Udenrigsministeren gav en udførlig redegørelse for den udenrigspolitiske situation, hvorom der i hovedsagen må henvises til forhandlingerne.

Han udtrykte indledningsvis håbet om, at den påfølgende debat måtte bekræfte den brede enighed, der i lang tid havde hersket omkring de vigtigste hovedlinjer i dansk udenrigspolitik.

Ministeren fremsatte først nogle betragtninger over øst-vest problematikken, fortrinsvis som den aftegnede sig i Europa. Man havde i en årrække kunnet tale om en vis afspænding, og man kunne nu skelne to hovedtendenser i tiden, der gav håb om, at forhandlinger sigtende på en løsning af de politiske problemer i Europa med tiden ville kunne komme i stand og bære frugt.

Den ene sås i forholdet mellem Sovjetunionen og USA, hvor et vist interessefællesskab kunne spores. Så længe Vietnamkonfiikten ikke var bragt til afslutning, var der dog sat snævre grænser for tilnærmelse mellem de to supermagter.

Den anden hovedtendens viste sig i forholdet mellem de enkelte europæiske lande, hvor behovet for at genetablere tidligere tiders naturlige vekselvirkning mellem Øst- og Vesteuropa trådte mere frem. Den dialog mellem Øst- og Vesteuropa, som det lidt efter lidt var lykkedes at indlede, måtte tillægges stor betydning.

Regeringen støttede tanken om en konference om den europæiske sikkerhed, men således, at den først burde finde sted, når man efter grundige forberedelser havde grund til at tro, at den ville kunne føre til positive resultater. Tysklandsspørgsmålet måtte finde sin løsning på basis af anerkendelse af det tyske folks ønske om selvbestemmelse og genforening. Regeringen fulgte med sympati den tilnærmelse, Den tyske Forbundsregering søgte til de østeuropæiske stater.

Danmarks udenrigspolitik byggede på medlemskab af NATO, og regeringen ville inden for NATO virke for, at der førtes en aktiv afspændingspolitik. Dette faldt godt i tråd med den såkaldte Harmelrapport, som indebar en ajourføring af alliancens politiske målsætning, hvorved afspændingsbestræbelserne fik en mere fremtrædende plads i organisationens politiske overvejelser.

Blandt de mange enkeltspørgsmål, udenrigsministeren berørte i sin redegørelse, bør navnlig fremhæves krigen i Vietnam, som han betegnede som verdenssituationens alvorligste problem.

Det danske synspunkt var, at denne konflikt ikke kunne bringes til ophør ved militære midler. Regeringens opfattelse var uændret den, at en betingelsesløs indstilling af bombningerne af Nordvietnam måtte være den første forudsætning for, at forhandlingerne kunne komme i gang.

Om præsident Johnsons meddelelse den 31. marts 1968 om, at bombningerne af Nordvietnam var blevet indstillet, bortset fra et område nord for den demilitariserede zone, udtalte ministeren, at dette måtte betragtes som en væsentlig tilnærmelse til det nordvietnamesiske standpunkt, men ikke en fuldstændig acceptering af dette. Fra dansk side måtte man hilse dette amerikanske skridt velkommen og håbe, at det ville blive mødt med en lignende fleksibel holdning på nordvietnamesisk side.

I øvrigt arbejdede regeringen videre på det humanitære plan for, så langt Danmarks muligheder rakte, at søge at lindre den menneskelige nød i Vietnam. Man havde herved for øje såvel den humanitære hjælp i den aktuelle situation som den mere langsigtede hjælp af både humanitær og genopbygningsmæssig art, når fjendtlighederne var ophørt.

Efter en omtale af bl. a. spørgsmålene om Kina, Mellemøsten, Sydafrika, Sydrhodesia og Sydvestafrika beskæftigede ministeren sig med udviklingen i den internationale økonomiske situation i den senere tid. Han kom herunder ind på mulighederne for at løse USAs betalingsbalancevanskeligheder bl. a. gennem en hurtigere gennemførelse af de i Kennedyrunden aftalte toldnedsættelser. Også de senere ugers uro på det internationale pengemarked havde sin rod i det amerikanske betalingsbalanceunderskud. Danmark havde i øvrigt tilsluttet sig guldpuljelandenes beslutning om at adskille det private guldmarked fra centralbankernes guldmarked.

