Loven har følgende ordlyd:

„§ 1. Fremmede staters diplomatiske repræsentationer og de til sådanne repræsentationer knyttede personer nyder den immunitet og de rettigheder, som er fastsat ved den i Wien den 18. april 1961 udfærdigede konvention og den til konventionen knyttede protokol om erhvervelse af statsborgerskab.

§ 2. Udenrigsministeren kan gøre sådanne afvigelser fra konventionen, som ifølge dennes artikel 47, stk. 2, litra a, måtte være berettigede i forhold til stater, der anvender konventionen begrænsende over for danske diplomatiske repræsentationer og de dertil knyttede personer.

Stk. 2. Udenrigsministeren kan ligeledes gøre afvigelse i forhold til stater, der ikke har tiltrådt konventionen.

§ 3. Der kan ved kgl. anordning fastsættes nærmere bestemmelser til lovens gennemførelse.

§ 4. Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af udenrigsministeren."

Som det fremgår af fremsættelsen tilsigter loven at skabe forudsætning for Danmarks ratifikation af den i Wien den 18. april 1961 undertegnede konvention om diplomatiske forbindelser.

Denne konvention er, som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, for størstedelen af indholdets vedkommende en kodifikation af allerede gældende folkeretlig sædvane og praksis. Den indeholder kun få nydannelser, men formulerer faste regler for de rettigheder og immuniteter, der ydes diplomatiske repræsentationer og deres personale i henhold til den sædvane og praksis, der følges i forholdet mellem de lande, som har en lang tradition for diplomatiske forbindelser. Konventionen vil derfor især være af værdi for det store antal stater, der er blevet oprettet inden for det sidste ti-år, og som kun har begrænset tradition at bygge på på dette område. Om konventionens nærmere indhold henvises til konventionen, der er optrykt som bilag til lovforslaget, og til lovforslagets bemærkninger.

Af bemærkningerne til lovforslaget anføres følgende:

„Wienerkonventionen er af en særegen karakter derved, at dens indhold ikke.følger traditionel lovgivningssystematik, men berører så forskellige områder som retspleje, straffelovgivning, sociallovgivning, post- og telekommunikationslovgivning m. m.

For at skabe tilstrækkelig sikkerhed for en effektiv gennemførelse af konventionen og undgå vanskeligheder i forbindelse med dens anvendelse her i landet, har man fundet det mest hensigtsmæssigt at foreslå vedtagelsen af en særlig lov, ved hvilken de af konventionens bestemmelser, hvis gennemførelse kræver lovgivningsmagtens medvirken, sættes i kraft som lov. Virkningen heraf vil være, at ældre lovbestemmelser, som måtte være uforenelige med de pågældende konventionsbestemmelser, ændres eller bortfalder.

En sådan fremgangsmåde, hvorved en konventionstekst — i dette tilfælde dog kun delvis — sættes i kraft her i landet som lov, har ikke tidligere været anvendt i Danmark, hvorimod den benyttes i adskillige andre lande. Fra et forfatningsretligt synspunkt findes der ikke at være noget til hinder for at anvende denne fremgangsmåde. Der kan påvises adskillige eksempler på, at lovgivningsmagten på forhånd har bemyndiget regeringen til at træffe overenskomster med fremmede stater af nærmere angivet indhold. Overenskomster indgået i henhold til lovbestemmelser af denne type er, efter behørig bekendtgørelse i Lovtidende, umiddelbart anvendelige som bestanddel af dansk ret for så vidt deres egen formulering muliggør en sådan umiddelbar anvendelse. Når det således forekommer, at en mellemfolkelig overenskomst gøres til umiddelbar bestanddel af dansk ret ved en på forhånd vedtaget lovbestemmelse, kan det så meget mindre være betænkeligt, at en overenskomst — helt eller delvis — gøres umiddelbart anvendelig ved en lov, der direkte tager sigte på netop denne konkret foreliggende overenskomst."

Selve konventionens indhold gav kun anledning til få bemærkninger fra ordførernes side ved lovforslagets 1. behandling, idet det stort set var en kodifikation af gældende sædvane og praksis og i første række havde betydning for stater med manglende tradition på det diplomatiske område.

Nogle af ordførerne beskæftigede sig med den ovenfor omtalte fremgangsmåde, hvorefter der skulle vedtages en særlig lov, ved hvilken de af konventionens bestemmelser, hvis gennemførelse krævede lovgivningsmagtens medvirken, sattes i kraft som lov. Det principielle i dette spørgsmål ønskedes drøftet i et udvalg.

Som bilag til udvalgets betænkning er bl. a. optrykt en skrivelse fra justitsministeriets lovkontor indeholdende justitsministeriets bemærkninger angående fremgangsmåden ved ratificering af konventionen.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 147 stemmer.