Ordføreren for forespørgerne, Poul Dam (SF), fandt, at begivenhederne den 27. april i forbindelse med Vietnamdemonstrationen havde rejst en så omfattende debat om både politiet og demonstrationerne, at det måtte være ganske naturligt, at også folketinget tog spørgsmålene op. Det var af betydning at få understreget, at de problemer, der rejste sig, var langt større og langt alvorligere end spørgsmålet, om nogle politifolk måtte have forløbet sig i en situation, der voksede dem over hovedet.

Der var på den ene side hele spørgsmålet om, hvorvidt politiets instrukser var tilfredsstillende for folketinget, som havde det endelige ansvar. Han kom ind på en række af lovgivningens bestemmelser herom, som efter hans opfattelse meget vel kunne vise sig at være forældede eller underkastet en fortolkning, der var præget af ældre tiders problemstillinger.

Selve eksistensen af ode store demonstrationer rejste en række påtrængende spørgsmål om det politiske livs former i vor tid, om befolkningens aktive deltagelse i debat og beslutninger og om grundlovens frihedsrettigheder.

Justitsministeren redegjorde for de tre i forespørgslen rejste spørgsmål.

Hvad angik de gældende forholdsordrer, nævnede han som det første og vigtigste punkt retsplejelovens § 108, hvorefter det er politiets opgave også i forbindelse med en demonstration at opretholde sikkerhed, fred og orden. Ministeren gennemgik udførligt bestemmelserne i grundlovens §§ 79 og 80 om forsamlingsfriheden og om opløb, lov af 11. februar 1863 angående omordningen af Københavns politi m. v. §§ 12 og 13, straffelovens §§ 133 og 134 og bestemmelserne om stavens brug i justitsministeriets cirkulære af 30. januar 1933. Det fremgik klart heraf, at politiet ikke måtte anvende mere magt end nødvendigt. At politiet i almindelighed arbejdede i overensstemmelse med instruksen, viste de statistiske oplysninger om de senere års demonstrationer og deres forløb. Reglerne var ganske vist ikke nye, men det afgørende måtte være, at de ikke havde givet anledning til væsentlig tvivl i retsanvendelsen, og at de anvendtes fornuftigt. Hvad angik spørgsmålet om det uheldige i, at klager over politiet behandledes af politiet selv, var dette under behandling i et nedsat udvalg, det såkaldte auditørudvalg, som forventedes at blive færdig med arbejdet i løbet af sommeren.

Angående spørgsmålet om, hvilke disciplinære foranstaltninger der blev truffet for at sikre, at forholdsordrerne blev overholdt, oplyste ministeren, at reglerne om politistavens brug, som han havde redegjort for, indlærtes og alvorligt indskærpedes alle politifolk under deres undervisning på politiskolen allerede på begyndelseskursus. Reglerne kunne således med sikkerhed siges at være bekendt for de politifolk, der deltog i løsningen af opgaver, der kunne kræve anvendelse af magt. Misbrug kunne i ekstreme tilfælde medføre, at der rejstes straffesag. I øvrigt kunne der indledes disciplinær undersøgelse efter de for tjenestemænd gældende regler, og tjenestemandslovens disciplinære straffe kunne anvendes.

Hvad angik det tredje spørgsmål, om Vietnamdemonstrationen den 27. april 1968, oplyste ministeren, at der ikke blev givet specielle instrukser i forbindelse med denne demonstration, ud over at det blev fremhævet over for politistyrkens kommandofører, at der under instruktionen af personalet skulle ske en indskærpning af de gældende regler om magtanvendelse, samt at forsøg på intimidering eller provokation i videst muligt omfang skulle ignoreres. Det var ministerens opfattelse, at den indsatte politistyrke som sådan efterkom disse pålæg. Der var ikke i det hidtil fremkomne noget, der lod formode, at politiet ved den lejlighed anvendte mere magt, end det var nødvendigt.

Justitsministeren fastslog som sin opfattelse, at man skulle have lov til ved demonstrationer at tilkendegive sine meninger, selv over for fremmede magters ambassader, men betingelsen var, at den offentlige fred og orden overholdtes. Man burde gå meget langt for at undgå magtanvendelse.

Vi havde et godt og pålideligt politi, der løste de opgaver, der blev det pålagt, på en fornuftig måde, og langt den største del af befolkningen havde tillid til politiet. Det var en farlig ting at nedbryde denne tillid.

I sit følgende indlæg sammenfattede Poul Dam sine synspunkter i følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget konstaterer,

at retten til at afholde fredelige demonstrationer, hvorved der gives udtryk for en bestemt stillingtagen til aktuelle udenrigspolitiske eller indenrigspolitiske spørgsmål, hører til de umistelige borgerrettigheder i et folkestyret samfund, men

at denne demonstrationsfrihed i den nuværende situation trues såvel af smågruppers provokationer som af uklarhed i offentligheden om de gældende regler,

opfordrer det justitsministeren til

at gennemgå de gældende regler for politiets indsats i forbindelse med demonstrationer med henblik på at sikre beskyttelsen såvel af demonstrationsfriheden som af den offentlige orden

og går hermed over til næste sag på dagsordenen."

Af ordførerne kunne K. Axel Nielsen (S), Poul Schlüter (KF), Ib Thyregod (V) og Samuelsen (RV) give tilslutning til det stillede dagsordensforslag. De understregede i øvrigt alle værdien og nødvendigheden af den grundlovssikrede adgang til demonstrationer. Også justitsministeren anbefalede at stemme for forslaget. Hanne Reintoft (VS) fandt, at den senere tid havde vist beklagelige angreb på den helt fundamentale ret, som forsamlingsfriheden var. Hvad det stillede dagsordensforslag angik, måtte man sige, at det enten var intetsigende eller egnet til misbrug, hvorfor hun ville undlade at stemme om det.

Uden for ordførernes kreds havde Otto Mørch (S), Morten Lange (SF) og Bundgaard (VS) ordet under debatten.

Efter forhandlingernes afslutning vedtoges det af Poul Dam stillede forslag om overgang til næste sag på dagsordenen enstemmigt med 128 stemmer; 4 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.