UNCTAD-verdenshandelskonferencens udfald måtte være en skuffelse for udviklingslandene. Det vigtigste resultat var vedtagelsen af et tidsskema for etablering af toldpræferencer til fordel for udviklingslandene. Endvidere havde konferencen vedtaget en forøgelse af målsætningen for industrilandenes udviklingsbistand fra 1 pct. af nettonationalindkomsten til 1 pct. af bruttonationalproduktet, dog uden fastsættelse af nogen tidsfrist. Dette ville for Danmark indebære, at vi på længere sigt skulle forøge vor udviklingsbistand med 20-25 pct. mere end fastsat i 1 pct.-planen for 1968-73.

Udenrigsministeren understregede sluttelig den nære sammenhæng, der var mellem de mange forskellige udenrigspolitiske problemer, og den betydning, de derfor havde for hele menneskeheden. Skulle disse problemer løses gennem forhandling mellem folkene, var en bredere oplysning en nødvendig forudsætning, og det måtte derfor være rigtigt og nødvendigt, at udenrigspolitiske spørgsmål i højere grad end nogensinde før gik ind i den offentlige debat.

Forespørgslen gav anledning til en indgående og langvarig debat, hvorom der i hovedsagen må henvises til forhandlingerne. Der kunne i lighed med tidligere konstateres enighed mellem de fire store partier om en lang række væsentlige punkter i regeringens politik. Forhandlingerne drejede sig for en stor del om Vietnamspørgsmålet på baggrund af det af præsident Johnson netop givne tilbud om delvis standsning af bombningerne af Nordvietnam.

Det var — som Per Hækkerup (S) udtrykte det — ikke klart, om præsident Johnsons beslutning var tilstrækkelig omfattende til at imødekomme Nordvietnams forudsætninger for at gå til forhandlingsbordet. Lige så glade vi blev over tilkendegivelsen, lige så skuffede var vi blevet over den fortolkning, man havde givet præsidentens erklæring om standsningen af bombningerne. De sidste dages begivenheder (bombninger langt nord for den demilitariserede zone) gjorde det vel ikke lettere at forestille sig, at Nordvietnam ville være villig til at forhandle, men det måtte naturligvis stærkt håbes. Det var heller ikke klart, om USAs regering var parat til at anerkende FNL som en selvstændig forhandlingspartner; det måtte håbes, fordi en sådan anerkendelse ville lette kommende forhandlingers forløb, ja måske være en forudsætning for, at de overhovedet kom i gang. Lige så klart måtte det dog siges, at vort håb nu stod til, at reaktionen fra Nordvietnams side blev positiv, at man ikke lod sig beherske af stivsindethed og fastlåste positioner, der udelukkede forhandlinger.

Poul Schlüter (KF) betegnede præsident Johnsons beslutning som en begivenhed af verdenspolitisk rækkevidde. Nu var det øjeblik kommet, som De Forenede Nationers generalsekretær og næsten alle regeringer havde stillet så store forventninger til. Regeringen havde — som den tidligere — støttet U Thants 3 punkts plan, og nu var det afgørende hurtigst gørligt at søge denne plans to næste led realiseret. Alt for optimistisk havde man ikke lov at være. USA havde tidligere forsøgt mange initiativer med henblik på at få sat fredsforhandlinger i gang. Det var derfor nu, det skulle vise sig, om Nordvietnam var rede til at begrænse sin krigsførelse, at indlede forhandlinger og at give indrømmelser.

Per Federspiel (V) kunne slutte sig til, hvad der tidligere var sagt om det initiativ, der var taget af den amerikanske præsident, og nærede det håb, at der i hvert fald ville komme en ny udvikling i dette forhold, der havde været så belastende for afspændingen.

Han fandt det rigtigt, at ministeren i sin redegørelse havde stillet de europæiske problemer i forgrunden: afspændingen som selve sikkerhedspolitikkens endelige mål, Tysklandsproblemet, de europæiske enhedsbestræbelsers nuværende tilstand og NATO-politikken, alt det, der skabte forudsætninger for at føre en realistisk afspændingspolitik. Han betonede den gensidige afhængighed, som for vort vedkommende i Europa måtte konstateres ikke blot på det politiske, men navnlig på det økonomiske område. Han understregede værdien af forsøg på at samle et nordisk initiativ om en europæisk politik.

