Forslaget havde følgende ordlyd:
„Folketinget opfordrer undervisningsministeren til at fremsætte lovforslag om en udvidelse af undervisningspligten, således at 8. undervisningsår gøres obligatorisk fra og med skoleåret 1972-73 og 9. undervisningsår fra 1973-74."
Som det fremgik af bemærkningerne til forslaget, hvortil der henvises, byggede forslaget på en betænkning, som var afgivet af et af undervisningsministeren i 1965 nedsat udvalg, hvis opgave det var at overveje mulighederne for og konsekvenserne af en udvidelse af undervisningspligten og afgive indstilling herom. (Betænkning nr. 473/1968).
Forslaget tilsigtede at give grundlag for en gennemførelse af udvalgets indstilling. Forslagsstillerne kunne i det store og hele tilslutte sig de synspunkter, der i betænkningen lå til grund for udvalgets indstilling. De i forslaget indeholdte tidsterminer var i overensstemmelse med de af udvalget foreslåede, og forslaget var ligeledes begrænset til en udvidelse til det 8. og 9. skoleår. Hvad det 10. skoleår angik, havde udvalget fundet, at det måtte ses i sammenhæng med overvejelser om overgang til en begyndende erhvervsuddannelse af bred karakter. Disse problemer overvejedes i en af udvalget nedsat arbejdsgruppe. Forslagsstillerne var enige i, at det ville være rigtigt at gennemdrøfte nærmere, hvordan det 10. skoleår kunne blive en slags mødeplads for folkeskolens almene, ikke-faglige undervisning og så en begyndende erhvervsuddannelse af bred karakter. Det var dog forslagsstillernes opfattelse, at der, når arbejdsgruppen havde afsluttet sine overvejelser, måtte tages stilling til, hvordan også det 10. år kunne komme ind under undervisningspligten.
Ordføreren for forslagsstillerne (K. B. Andersen) henviste i øvrigt til den forespørgselsdebat, der havde fundet sted i tinget i 2. samling af foregående folketingsår (årbog 1966-67, side 590), og som havde vist, at der i tinget var et bredt flertal for en udvidelse af undervisningspligten. Både før og efter denne debat havde der endvidere landet over i forældrekredse og i skolekredse, i pressen og på anden måde været ført en omfattende drøftelse af argumenterne for og imod.
K. B. Andersen sluttede: „Ifølge betænkningen forlader op imod 25 pct. af de unge folkeskolen inden det 9. år. Det er hensynet til denne gruppe af unge, som i dag ikke får en grundlæggende uddannelse, der er tilstrækkelig til at sætte dem i stand til at møde de krav, de stilles over for, der er afgørende for forslagsstillerne. Derfor ønsker vi betænkningen og debatten i marts i fjor fulgt op med en egentlig beslutning om en udvidelse af undervisningspligten og netop undervisningspligten; skolepligt i den forstand, at en enkelt skoleform skulle have monopol på uddannelsen, har vi jo heldigvis ikke, og ingen drømmer vel om at indføre skolepligt.
Ved at fremsætte forslaget nu, inden den 15. marts, ønsker forslagsstillerne at give mulighed for en vedtagelse i denne folketingssamling, så vi kan undgå en yderligere udsættelse. For hvert år, der går, inden der sker en udvidelse af undervisningspligten, må tusinder af unge betale med forringede fremtidsmuligheder både menneskeligt og fagligt. Jeg anbefaler forslaget til tingets velvillige behandling."
Undervisningsministeren advarede mod at drage sammenligninger med andre lande med hensyn til undervisningspligtens længde, fordi undervisnings- og uddannelsesmønstret var forskelligt. På den anden side advarede han også imod en overvurdering af vor egen indsats. Han fremhævede, at den hurtige og dynamiske udvikling i samfundet nødvendiggjorde den bedst mulige almene uddannelse som grundlag for videregående uddannelse. Denne udvikling var en del af baggrunden for den stærkt øgede tilgang til det frivillige 8. og 9. skoleår og til mange andre former for uddannelse.
Han beskæftigede sig med årsagerne til, at en vis del af børnene ikke kom med i den frivillige uddannelse efter det 7. skoleår, og kom især ind på problemet de tilpasningsvanskelige børn. En øget interesse for at løse disse børns problemer allerede i folkeskolen var utvivlsomt en forudsætning for at få dem med i undervisningen efter det 7. skoleår. Det var et spørgsmål, om man ikke herhjemme, som man havde gjort det i USA, skulle forsøge med en skoleform, som gav de unge et varieret tilbud af undervisnings- og uddannelsesforanstaltninger, baseret på en personlig og faglig rådgivning for den enkelte.
Når han i den offentlige debat var blevet citeret for tidligere udtalelser, hvorefter han skulle være lidenskabsløs over for spørgsmålet om undervisningspligtens udvidelse og være tilhænger af den, ville han slå fast, at det ikke var hans personlige opfattelse, der var afgørende. Det var hans hovedopgave som undervisningsminister under de kommende forhandlinger at lytte sig frem til en fællesnævner, der kunne angive den retningslinje og de grundlinjer, hvorefter skolevæsenet skulle udbygges i de kommende år.
