Med det formål at tilvejebringe en hurtig og gennemgribende sanering af kreditforholdene og for at lede opsparingens midler og investeringerne ind i mere produktionsfremmende baner opfordres regeringen efter forslaget til at foretage følgende:

1) gennem forhandlinger med Danmarks Nationalbank at foranledige, at kreditrationeringsaftalen af 1965 med Bankernes Fællesrepræsentation revideres efter retningslinjer, der sikrer, at der ved kreditgivningen skaffes prioritet for den del af erhvervslivet, der gennem eksport og produktion i konkurrence med importen er af særlig betydning for valutabalance og beskæftigelse,

2) at søge gennemført en lovgivning, som fastsætter en klar definition af strafbar ågerrente ved udlån gennem private aftaler eller veksellån og fastslår, at den tilladte rente på disse områder ikke må overstige den gennemsnitlige udlånsrente i banker og sparekasser med mere end 25 pct.,

3) ved samme lovgivning at søge foreskrevet, at långiverens retsbeskyttelse i forbindelse med inddrivelse af renter, afdrag og restgæld bortfalder i tilfælde, hvor det ved dokumenteret klage fra låntageren kan bevises, at bestemmelserne om renteåger er overtrådt,

4) i overensstemmelse med de nævnte regler at indføre maksimale rentesatser ved afbetalingshandel og anden forbrugskredit ud over 3 måneder — modificeret med et rimeligt risikotillæg, fastsat af monopoltilsynet — og at gennemføre klare bestemmelser om, at rente alene kan kræves af restgælden og ikke af den oprindelige købesum minus udbetaling,

5) ved lov at søge pålagt alle tinglysningskontorer med en måneds varsel til et dertil oprettet særligt kontor at give indberetning om alle tinglyste private pantebreve i fast ejendom for at få fremskaffet et samlet materiale vedrørende sådan långivning og dennes omfang samt

6) ved særlig lovgivning at søge indført bestemmelser om, at tinglysning af private pantebreve uden undtagelse gøres obligatorisk, og at der ved tinglysning af private pantebreve i fast ejendom, hvor låntagningen ikke er forbundet med dokumenterede produktive formål eller ejerskifte, afkræves en stempelafgift svarende til 15 pct. af lånets pålydende værdi.

I henhold til de ledsagende bemærkninger skulle forslaget betragtes som et alternativ fra venstresocialisterne ved løsningen af så vigtige problemer som at tilvejebringe betingelser for en holdbar nedsættelse af renteniveauet, derigennem lette erhvervslivets omkostningsniveau på det mest sårbare punkt og samtidig gennem rationel dirigering af kreditten at lette fortsat industriel modernisering og ekspansion og derved sikre beskæftigelsen.

Ved fremsættelsen af forslaget fremhævede ordføreren for forslagsstillerne navnlig den del af forslaget, der omhandlede en revision af kreditrationeringsaftalerne mellem Nationalbanken og de private banker. Han udtalte i forbindelse hermed:

„Jeg skal ikke lægge skjul på, at VS i sit langtidsperspektiv sigter henimod, at Nationalbanken gøres til en virkelig statsbank, at forsikringsvæsenet (med udgangspunkt i de lovpligtige forsikringer, hvor staten reelt fremskaffer og udvider kundekredsen) nationaliseres som en voksende faktor på pengemarkedet. Vi er også principielt tilhængere af, at bankvirksomhed gøres til et statsmonopol. Men i det fremsatte forslag sigter vi foreløbig mere beskedent på forholdsregler, der i videre forstand dirigerer bankernes udlån konsekvent i retning af de nødvendige produktive mål, som må prioriteres, hvad også statsministeren i sin appel til pengeinstitutterne om at vise større samfundssind ved udlånenes retning har udtalt."

Ved 1. behandlingen udtalte justitsministeren forundring over indholdet af forslaget. Han henviste til, at han i besvarelse af et af Kai Moltke den 6 marts stillet spørgsmål vedrørende åger og renteproblemer i forbindelse med private pantebreve og afbetalingshandel havde tilkendegivet, at disse spørgsmål vil blive gjort til genstand for en nærmere undersøgelse og vurdering i et udvalg, der ikke alene skulle se på de strafferetlige spørgsmål, men også på problemernes civilretlige og økonomiske sider. Det omtalte udvalg var nu i færd med at blive etableret. For så vidt angik forslagets punkter 2, 3 og 4, kunne justitsministeren derfor henvise til sine bemærkninger til det tidligere stillede spørgsmål (F. sp. 619-622).

Om de øvrige af forslagets punkter udtalte ministeren, at disse efter regeringens opfattelse ikke kunne betragtes som tjenlige midler til en økonomisk sanering. Vedrørende forslagets punkt 1 gjorde han således opmærksom på, at det var et væsentligt led i aftalerne mellem Nationalbanken og de private banker og sparekasser, at aftalerne ikke måtte benyttes til indførelse af en detaljeret dirigering af kreditgivningen. Dette kunne naturligvis ikke udelukke et lovgivningsinitiativ, men det var regeringen bekendt, at Nationalbanken ikke kunne tilråde noget sådant, bl. a. under hensyn til, at det ikke ville være muligt på rimelig måde at foretage en klar inddeling af erhvervslivet ud fra valutamæssige og beskæftigelsesmæssige kriterier.

Angående forslagets punkt 5 vedrørende indberetning om alle tinglyste private pantebreve i fast ejendom til et „dertil oprettet kontor fremhævede justitsministeren, at han ikke kunne indse formålet med oprettelsen af et nyt administrativt organ. For så vidt formålet var tilvejebringelse af statistisk materiale, kunne han oplyse, at statistiske undersøgelser var foretaget på dette område og tillige offentliggjort i Nationalbankens beretning for 1967.

Heller ikke forslagets punkt 6 kunne ministeren gå ind for. Tinglysningsproceduren var og måtte være baseret på ganske klare regler, og det var indlysende, at man ikke kunne opstille sådanne klare regler til afgørelse af, om formålet med en kreditgivning var produktivt.

Heller ingen af ordførerne kunne uden videre tiltræde forslaget. Der var imidlertid enighed om, at forslaget beskæftigede sig med meget vigtige forhold, og der var derfor enighed om at henvise forslaget til nærmere behandling i et udvalg.

Udvalget afgav imidlertid ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning inden folketingssamlingens slutning.