vilkårene for statens støtte til erhvervslivet i Grønland, men at skabe en hensigtsmæssig ramme for den statsstøtte, hvis omfang og vilkår til enhver tid fastsættes. Mere detaljerede retningslinjer, f. eks. med hensyn til den procentvise størrelse af lånebeløb, vil så kunne fastsættes administrativt og ændres, efterhånden som udviklingen gør dette påkrævet, ligesom det finansielle grundlag tænkes tilvejebragt ved bevillinger på de årlige finanslove. — — —"

Ved 1. behandling i folketinget anbefaledes lovforslaget af ordførerne for de 4 store partier. Dog erklærede Lembourn (KF) sig som modstander af målsætningen, idet han ikke var sikker på, at koncentrationspolitikken kunne holde. Han ønskede derfor i et udvalg drøftet forskellige detaljer i lovforslaget, og både Lembourn og Holger Hansen (V) udtalte ønsket om, at erhvervslivet blev repræsenteret i det erhvervsstøtteudvalg, der skulle nedsættes. Vivike (SF) var bange for, at lovforslaget ville gøre det lettere for danske erhvervsfolk at etablere sig i Grønland, således at statens investeringer ikke i første række ville komme grønlænderne til gode.

Lovforslaget henvistes til det udvalg, der var nedsat angående forslag til lov om statstilskud til socialforsorg m. v. i Grønland. Udvalget nåede ikke at tilendebringe sin behandling af lovforslaget inden samlingens slutning.