Som begrundelse for forespørgslen anførte ordføreren for forespørgerne, Erling Dinesen (S), at det af meddelelser i dagspressen var fremgået, at der ved forhandlinger mellem Jydsk Telefon-Aktieselskab og de jyske afdelinger af Centralorganisationen for Telefonstanden i Danmark skulle være tilvejebragt muligheder for en løsning af den løbende konflikt, i alle tilfælde for det jyske område, men også med videregående muligheder. Det var i denne forbindelse påstået, at en forhandlingsløsning var blevet forhindret, fordi ministeren havde grebet ind og forbudt, at særaftaler blev afsluttet for Jyllandsområdet.

Baggrunden var også den, at regeringen efter hans opfattelse havde indtaget en sådan holdning i sagen — også med indblanding både før og under konflikten — at den nu måtte tage et initiativ for at få forhandlingerne genoptaget.

Ministeren for offentlige arbejder gav en redegørelse for de formelle forhandlingsregler på området. Det fremgik heraf bl. a., at det grundlag, selskaberne indbyrdes havde aftalt, gik ud på, at forhandlinger for hvert af selskaberne skulle føres gennem en samarbejdsorganisation, De samvirkende Telefonselskaber. Det var på nyligt afholdte møder i Jydsk Telefon-Aktieselskabs bestyrelse fortsat fastslået, at fortsatte forhandlinger efter sædvanlig praksis måtte føres gennem De samvirkende Telefonselskaber, og således at en eventuel aftale foruden enighed mellem de tre selskaber forudsatte godkendelse af telefontilsynet.

Herefter kom ministeren ind på den foreliggende sag og oplyste bl. a., at der havde foreligget en forligsskitse, som Jydsk Telefon var kommet frem til. På grundlag af denne havde der fundet en drøftelse sted mellem de tre selskaber indbyrdes, og formanden for telefontilsynet var derefter blevet orienteret. Efter at drøftelserne havde fundet sted, var ministeren orienteret om, at der på mødet ikke var opnået tilslutning til den forelagte forligsskitse, og at såvel formanden for telefontilsynet som formanden for De samvirkende Telefonselskaber havde gjort opmærksom på selskabernes aftale om enighed og om, at De samvirkende Telefonselskaber optrådte som repræsentant for de enkelte selskaber under forhandlinger, og at denne oplysning dermed medførte, at der ikke var mulighed for forlig på det foreliggende grundlag og derfor altså heller ikke var noget, der skulle forelægges ministeren.

Ministeren fastslog i øvrigt, at regeringens synspunkt over for arbejdskonflikter var meget konsekvent. Det var ikke regeringens opgave at gribe ind og træffe afgørelse for eller imod den ene eller anden part. Regeringens opgave var at beskytte offentligheden, hvis en sådan situation forelå, som krævede beskyttelse. Først når en sådan situation forelå, skulle regeringen gå ind i selve forhandlingerne.

Erling Dinesen (S) fandt, at regeringen havde behandlet sagen på en højst uheldig måde. Arbejdsministeren havde allerede før konfliktens udbrud truet med tvangsindgreb, og på denne baggrund var der reelt ikke basis for forhandlinger. Statens stilling som indehaver af aktiemajoriteten medførte også uheldige forhold, og der var et stærkt behov for en anden forhandlingspraksis end den hidtidige. Han betonede, at de gældende forhandlingsregler klart fastslog, at de under Centralorganisationen stående enkelte foreninger havde en selvstændig forhandlingsret over for det enkelte selskab.
Han opfordrede regeringen til omgående at tage et initiativ, således at nye forhandlinger kom i gang hurtigst muligt.

Arne Larsen (SF) kunne helt tilslutte sig Erling Dinesens kritik. Der var fra ansvarligt hold intet gjort for at føre parterne sammen til realistiske forhandlinger. Det var nu en oplagt opgave for ministeren at søge dette gennemført.

Bundgaard (VS) fandt behandlingen af telefonfolkene karakteristisk for regeringens fagforeningsfjendtlige politik. Han kunne helt tilslutte sig ønsket om, at regeringen i stedet for bestræbelser for at skabe grundlag for et regeringsindgreb forsøgte at gøre alt, hvad der var muligt, for at få forhandlinger i gang med henblik på et tilfredsstillende resultat.

Statsministeren gav i nogle indlæg under debatten udtryk for, at medmindre der skete en sådan ændring i konflikten, at livsvigtige funktioner blev berørt, havde regeringen ikke til hensigt at gribe ind i konflikten. Generelt kunne det siges, at regeringen ikke ønskede at blande sig i konflikter; kriteriet for indblanding ville for regeringen altid være, om den skønnede livsvigtige interesser berørt eller samfundsvigtige værdier sat på spil, og kun ud fra et sådant kriterium kunne der blive tale om indgreb.

På spørgsmålet, om regeringen kunne tænke sig at tage en kontakt med parterne for at få en ny forhandling i gang, sagde statsministeren: ".... når vi skønner, der er udsigt til, at en sådan henvendelse kan bære positiv frugt i form af, at nye forhandlinger er mulige, så ikke alene vil regeringen gøre det, så føler vi det som en pligt at gøre det."