Else-Merete Ross (RV) udtrykte glæde over det amerikanske initiativ med hensyn til Vietnam, men frygtede, at tilbuddet trods alt var behæftet med betingelser, som det kunne være meget vanskeligt at få modstanderne til at gå ind på. Hun frygtede også, at USA ikke ved eventuelle forhandlinger med Hanoi ville have repræsentanter for befrielsesfronten med ud fra den betragtning, at en fortsat krig i Sydvietnam skulle afgøre spørgsmålet om, hvem der vandt magten dér.

Gert Petersen (SF) fremsatte en række kritiske bemærkninger om dansk Vietnampolitik. Vi havde ganske vist på et ret tidligt tidspunkt opfordret til at anerkende den nationale befrielsesfront som forhandlingspartner, men kravet om standsning af bombningerne var f. eks. fremkommet alt for sent. Vi havde gennem mange kanaler i vor officielle udenrigspolitik i virkeligheden knyttet os til den part, der havde uret i Vietnamkrigen, den part, der militært støttede et vaklende regime, som var korrupt, selvisk og ude af stand til at gennemføre de nødvendige sociale reformer. Præsident Johnsons tilbud karakteriserede han på baggrund af de seneste oplysninger som et rystende selvafslørende bedrag over for verdensoffentligheden.

På denne baggrund stillede han følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget tilslutter sig udenrigsministerens ord i redegørelsen af 3. april 1968: ".... at en realistisk erkendelse må føre til, at en betingelsesløs indstilling af bombningerne af Nordvietnam er den første forudsætning for, at forhandlinger kan komme i gang", konstaterer folketinget med dyb bekymring, at store dele af Nordvietnam fortsat er genstand for omfattende amerikanske bombeangreb, og opfordrer regeringen til at gøre det klart for USA, at bombestoppet efter dansk opfattelse bør omfatte hele Nordvietnam.

Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Kai Moltke (VS) betonede, at folketinget i sin tid havde accepteret U Thants tre punkter som en helhed, altså ikke blot et betingelsesløst bombestop, men også punktet om FLN som forhandlingspartner. Han fandt, at regeringens stilling på dette som på flere andre punkter burde klarlægges yderligere.

Han stillede under debatten følgende dagsordensforslag:

„Idet tinget udtrykker sit ønske om, at den vietnamesiske frihedsbevægelse, der har vist sig at have støtte fra langt den overvejende del af den vietnamesiske befolkning, må formå at befri sig for diktatur og besættelsesmagt,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Efter at udenrigsministeren havde taget afstand fra det af Gert Petersen stillede dagsordensforslag, stillede Per Hækkerup følgende ændringsforslag til forslaget:

I første punktum ændres punktum efter „hele Nordvietnam" til komma, og der tilføjes: „for derved at fremme de forhandlingsmuligheder, som den aktuelle situation synes at rumme."

Poul Schlüter, Per Federspiel og Else-Merete Ross stillede følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget tager udenrigsministerens bekræftelse af det hidtidige danske standpunkt til efterretning, hvorefter en betingelsesløs indstilling af de amerikanske bombardementer af Nordvietnam er en første forudsætning for forhandlinger, der kan bringe krigen til afslutning,

opfordrer folketinget parterne i Vietnamkrigen til at tage yderligere skridt, som kan føre til fredsforhandlinger.

Tinget går derefter over til næste sag på dagsordenen."

Foruden udenrigsministeren og ordførerne havde statsministeren, ministeren for nedrustningsspørgsmål og følgende medlemmer ordet under forhandlingerne: Frode Jakobsen (S), Erik Kragh (KF) og Svend Haugaard (RV).

Forslag om motiveret dagsorden af Poul Schlüter, Per Federspiel og Else-Merete Ross vedtoges enstemmigt med 93 stemmer; 63 medlemmer (S, SF og VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Hermed bortfaldt det af Gert Petersen stillede forslag om motiveret dagsorden, det dertil stillede ændringsforslag af Per Hækkerup og det af Kai Moltke stillede forslag om motiveret dagsorden.