Ved forslaget opfordredes statsministeren til at drage omsorg for, at hver af ministrene årligt afgiver en skriftlig redegørelse til folketinget for det løbende arbejde i de under vedkommende ministres ressort nedsatte kommissioner og udvalg.

Om begrundelsen for forslaget var anført følgende i de ledsagende bemærkninger:

„I de kommissioner og udvalg, som nedsættes af de forskellige ministre til undersøgelse af bestemte problemer og problemkomplekser, foregår et væsentligt arbejde, der er af største betydning for såvel lovgivningsarbejdet som den offentlige debat om samfundsspørgsmålene. Adskillige af disse kommissioner er da også nedsat efter et direkte eller indirekte udtalt ønske herom fra folketinget eller fra organisationer og andre kredse uden for den politiske verden.

Arbejdet trækker imidlertid ofte så længe ud, at udenforstående kan få det indtryk, at en kommissions nedsættelse mere skyldes ønsket om at glemme et problem end ønsket om at få det belyst, og der er derfor behov for, at såvel folketinget som en større offentlighed skal få mulighed for løbende at følge kommissionarbejdet. De årlige redegørelser, som forslaget sigter imod, skulle tjene hertil."

Ved 1. behandlingen gav statsministeren udtryk for en smule bekymring for, at man ved at gennemføre forslaget gav anledning til et tidkrævende arbejde, der i mange tilfælde ville vise sig temmelig overflødigt. Statsministeren henviste i den forbindelse til, at der årligt siden 1919 gennem statsministeriet var afgivet en oversigt til folketinget over de af de enkelte ministerier og styrelser nedsatte, ikke permanente kommissioner, nævn og udvalg af kommissionslignende karakter. Af hensyn til det nordiske lovsamarbejde var oversigterne i 1961 blev udvidet til at omfatte oplysninger om, hvornår den pågældende kommission er nedsat, hvornår arbejdet forventes afsluttet, hvorvidt delbetænkning kan forventes afgivet, og, hvis dette ikke fremgår af kommissoriet eller kommissionens navn, de opgaver, der påhviler kommissionen, navnlig om det er pålagt den at udarbejde lovforslag. Fortegnelsen indeholder endvidere oplysninger om kommissionens medlemmer, formand og sekretærer og om eventuelle honorarer til disse. Såfremt der måtte være behov for yderligere oplysninger om arbejdet i en bestemt kommission, ville sådanne oplysninger i øvrigt normalt kunne fås ved at stille spørgsmål til den pågældende minister i folketinget. Statsministeren fandt det dog helt naturligt, at tingets medlemmer ønskede at sikre sig, at kommissionsarbejdet ikke unødigt trækkes i langdrag. Han var derfor villig til at overveje, om de eksisterende muligheder kunne forbedres, herunder om der kunne opnås noget ved at optage flere oplysninger i den årlige oversigt.

Selv om flere af ordførerne fandt, at en bogstavelig gennemførelse af det fremsatte forslag kunne få visse uheldige konsekvenser, var der fra alle partiers side enighed om at kortlægge problemernes omfang i et udvalg.

Det udvalg, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning, men udtalte i en beretning, at statsministeren over for udvalget havde oplyst, at man i statsministeriet arbejdede på en revision af form og indhold for den årligt udarbejdede kommissionsoversigt, hvorved oplysningerne i denne skulle kunne gøres meget mere fyldige. Statsministeren havde dog samtidig tilkendegivet, at det ikke kunne anses for rimeligt, at der gaves meddelelser om igangværende drøftelsers indhold, idet kommissionsarbejdets rolige gang ville kunne skades af en førtidig debat i offentligheden. Det ville endvidere være ønskeligt, om kommissionsoversigten pr. 1. januar 1969 efter udarbejdelsen kunne drøftes mellem repræsentanter for folketinget og repræsentanter for regeringen med henblik på at finde frem til en varig form, som kunne tilfredsstille de forskellige hensyn, der måtte tages.

På baggrund af statsministerens erklæring udtalte udvalget i beretningen, at virkeliggørelsen af de af statsministeren fremførte tanker i vidt omfang svarede til de ønsker, der var fremført dels af forslagsstillerne, dels af de øvrige partiers ordførere under 1. behandlingen, og at udvalget derfor havde besluttet ikke at foretage mere i sagen.