Ellen Strange Petersen (KF) fastslog, at hendes parti ønskede undervisningspligten udvidet fra 7 til 9 år, så snart det blev økonomisk forsvarligt og praktisk muligt, hvilket først og fremmest ville sige: når der var lærerkræfter nok. Man ønskede også, at skolemodne børn kunne komme tidligere i skole, og fandt ikke, at børnehaveklasser var løsenet for det tidligt skolemodne barn.
Man burde foretage flere undersøgelser af, hvad der for børnene eller børnenes forældre motiverede, at børnene kom tidligt ud af skolen. Visse undersøgelser tydede på, at der var sociale vanskeligheder, ikke nødvendigvis af økonomisk art, og tilpasningsvanskeligheder hos børnene allerede fra ca. 10 års alderen. Disse børn måtte støttes i pubertetsårene og ikke blot udskrives som 14-årige. I denne forbindelse kom man ikke uden om at se på skolens indhold. Skolen måtte og skulle tage hensyn til børnenes vidt forskellige evner og anlæg og indrette undervisningen herefter.
I venstre var der delte meninger om en udvidelse af undervisningspligten, men P. E. Eriksen (V) fastslog, at der var et stort flertal imod en sådan udvidelse. Han understregede værdien af frivillighedens princip og fremhævede i den forbindelse de resultater, der allerede var opnået efter skoleloven af 1958. Af de ca. 10 pct. der ikke fortsatte efter det 7. skoleår, var der adskillige, der vendte tilbage til en undervisning på efterskoler, ungdomsskoler eller private skoler. Først når man havde analyseret årsagerne til, at denne lille gruppe ikke fortsatte, og havde undersøgt, hvordan man kunne hjælpe de skoletrætte med tilpasningen, kunne man begynde at tale om udvidet undervisningspligt, og så var det forhåbentlig helt overflødigt.
Holger Hansen (V) talte for et mindretal i partiet. Det var hans og mindretallets opfattelse, at man burde stræbe imod en udvidelse af undervisningspligten. Man skulle søge denne beslutning ført ud i livet i den takt, det var muligt ud fra såvel økonomiske som lærermæssige og pædagogiske hensyn, men så hurtigt, som det under hensyn til disse faktorer var muligt. Forslaget var nok kommet for tidligt. Der måtte gives befolkningen lejlighed til at drøfte de spørgsmål, som var trukket frem i betænkningen, inden folketinget tog stilling.
Svend Haugaard (RV) fastslog, at også hans parti var delt i denne sag. Uenigheden gjaldt alene spørgsmålet om tvang eller frivillighed. Ønsket om den bedst mulige uddannelse deltes af alle. Der var for ham ingen tvivl om, at frivilligheden havde været den store inspiration for den hidtidige udbygning af videregående skoleundervisning og for tilslutningen hertil. Man skulle udbygge skolen, gøre den spændende og fristende, så den kunne anspore til forpligtende selvvalg, men ikke gribe til tvang, hvor det lykkedes bedre i frihed.
Bernhard Baunsgaard (RV) fastslog som taler for den anden del af partiet, at der ikke var tale om at indføre nogen ny tvang, men alene om, hvor lang den allerede eksisterende undervisningspligt skulle være. Han anbefalede en forlængelse af undervisningspligten til hjælp for de børn, der ikke i dag fik en tilstrækkelig lang undervisning, så de havde lige så gode chancer som deres kammerater, når de skulle ud i erhvervslivet. Som forudsætning krævedes imidlertid et bredt tilbud, penge til nyt undervisningsmateriel, flere lærere, flere bygninger og adgang til dispensation.
Gunhild Due (SF) fastslog, at socialistisk folkeparti kunne give tilslutning til øget undervisningspligt og ikke mente, at sagen burde udsættes. Også hun understregede, at tilbuddet af skoleformer måtte være varieret, så de børn, der trængte til at skifte skoleform, fik mulighed derfor. Man måtte arbejde videre med nye undervisningsformer, eksperimenter og forskning. Målet måtte være en 10-årig udelt skole med mange tilvalgsfag og muligheder, mindre klassekvotienter, en langt friere og mere varieret undervisningsform og mere medindflydelse for eleverne.
Sigsgaard (VS) kunne tilslutte sig forslaget. Han understregede, at undervisningspligtens længde ikke måtte betragtes som en isoleret faktor, men havde meget nøje sammenhæng med hele skolens formål og indhold. Han fandt, at man allerede nu havde gode undersøgelser af årsagerne til, at nogle forlod skolen efter kun 7 års skolegang. Man måtte i højere grad end hidtil tilrettelægge undervisningen med hensyntagen til hver enkelt elevs særlige forudsætninger og intensivere samarbejdet mellem hjem og skole.
Uden for ordførernes kreds havde Lembourn (KF) og Meta Ditzel (RV) ordet.
I den af udvalget afgivne beretning siges det bl. a.:
„ ... Undervisningsministeren har i det nævnte samråd over for udvalget oplyst, at det er tanken i sommerens løb at undersøge problemerne omkring de tilpasningsvanskelige elever med henblik på hjælpeforanstaltninger samt at foretage en vurdering af, hvornår forudsætningerne for udvidet undervisningspligt kan være tilvejebragt. Det er hensigten til efteråret at indstille til regeringen, at man tager stilling til en udvidelse af undervisningspligten.
Udvalget har ikke kunnet nå at færdigbehandle forslaget til folketingsbeslutning."